Forårssæsonens sidste kamp er fløjtet af, og dermed er vi halvvejs igennem turneringen – et oplagt tidspunkt at gøre status på.
Og hvordan er det så gået de forskellige BOB-hold i 2023? Overordnet set fuldstændig forrygende. Facit er 3 førstepladser og 2 andenpladser, så på den resultatmæssige side er der ikke plads til meget forbedring.
Damerne vandt deres turnering ganske suverænt, og det samme gjorde +30-holdet; begge hold tabte blot en enkelt kamp undervejs.
+30’erne har faktisk allerede taget hul på efterårssæsonen, eller taget hul er måske så meget sagt: 2. turneringshalvdels første kamp mod Herning Fremad resulterede i årets anden sejr uden kamp, og på tværs af alle hold er ikke færre end ti kampe – mere end hver femte – endt med en skrivebordssejr på 3-0 til BOB uden kamp.
Hårdest ramt har damerne været: de vandt halvdelen af deres 10 programsatte turneringskampe uden at spille, herunder begge de med spænding imødesete lokalopgør mod BIF, som i 4 forsøg endnu ikke har været i stand til at stille hold mod BOB.
Et nyt regionsmesterskab blev det dog ikke til, men efter sommerferien skal damerne bl.a. prøve kræfter med de nykårede regionsmestre i C1-rækken, Skjern/Tarm.
+40 fik en lidt ujævn sæsonstart, men fem sejre på stribe sendte holdet frem på førstepladsen, som blev forsvaret med uafgjort mod Herning Fremad i forårssæsonens absolut sidste kamp. Når der tages hul på 2. turneringshalvdel har holdet derfor et forspring på 3 point til Ikast FS og Herning Fr.
Endnu tættere er det i toppen af +60-rækken, hvor holdene ligesom i +40-rækken tager pointene fra foråret med over til efterårssæsonen.
Det uafgjorte resultat i Vildbjerg i sidste spillerunde betød, at holdet måtte overlade førstepladsen til Hammerum, som dog kun er et enkelt point foran BOB og Ikast på anden- og tredjepladsen.
+50 sluttede også på andenpladsen, selvom der blev sat en hel del point til undervejs, men holdet kunne dog glæde sig over at være de eneste, der var i stand til at besejre topholdet Vildbjerg undervejs i en rigtig herredyst. Efterårets modstandere er udover Vildbjerg Ikast FS og Herning Fr., som man skal møde hele tre gange hver.
40+ remis i Herning Fremad
Torsdag aften var der returkamp i mod Herning Fremad, hvor Fremad skulle revanchere sidste uges 5-0 nederlag i Brande.
Torsdag var det Fremad der kom til den første chance. Et indlæg lander i panden på en Fremad spiller som header godt på mål, men heldigvis har Brande en super god målmand i Lars Poulsen og han redder hovedstødet.
Lidt efter var det Brandes Michael Laursen der kom alene igennem efter en god stikning fra tilbagevendte Jonny Bjørnsholm. Desværre skød Laur forbi mål og stillingen forblev 0-0.
Det ændrede Brandes bomber på kort efter. Anders Videsen fik bolden på kanten af feltet og med en stille og rolig inderside scorede han til en Brande føring på 0-1.
Selvsamme Bomber skulle ha scoret til 0-2 blot 2 minutter efter da han helt alene igennem total kiksede sit skud og bolden røg nærmest til indkast….. 🙂
Brande havde til dagens kamp hevet Sigurd Siggi Kristensen ned fra 50+ holdet og han gjorde generelt en super god figur. Desværre fik Siggi en lille hovedrolle da han efter 22 min scorede i eget net så Fremad fik udlignet til 1-1.
Brande fortsatte dog presset på Fremads mål og anfører Summe fik en kæmpe chance da Michael Laursen sendte et perfekt indlæg ind til en helt fri Summe. Desværre fik Summe ikke ram på bolden og Fremad slap med skrækken.
Halvlegens sidste chance tilfaldt Bomber Videsen som headede et godt indlæg over mål så halvlegs stillingen forblev 1-1.
