Op på hesten igen

Efter dukkerten i Vildbjerg kom Brande Old Boys’ +50-herrer mandag tilbage på sporet i hjemmekampen mod Herning Fremad.

Blot 3 minutter var der spillet, da Michael Laursen førte bolden frem, og da ingen gik til ham, trykkede han af udenfor feltet og bragte med et velplaceret skud hjemmeholdet i front.

Målet vækkede tilsyneladende Herning-mandskabet, og de overtog gradvist mere og mere af spillet, men i BOB-målet havde Ken McKenzie fundet storspillet frem, så tættere på en udligning end et skud på overliggeren i halvlegens næstsidste minut kom gæsterne ikke.

Fem minutter ind i 2. halvleg bankede Henrik Mortensen så i stedet BOB på 2-0, og efter at have overlevet en undertalsperiode efter et tyndt gult kort til Kim Tranholm, øgede Thomas Svensson til 3-0 midt i halvlegen. Begge gange stod Michael Laursen for forarbejdet, og han blev da også efterfølgende fuldt fortjent udpeget som kampens spiller.

To minutter senere lykkedes det endelig for Fremad-spillerne at passere McKenzie, men da det kort efter var deres tur til at indkassere et gult kort, var deres skæbne beseglet. 10 minutter før tid omsatte Kim Tranholm Thomas Svenssons forarbejde til 4-1, og i kampens sidste minut slog Bjarne Thisgaard sejren fast efter bandespil med Brian Dahl Thomsen.

Med de tre point er BOB sikre på at slutte forårssæsonen på tredjepladsen uanset udfaldet af næste mandags kamp i Tjørring.

Regionsmestre uden kamp

Søndag skulle BOB i samarbejde med BIF være vært for DBU Jyllands regionsfinaler i kvindernes C1- og C2-række, men finalen i C1-rækken mellem BOB og Ørslevkloster er desværre aflyst.

DBU Jylland har oplyst, at Ørslevkloster har meldt afbud, og dermed er seniordamerne regionsmestre uden kamp i deres første sæson i DBU-regi.

Også i C2-rækken er der indløbet afbud, men her gennemføres finalestævnet, bare i en beskåret udgave som en puljeturnering, hvor alle hold møder alle,

Blandt deltagerne er BIF’s seniordamer, som sikrede sig puljesejren med en hjemmesejr på 5-1 over Karstoft onsdag aften.

Søndag lægger de ud imod Vemb kl. 11.30, og kl. 12.20 skal de spille imod Ålestrup. Kl. 13.35 er modstanderne Karstoft, og kl. 14.50 slutter de af mod Sydmors. Regionsmestre er det hold, der får skrabet flest point sammen.

Overbevisende 40+ sejr i Vildbjerg

Brande Old Boys ret så suveræne 40+ hold skulle på en mulig svær opgave i Vildbjerg.

Allerede efter 5 min. viste Anders “Bomber” Videsen at denne kamp skulle blive god for ham. Han havde et godt skud på mål som dog sneg sig forbi.
Det gjorde den ikke efter 8 min. hvor Summe afdriblede en håndfuld Vildbjerg spiller for til sidst at lægge den til rette for Bomber som sikkert scorede til 0-1.

Efter 19 min. lagde Medin an til et indlæg fra højre kanten, men han ramte den så skævt at den sejlede hen over målmanden og ind i målet til en flot scoring.

Så var planen at kampen skulle køres stille og roligt hjem men Kim Nielsen ville det anderledes. Han mistede bolden til en Vildbjerg spiller som fik frit løb ned imod målmand, Lars Poulsen, Han fik fintet Lars til at sætte sig men inden han fik sig taget sammen til at skyde kom Jonny Bjørnsholm susende forbi og fik ham tacklet. Vi slap dermed med skrækken.

I starten af anden halvleg havde Lars Duedahl et godt skud som Vildbjerg målmanden på mirakuløs vis fik reddet oppe i krogen.

I det 36. minut fik Anders Bomber en mulighed med hovedet men uheldigvis fik målmanden den reddet. Underligt nok havde Vildbjerg ikke lært af den situation for minuttet efter fik Bomber endnu en mulighed med hovedet og han scorede sten sikkert til 0-3.

Bomber var ikke færdig med at imponere. Efter 46 min. afdribler han nogle Vildbjerg spillere og slutter med at score sikkert til 0-4.

Så troede man at kampen ville dø ud men anfører Summe ville det anderledes og han lukker og slukker kampen med en scoring til kampens resultat 0-5.

Kampens spiller blev fortjent Anders Bomber Videsen.

Slutteligt skal der lyde et stort tillykke til holdets Fiber konge, Michael Laursen, som har rundet de 50 år.

Holdet er nu gået på sommerferie da næste uges kamp imod Ikast er flyttet til senere.

Hattrick Vide

Nederlag trods drømmestart

Brande Old Boys’ +50-hold fik en perfekt start på mandagens udekamp i Vildbjerg.

I opgørets 2. minut viste Henrik Mortensen stort overblik, da han fra baglinjen sendte bolden skråt bagud til Nicolaj Eg, som fra kanten af feltet plantede læderet i bundgarnet. Kort efter fik Ken McKenzie fingerspidserne på en Vildbjerg-afslutning, som derefter ramte stolpen.

I det 5. minut blev det 2-0 til gæsterne, og igen var Henrik Mortensen i oplæggerens rolle. Denne gang fandt han Ole Thisgaard, som tæt under mål helflugtede kuglen i kassen – et virkelig flot mål.

Endnu engang blev det bevist, at 2-0 er en farlig føring: efter 10 minutter slog Vildbjerg kontra og reducerede, og efter 22 minutter havde hjemmeholdet bragt sig i spidsen med 3-2.

Fem minutter ind i 2. halvleg udlignede Henrik Mortensen så til 3-3 med et drøn udefra, men igen kom Vildbjerg foran, da et afrettet skud snød Ken Petersen i BOB-målet. Igen fik gæsterne udlignet, da Nicolaj Eg midt i halvlegen skubbede en maskeret frisparksafslutning fra Sigurd Kristensen det sidste stykke over stregen, men 7 minutter før tid var heldet atter med Vildbjerg, da endnu et afrettet skud sneg sig ind ved den ene målstolpe.

Det lykkedes ikke for gæsterne at få udlignet en tredje gang, så målfesten sluttede 5-4 til Vildbjerg.

På nabobanen hentede +60-holdet sæsonens femte sejr af 8 mulige, og i modsætning til klubkammeraterne var de i stand til at fastholde en 2-0-føring. Peter Gasbjerg stod for 1. halvlegs enlige scoring, og kort ind i 2. halvleg slog Jens Studsgaard sejren fast, da han blev spillet fri tæt under mål af Åge Kristensen.

I den modsatte ende kunne Ole Radoor notere sig for sit andet ”clean sheet” i træk, og han har dermed fået en noget nær perfekt start på sin nye karriere som målmand.

Blot et spark fra tredie halvleg