Det blev en kamp som Brande kontrollerede fra start til slut.
Brande kom foran allerede i kampens 10 minut. Tyr spiller bolden skarpt ind til Summe. Der smart afdribler et par Hammerum spillere og lægger bolden sikkert ind med indersiden til 1-0 føring
Brande kom til flere gode chancer i 1 halvleg men ind ville bolden bare ikke.
En enkelt gang kom Hammerum ud fra deres skyttegrav, det udmøntede sig i en halv chance.
2 halvleg forløb som 1 halvleg. Hammerum gravet ned i deres skyttegrav foran feltet. Brande blev ved med at brænde deres chancer.
Så den noget uskønne kamp endte med en 1-0 sejr til 40+ holdet
Kampens spiller blev en godt arbejdende Tyr.
Næste kamp er hjemme mod Vildbjerg, torsdag 15 September kl. 19.
1. halvleg af mandagens kamp i +50-rækken mellem Herning Fremad og Brande Old Boys udviklede sig til en chancefattig affære, men fire minutter før pausen lykkedes det Brande-mandskabet at bringe sig i spidsen, da Nicolaj Eg opfangede en svag tværaflevering på midten af banen. Fra baglinjen fandt han i to forsøg Thomas Svensson, som gjorde det til 0-1.
Fra 2. halvlegs start satte gæsterne trumf på: først gjorde Bjarne ”Tøf” Kristensen det til 0-2 efter 1-2-spil med Thomas Svensson, og efter 5 minutter blev det også 0-3, da Martin ”Herbie” Mortensen fulgte godt op på riposten fra et frisparksforsøg fra Danni ”Smøg” Nielsen.
Midt i halvlegen lykkedes det så endelig hjemmeholdet at passere en ellers velspillende Bjarne Thisgaard i BOB-målet med et velplaceret spark udefra, men bare tre minutter senere lukkede Thomas Svensson opgøret, da han i andet forsøg sendte bolden i nettet til 1-4 med en halvflugter.
Med sejren rykker BOB op på en delt andenplads i et meget tæt midterfelt.
BOB var taget til Mejdal til kamp om første pladsen. BOB var fra start af klar og de første 5-7 min. var også mest BOB chancer, men bolden vil ikke i mål. Efter 10 min. lykkes det dog, efter et godt opspil får Pernille bolden i feltet. Hun får hurtigt vendt rundt og spiller Anne, der scorer. Kort efter får Mejdal et gult kort, og overtallet udnytter BOB. De spiller sig frem til endnu flere chancer, og da Cecilie header Pernille fri, tager hun et træk og skyder bolden i mål. Minuttet inden halvleg er det dog Mejdal, der får scoret, på et godt skud udefra, bliver bolden banket i hjørnet, uden chance for Jane.
Efter halvleg er det igen BOB, som er det dominerende hold med de fleste chancer, og flere gode skud udefra, som ender med scoringer. Først er det Cecilie, som fanger bolden på midten, dribler forbi en spiller og uden for felter tager hun chancen og skyder bolden i mål. Kort efter gentager Maria, som med et par hurtigt træk banker bolden i mål. Selvom det mest stod på BOB, havde Mejdal også et par chancer, hvor Jane får lavet nogle gode redninger. Dog lykkes det Mejdal at få bolden i mål, efter en gang klump spil. BOB får i kampen godt gang i deres hurtige et-to spil, som er med til at skabe chancer. Bl.a. tager Cecilie og Pernille en god tur op, hvorefter Cecilie stort set gentager målet fra tidligere, ved et godt spark udefra ender bolden i målet igen. Til sidst lukker Lena kampen af med et godt mål, efter flot opspil. Hele holdet kæmpede godt, hvilket også gav de mange gode chancer.
Efter godt 5 minutters spil af mandagens arvefjendeopgør i +50-rækken mellem Ikast og Brande Old Boys var der intet, der tydede på, at Brande-mandskabet skulle få slettet det kedelige nul i pointkolonnen. Gæsterne lignede mest af alt en flok grøn- og hvidstribede kegler uden kendskab til begrebet ”opdækning”, og det gulblusede hjemmehold bragte sig legende let foran 2-0.
I det 10. minut fik Sigurd Kristensen så sat lidt gang i sit hold, da hans frispark langt udefra via stolpen og Ikast-keeperens ryg endte i nettet, og med 1. halvlegs sidste spark gjorde samme Sigurd Kristensen det til 2-2 efter en solotur.
2. halvleg startede set med Brande-briller lige så godt, som første sluttede: Mikael Lund sendte bolden på tværs til Torben Kjærgaard Jakobsen, som med en halvkikset helflugter fandt en helt fri Martin ”Herbie” Mortensen midt for mål, og så var gæsterne pludselig foran med 3-2.
Trods flere chancer lykkedes det dem ikke at udbygge føringen før kampens sidste 10 minutter, hvor det var hjemmeholdets tur til at blive skilt ad.
Først gjorde Henrik “Skytte” det efter et par afbrændere med højrefoden det til 2-4 med sin iskolde venstrefod, to minutter senere brugte “Herbie” hovedet, da han snittede endnu et indlæg fra Mikael Lund i nettet til 2-5 for fingrene af Ikast-keeperen, og yderligere to minutter senere kom Thomas Svensson endelig på måltavlen, da gæsterne fik tid og plads til at slå kontra mod et opgivende hjemmehold.
Kampens spiller blev imidlertid målmand Lars Poulsen, som med en håndfuld vigtige redninger på afgørende tidspunkter var med til at kickstarte Brandes comeback.