Nederlag i målorgie

Halvvejs gennem 1. halvleg af mandagens kamp i +50-rækken mellem BOB og Herning Fremad var der allerede scoret 7 gange, men selvom hjemmeholdet fik en ønskestart, endte gæsterne alligevel med at snuppe alle tre point.
Efter 8 minutter var hjemmeholdet BOB således foran med 3-0. De to første mål blev sat ind af Bjarne Thisgaard; det første med et fladt spark fra kanten af feltet, det næste efter flot 1-2-spil mellem Henrik “Skytte” Mortensen og Bjarne “Tøf” Kristensen, der havde næstsidste fod på scoringen.
“Tøf” stod også for oplægget til Nicolaj Eg, der bankede BOB på 3-0 efter 8 minutter, men minuttet senere gav den dobbelte målscorer, Bjarne Thisgaard, ufrivilligt gæsterne en livline, da han spillede en Fremad-spiller helt fri til scoring.
Samme gæstfrihed udviste Michael Laursen 2 minutter senere, og så var stillingen pludselig kun 3-2 til BOB, som ellers havde sat sig totalt på opgøret fra start. Yderligere to minutter senere gjorde Michael Laursen så skaden god igen, da han fandt en fri Bjarne Thisgaard, som fuldbyrdede sit formentlig hurtigste hattrick nogensinde.
Herning-mandskabet svarede hurtigt igen med endnu en reducering til 4-3, som også blev resultatet af en hæsblæsende 1. halvleg.
2. halvleg var ikke meget mere end et minut gammel, da et skud fra Bjarne “Tøf” blev rettet af og ramte stolpen, mens en prisgivet Fremad-keeper kun kunne se på. Det kunne han også i det 9. minut, da “Tøf” tog chancen udefra og med papegøjen gjorde det til 5-3.
Så burde den hellige grav være velforvaret, men 3 minutter senere reducerede gæsterne påny efter en returbold, og i det 16. minut fik de sågar udlignet, da de slog kontra efter et dårligt BOB-hjørnespark.
Med 10 minutter igen kom de ovenikøbet foran, da markeringerne svigtede totalt i værternes venstreside, og så var det pludselig BOB, der var tvunget til at satse.
Fire minutter før tid ramte Henrik “Skytte” indersiden af stolpen, og en Fremad-forsvarer var centimeter fra at skubbe bolden det sidste stykke over stregen, men meget symptomatisk for kampen blev det istedet Herning Fremad, som scorede på det efterfølgende angreb til det usædvanlige slutresultat 5-7.
Kampens spiller blev Bjarne “Tøf”.

40+ sejr i svær hjemmekamp imod Lind

Lind lagde torsdag aften vejen forbi Brande Stadion med et stærkt forynget 40+ hold. Det skulle vise sig at blive en meget svær opgave for BOB holdet som også skulle spilles med en dommer som absolut ville være i centrum.

Brande satte sig fra starten på kampen og specielt Allan Ejstrup skulle vise sig at være noget af en mundfuld for en temmelig rundforvirret venstre back fra Lind. Gang på gang løb og driblede Ejstrup forbi backen dog uden at blive rigtig farlig, da han oftest valgte at sparke bolden over på heden…..

Lind havde en svaghed overfor dybdeboldene og det gav nogle gevaldige store chancer. Den første store chance kom efter 16 min hvor Eg fik bolden i dybden og desværre brændte Eg friløberen. Desværre viste det vejen for Dennis Lundstrøm da han fik nøjagtig den samme chance, men igen tog Linds målmand fra og stillingen forblev 0-0.

Heldigvis for Brande havde Lunde nu fået færten af Linds mål og efter 27 min spillede han 1-2 med Eg og sluttelig smadrede han bolden op i hjørnet. Helt sikkert et flot mål som nok gav 10 kr fra farmand Lunde.

Anden halvleg fortsatte som første med Brande som de mest toneangivende. Dette blev dog forstyrret af en dommer som valgte at bruge denne kamp på at gøre opmærksom på sig selv. En Lind angriber valgte at træde Kim Nielsen i brystkassen hvorefter et par Brande spillere skubbede Lind spilleren væk, dette takserede dommeren til Lind straffe og 2 udvisninger til Brande! Lind scorede på straffe og udlignede dermed til 1-1.

