Brande Old Boys’ hold i +50-rækken fik en lektion i possessions-fodbold, da de mandag havde besøg af de seneste års vindere af rækken, Vildbjerg, som allerede i kampens første minut var tæt på at bringe sig i front.
Gæsterne fastholdt overtaget, men måtte have hjælp af hjemmeholdet, som omkring det 20. minut satte udeholdet i gang med to lidt for lette scoringer med to minutters mellemrum med et par kiksede afleveringer fra de bageste rækker.
Først mod slutningen af 1. halvleg kom værterne frem til noget, der lignede chancer, men rigtig farligt blev det ikke.
Efter pausen fortsatte Vildbjerg – klogt og tålmodigt – med at trille bolden rundt i egne rækker vel vidende, at der i modsætning til håndbold ikke er noget, der hedder passivt spil i fodbold.
Indtil små 10 minutter før tid, hvor Jens Ole Pedersen i BOB-målet fik viftet en lumsk Vildbjerg-afslutning ud på den ene opstander, var halvlegen klinisk renset for målchancer, og først fem minutter før tid viste hjemmeholdet endelig tænder.
Kampens spiller, Michael Laursen, sendte et indlæg til bageste stolpe, hvor Kai Varisbøl fra en halvspids vinkel headede bolden på ydersiden af stolpen.
Tættere på en scoring kom hjemmeholdet ikke, og Vildbjerg kunne derfor bogføre en fuldt fortjent sejr på 2-0, som sender holdet op på 2.-pladsen i rækken to point foran BOB på tredjepladsen