Ny nedtur

Tredje gang blev ikke lykkens gang for BOB’s +50-mandskab, som mandag aften havde besøg af Bording.

Opgørene mod bordinggenserne plejer at være tætte, men det blev ikke tilfældet denne gang. De blåklædte gæster bragte sig allerede i front efter 8 minutter, da en Bording-spiller var hurtigst over en returbold. Bolden var dårligt nok givet op, før BOB igen mistede den i opspillet, og få sekunder senere stod det så 0-2.

To minutter senere var Thomas Svensson tæt på at reducere, da han energisk fik slidt sig fri til afslutning, men hans skud ramte trekantsammenføjningen. Derefter faldt der mere ro over begivenhederne, men tre minutter før pausen bragte Bording sig foran med tre, da markeringerne endnu engang svigtede i hjemmeholdets forsvar.

Fra 2. halvlegs start forsøgte BOB-manager Michael Andersen sig med en formationsændring for at styrke defensiven, og selvom udeholdet fortsat havde bolden mest, kom de ikke længere frem til ligeså store chancer som før pausen.

Efter en Bording-afslutning tæt forbi den ene opstander var kampens spiller, Elmedin Bratic, få centimeter fra et reducere til 1-3 i det 39. minut, men præcis som Thomas Svensson i 1. halvleg måtte også han se sit forsøg prelle af på stolpen.

I stedet lukkede gæsterne definitivt opgøret 7 minutter før tid, da Jørn Eriksen i forsøget på at sparke væk fik hjulpet bolden det sidste stykke over målstregen, og så battede det ikke alverden, at Martin “Herbie” Mortensen efter et par vævre driblinger gjorde det til 1-4 via indersiden af stolpen med kampens sidste spark – endda med venstreskøjten!

Dermed står sidste års vindere af +50-rækken fortsat noteret for et rundt nul i pointkolonnen efter 3 kampe inden årets første udekamp, lokalopgøret mod Kølkær.