Minuttet efter fik Lind endnu et straffespark og dommeren valgte igen at straffe Brande med et gult kort og dermed 10 min udvisning. Det betød at Brande nu var 3 mand nede….. heldigvis sparkede Lind spilleren bolden over på Den Gyldne Middelvej og stillingen forblev 1-1.

Selv om Brande var 3 mand nede valgte Lind at parkere bussen foran deres eget felt og Brande fortsatte med at være på bolden hele tiden. Det var selvfølgelig meget svært at tilkæmpe sig de store muligheder….

Brande blev fuldtallige med små 5 min tilbage og valgte at gå all in for at se om ikke sejren kunne komme i hus. Med 3 min igen tog Tyr bolden og driblede forbi 2-3 Lind spillere for derefter at sparke bolden op i krogen, endda med venstre poten… et klasse mål af Tyr.

Om det var det der vækkede den gamle mål rotte vides ikke, men Eg ville også være med. Med 1 min igen fik han bolden på kanten af feltet og driblede lidt imod midten og køligt udplacerede han Lind keeperen og cementerede dermed Brandes sejr.

Kampens spillere blev delt imellem Tyr og anfører Summe som kæmpede hele vejen igennem.

God holdindsats

BOB – Vorgod-Barde

Brande presser godt fra start af, og har flere gode chancer. Her blev målmanden, stolper og overliggeren testet. Det er netop også et godt skud udefra af Lena, hvor målmanden får pareret, men Marianne får fat i bolde og prikket den ind. Kort efter er det et godt opspil, hvor Birgitte får scoret. Inden halvleg er det Lena, som skyder en lang bold frem, som Anne fanger og scorer på.

Anden halvleg er det stadig BOB som har godt sammenspil og flere chancer, men ingen mål. BOB spillerne løber meget, idet Vorgode-Barde har sat en ekstra mand ind. Jane har også nogle gode redninger i målet, men til trods for dette, får Vorgod-Barde scoret et enkelt mål. BOB vinder kampen 3-1 efter en god holdindsats. Kampens spillere blev Anne og Cecilie, som begge spillede en god kamp.

Overliggeren var i vejen

Mandag aften mødtes Brande Old Boys og Ikast fS for femte gang i denne sæson i +50-rækken, og efter nederlag i de to seneste indbyrdes opgør var det BOB, der havde revanche til gode.
Henrik “Skytte” Mortensen var tæt på at give værterne en perfekt start, da han i det 4. minut fulgte op på en ripost fra Michael Laursens afslutning, men IfS-keeperen var hurtigst over bolden. Det var han til gengæld ikke 2 minutter senere, da banens mindste spiller, Jørn Eriksen, steg til vejrs og elegant snittede et indlæg fra Bjarne Thisgaard i kassen til 1-0.
I det 9. minut ramte Ikast så stolpen med et langskud, og fire minutter senere udlignede gæsterne på endnu en afslutning langt udefra.
1-1 blev også facit af en jævnbyrdig 1. halvleg, og jævnbyrdigheden fortsatte efter pausen.
Store chancer var der ingen af, før Jørn Eriksen bankede et indlæg fra Bjarne “Tøf” Kristensen på overliggeren efter et kvarter. Tre minutter senere var Michael Laursen tæt på at kopiere BOB’s føringsmål, da han snittede Bjarne “Tøfs” aflevering over Ikast-keeperen, men igen var overliggeren i vejen.
Små 10 minutter før tid lykkedes det så i stedet stik imod spil og chancer gæsterne at bringe sig i front, da en IfS-spiller ved forreste stolpe snittede et hjørnespark videre, og via indersiden af bageste stolpe sneg bolden sig lige akkurat over målstregen til 1-2.
Med seks minutter igen fik hjemmeholdets målmand, Jens Ole Pedersen, viftet et giftigt Ikast-indlæg til hjørnespark via overliggeren, og selvom værterne forsøgte sig til slut, lykkedes det dem ikke at komme frem til den chance, der kunne have givet det ene point.
Kampens spiller blev suverænt Thomas Svensson, der gjorde det fremragende på en uvant plads som forsvarsgeneral.

Blot et spark fra tredie halvleg