Kategoriarkiv: Senior Old boys +40

40

Sikker sejr til 40+ i Snejbjerg

Torsdag aften skulle Brande til Snejbjerg for at møde rækkens absolutte bundhold.

Brande tog teten fra kampens start og det var meget sjældent at Snejbjerg overhovedet kom over midten. Overtaget betød også masser af chancer til Brande men de blev desværre brændt.

Vi talte alene i første halvleg 3 fri løbere som desværre alle blev brændt. Det betød at første halvleg sluttede som den startede, nemlig 0-0.

Anden halvleg fortsatte med et stort tungt Brande pres ned i mod Snejbjerg målmanden, som skal roses for en god og stabil indsats.

Forløsningen kom da der var spillet 15 min i anden halvleg. Dennis Lundstrøm fik bolden inde i feltet og med nogle snævre fikse driblinger så Snejbjerg sig nødsaget til at lave straffe på ham. Sparket omsatte Summe sikkert og 1-0 føringen var en realitet, endelig.

Dette skulle vise sig at være nøglen til flere mål. Blot 4 min efter føringsmålet scorede Allan Kjærgaard med hovedet, hvilket må siges at være en sjældenhed at det sker, men et flot mål. Oplægget kom fra Anders Videsen som headede godt på tværs til Allan.

Blot 1 min senere ville Videsen selv være med. Efter nogle gevaldige afbrændere tidligere i kampen kom forløsningen for Bomber Videsen. Fra en ret spids vinkel kanonerede han bolden op i nettaget uden chance for Snejbjerg keeperen.

Eneste malurt i bægeret kom ca 1 min før tid hvor Snejbjerg reducerede til kampens resultat, 1-3. En lidt unødvendig scoring men som Lunde tørt konstaterede så var det et trøstemål…..

Kampens ret suveræne spiller blev Allan “Møffe” Kjærgaard som helt fortjent løb med titlen som Man of the Match.

40+ sejrer over Ikast

Der var top opgør i 40+ rækken torsdag aften i Brande. Her skulle Brande forsøge at holde trit med Ikast. Det lykkedes, men det holdt hårdt.

Spillemæssigt satte Brande sig hurtigt på opgøret, men som så mange andre gange kunne Brande ikke omsætte spillet i mål og stik imod spil og chancer bragte Ikast sig foran på deres andet skud på mål. Det gørste skud røg ca 4 meter over mål mens det andet strøg ind i målet uden chance for Brande keeper, Søren Laursen. Det skulle faktisk vise sig at være de eneste 2 gange det lykkedes Ikast at skyde imod mål i hele kampen!!

Halvleg stillingen var 0-1.

Anden halvleg fortsatte som første, Brande styrede kampen men vi skulle hen midt i halvlegen før det lykkedes at score. Lars Duedahl fik bolden ude i venstre og tog et par træk ind imod midten. Herefter placerede han skuddet ude ved stolpen og dermed udlignede han Ikast føringen.

Overtaget til Brande fortsatte men det var først 30 sekunder før tid at Martin Herbie afgjorde kampen med sin scoring til 2-1. Herbie modtog bolden inde i feltet og køligt satte han indersiden på og udplacerede målmanden.

Kampen ender dermed med en yderst fortjent sejr på 2-1 til Brande.

Kampens store spiller var Michael Tyr som var flyvende både spillemæssigt men også var en god indpisker.

Nulløsning for 40+ i Hammerum

Torsdag aften skulle 40+ spille udekampen imod Hammerum, et sted hvor Brande altid spiller tætte kampe. Det skulle også være tilfældet denne gang…

Brande satte sig på spillet fra starten og det udmøntede sig i et par løse chancer. Den største chance i kampen hidtil faldt efter 13 min hvor Hammerum havde deres største chance i kampen, ja faktisk lige før at det var deres eneste chance.

Resten af kampen blev et langt Brande pres hvor der var gode chancer til Allan Kjærgaard, Dennis Lundstrøm, Anders Videsen og selv samme Videsen skulle få kampens største chance i de døende sekunder hvor han desværre ikke rigtig fik ram på bolden…

Alt i alt en acceptabel indsats som dog burde ha givet sejren til Brande men sådan er fodbold engang imellem…

Bedste spiller for Brande var Michael “Tyr” Kristensen og Kim Nielsen.

Vild uge 17

Resultatmæssigt bliver den sidste uge i april svær for ikke at sige umulig at overgå: På tværs af holdene blev det til de maksimale 15 point i 5 kampe.

Torsdag aften udbyggede damerne sejrsstimen med en sikker 5-0-sejr i lokalopgøret i Karstoft, og samme aften tilspillede +40 sig den første regulære sejr siden slutningen af september, da Lind, som for første gang i mange sæsoner kunne stille hold mod BOB, i egen hule blev besejret 3-1.

Onsdag vandt +30 ligesom damerne deres tredje kamp på stribe; denne gang blev det på hjemmebane til en sejr på 2-1 over Tjørring, og derfor topper “de unge” fortsat deres række med maksimumpoint.

Både +50 og +60 havde indledt sæsonen med nederlag, men mandag fik begge hold revancheret sig. +60 mest eftertrykkeligt, da Herning Fremad på eget (kunst-)græs blev udraderet med tenniscifrene 6-0. Samtidig hentede +50 årets første sejr, da de på hjemmebane med noget større besvær ligeledes vandt over Herning Fr. med 3-2.

Så nu kan man vist godt sige, at sæsonen for alvor er i gang!