Det var udeholdet, der kom bedst fra start i tirsdagens udsatte kamp i +50-rækken, hvor Tjørring var på besøg hos Brande Old Boys.
Efter 9 minutter måtte værternes vikarierende målmand, Torben Kjærgaard Jakobsen, hive en fodparade frem for at afvise et nærgående Tjørring-forsøg, hvorefter bolden via overliggeren gik til hjørnespark, men i det 17. minut bragte gæsterne sig fuldt fortjent i spidsen. Føringen så ud til at holde halvlegen ud, men 3 minutter før pausen sendte Mikael Lund et indlæg ind i feltet. Her fik Brian Dahl Thomsen lige præcis ikke ram på bolden, hvilket overraskede en Tjørring-forsvarer så meget, at bolden fortsatte til en helt fri Nicolaj Eg, som udlignede til 1-1.
To minutter senere sendte samme Nicolaj Eg Henrik “Skytte” Mortensen af sted i dybden, og hårdt presset af en Tjørring-forsvarer bankede han bolden i kassen med venstrepoten til halvlegsresultatet 2-1 til Brande.
Efter pausen have hjemmeholdet chancerne for at afgøre kampen. Efter 10 minutter fik Tjørring-keeperen slået en afslutning fra Mikael Lund ud på indersiden af stolpen, hvorfra den sprang i spil igen, og to minutter senere var Søren Prøhl endnu tættere på, da han fra en meters afstand ramte samme stolpe efter en maskeret frisparksaflevering fra Sigurd Kristensen.
I stedet for den scoring til hjemmeholdet, som kunne have lukket kampen, fik gæsterne udlignet, da en Tjørring-spiller 7 minutter før tid pludselig stod helt fri ved bageste stolpe og let kunne sende bolden det sidste stykke over stregen. Inden dommerens sidste fløjt nåede Tjørring også at ramme ydersiden af trekantsammenføjningen, så facit af en ganske velspillet kamp, hvor holdene skiftedes til at være i teten, blev meget passende uafgjort 2-2.
Kampens spiller for Brande blev Henrik Mortensen.
God fight gav sejr
Ikast – BOB
På en kold og blæsende tirsdag var damerne en tur I Ikast, hvor de skulle møde et hold, som de kender, og som vi har spillet mange gode kampe mod.
Brande presser godt på fra start, og har to gode chancer, men Ikast målmanden har gode reflekser. Efter et godt opspil mellem Line og Cecilie, finder de Anne, som banker bolden i mål. Selvom Brande har mange gode chancer, får de ikke scoret igen inden pausen. Ikast kommer frem til et par gode chancer, men her har Jane gode redninger. Dog lykkes det Ikast, at få scoret kort inden halvleg.
Fra anden halvlegs start er det igen Brande som presser på, og efter et par chancer, er det Birgitte der trykker af udefra, og på en våd banen, er målmanden chanceløs. Kort tid efter er det igen Birgitte der forsøger med et langskud, men denne gang når målmanden den. Dog er Anne hurtig til at få fat i bolden og scorer. Ikast har et par chancer, men her får forsvaret afværget. De gange Ikast kommer frem til en chance, så er Jane klar i målet, og disker op med mange store redninger. Selv på en friløber, er hun hurtig og får bolden prikket ud. Til sidst er det, som en gentagelse af de to andre mål, Birgitte der skyder udefra, og igen får hun den mål. Damerne viser en god fight og energi igennem hele kampen, selvom trætheden til sidst var at se hos begge hold.
Kampens spiller blev en storspillende Jane Sandfeld i målet.

Uafgjort i målorgie
Der var ikke engang spillet fem minutter af mandagens opgør i +50-rækken mellem Herning Fremad og Brande Old Boys, før værterne bragte sig i spidsen på et rigtigt kludemål, men gæsterne fra Brande fik hurtigt rystet koldstarten af sig, og efter 12 minutter udlignede Sigurd Kristensen direkte på frispark med et fladt skud ved roden af den ene stolpe.
To minutter senere fangede samme Sigurd Kristensen Fremad-keeperen på mellemhånd, og fra midten af banen gjorde han det til 1-2.
Fem minutter før pausen blev det også 3-1 til Brande; igen var det Sigurd Kristensen, der førte bolden frem i en kontra, som blev afsluttet med en frispilning til Søren Prøhl, der scorede sikkert.
Lige inden pausen fik hjemmeholdet reduceret til 2-3, da en Fremad-angriber fik vristet sig fri tæt under mål, og chanceorgiet fortsatte i 2. halvleg, nu med den forskel, at gæsterne ikke evnede at omsætte deres chancer til scoringer.
I stedet kom Herning først på 3-3 og siden 4-3 på et mål, der mindede meget om kampens første, og indimellem havde de også et skud på stolpen, mens gæsterne misbrugte chancer på samlebånd.
Til slut lykkedes det dog for Martin ”Herbie” Mortensen af få udlignet til slutresultatet 4-4. Bjarne ”Tøf” Kristensen slog et langt indlæg til bageste stolpe, hvor Søren Prøhl headede bolden retur til ”Herbie”, som i to forsøg ekvilibristisk fik ekspederet den det sidste stykke over stregen.
Kampens spiller blev Sigurd Kristensen.
Sejr til BOBs 40+ hold i Fremad
Nummer 1 og 2 i 40+ rækken stødte torsdag aften ind i hinanden på hybrid banen i Herning. Sikke en fornøjelse at spille på en god bane hvor bolden kunne trille og det var fodbolden der var i fokus.
Hos Brande var der comeback til kamprekordholderen i BIF, Jonny Bjørnsholm.
Kampen startede meget lige hvor Brande fik den første chance. Allan ejstrup formåede fra få centimeters afstand at sparke bolden til Snejbjerg næsten. Der skulle kun gå 2 minutter før Herning kom foran ved den tidligere Brande spiller, Morten “mini” Jørgensen. Bolden blev spillet hen over hovedet på Brandes forsvarer hvor Mini alene med Lars Poulsen kunne tippe bolden hen over Lars.
Det var en meget chance fattig kamp og vi skulle frem til det 20. minut før Brande udlignede. Summe opfangede bolden ude i siden hvor målmanden fra Herning var kommet helt på afveje. Summe scorede fra en relativ spids vinkel og kampen var nu også resultatmæssig helt lige.
Det var den dog kun frem til den 28. minut hvor Henrik Skytte dukkede op ved bagerste stolpe og scorede til 1-2 til Brande. Dette skulle vise sig at blive en vigtig scoring for Brande for ingen af holdene formåede at tilspille sig de store chancer i anden halvleg. Det tætteste Brande kom på en chance var da Anders Videsen skød 16 meter forbi mål for allerede inden han skød råbte nnneeeejjjjjjjjjjjjjjj……
Der var mange gode præstationer på Brandes hold, dagens spiller blev tilbagevendte Jonny Bjørnsholm.