Anden halvleg kan gøres meget kortere. Stillingen forblev 1-1 trods et par gode forsøg fra specielt Brande. Dennis Lundstrøm havde et par gode skudforsøg men ind ville bolden desværre ikke.
Herning kom ikke frem til noget i anden halvleg og derfor sluttede det hele med et uafgjort resultat. Dette betyder at Brande holder sommerferie på 1. pladsen i puljen med 3 point ned til netop Fremad.
Dagens spiller blev fortjent fordelt imellem Bomber Videsen og Jonny B som begge spillede en god kamp. Dagens kamp gav i øvrigt comeback til en gammel Brande kriger da Martin Brandt Andersen fik comeback efter mange års fravære, desværre sluttede kampen for ham med en fiber.

40+ vinder topkamp over Herning Fremad
Torsdag bød på topkamp i 40+ rækken hvor Brande skulle forsøge at skabe afstand til Herning Fremad. Lad os bare sige med det samme, at det lykkedes…..
Kampens første store chance tilfaldt Allan Ejstrup der helt fri igennem desværre driblede lige ind i målmanden. Det var dog Ejstrup der bragte Brande foran 1-0 efter et super godt gennemspillet angreb hvor Lars Duedahl, Summe og Herbie kombinerede sig flot igennem for til sidst at lade Ejstrup prikke bolden ind…
Duedahl ville også være med og han bragte Brande foran med 2-0 på et kanon langskud hvor han bankede bolden op i hjørnet…
Nicolaj Eg ville også være med og han kunne score til 3-0 kort før halvleg da han scorede på en tværpasning fra Ejstrup.
Halvlegen sluttede 3-0 til Brande og det var absolut ikke fordi at Fremad ikke havde chancer, for det havde de. Uheldigvis for Fremad havde Brande den godt spillende Lars Poulsen på mål og han var uhyggelig torsdag aften hvor han diskede op med mange gode redninger.
I halvlegen satte Brande Thomas Kyoung på banen og det skulle vise sig at han skulle få en hovedrolle i kampen.
Først blev der begået straffe på Kyoung som Duedahl scorede sikkert på. Han lavede en Panenka på Fremads målmand…
I kampens døende minutter ville Kyoung også være med på scoringstavlen. Han tog en solotur hvor han tilkæmpede sig bolden på midten af banen, spurtede ned i mod Fremad målet, blev hentet af forsvaren men driblede køligt forbi ham og med sit super venstre ben udplacerede han målmanden og sikrede Brande en 5-0 sejr i topkampen.
Til sidst stod Brande spillerne i kø for at komme ud, en lang halv sæson er nu ovre og det er nogle slidte spillere der kan gå på sommerferie efter næste uges kamp imod Fremad, som er en udsat kamp. Denne kamp spilles i Herning.
Kampens spiller blev suverænt målmand Lars Poulsen som stod en fabelagtig god kamp, som så mange gange før.
Gratis bold & stadionplatte til alle BOB-medlemmer
På lørdag d. 24/6 kl. 14.00 spiller Brande IF’s førstehold den afgørende playoff-kamp om forbliven i serie 1. Modstanderen er Herning Fremads andethold, som blev nr. 2 i deres serie 2-pulje og tirsdag vandt deres første playoff-kamp med 3-1 over MorsØ.
Samtidig er det tid til den sidste omgang lørdagstræning, inden vi holder sommerferie i hele juli, så for at markere det – og ikke mindst for at støtte BIF’erne i deres kamp for forbliven i serie 1 – inviterer BOB alle medlemmer på gratis bold & stadionplatte, uanset om man foretrækker at se playoff-kampen fra start eller deltager i lørdagstræningen først og nøjes med at se 2. halvleg (+ evt. forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence – der skal findes en vinder af opgøret).
For at få din gratis stadionplatte (1 stk. frankfurter med brød + en øl/vand, normalpris kr. 50,-) skal du bare oplyse dit navn til de rare mennesker, der passer grillen og baren, som er placeret ca. midtfor på tribunen, så klarer BOB det økonomiske (1 platte pr. person).
Vel mødt på lørdag til bold & stadionplatte – med eller uden fodboldstøvler!