Alle indlæg af Formand

BOB +50 MÅLLØSE I VILDBJERG

Efter sidste uges avancement i tabellen ovenpå sejren over Hammerum skulle Brande Old Boys’ +50-hold mandag forsøge at forsvare andenpladsen i Vildbjerg, og det var da også gæsterne, der var bedst i 1. halvleg. Tættest på var Søren Prøhl, som i halvlegens sidste minut headede et knaldhårdt, præcist hjørnespark fra Brian Dahl Thomsen på undersiden af overliggeren, men halvlegen sluttede målløst.

2. halvleg var til gengæld kun halvandet minut gammel, da Vildbjerg kombinerede sig igennem til scoring, og godt midtvejs i halvlegen udbyggede værterne føringen til 2-0. Trods masser af spil, chancer og ikke mindst utallige hjørnespark lykkedes det aldrig for BOB-mandskabet at få passeret Vildbjerg-keeperen, så gæsterne måtte køre tomhændede hjem til Brande.

Holdet har dog stadig en teoretisk mulighed for at slutte på andenpladsen i rækken, men det kræver som minimum en sejr over Herning Fremad i sæsonens sidste kamp.

Skydetelt i en halvleg

1. halvleg af mandagens kamp i +50-rækken mellem Brande Old Boys og Hammerum var en ganske lige affære. Indtil halvlegens sidste minut var det tætteste, et af holdene kom en scoring, Sigurd Kristensens frispark, som tog overliggeren, mens Ken “McKenzie” Petersen i BOB-målet tog sig sikkert af Hammerums sporadiske langskudsforsøg. Et minut før pausefløjtet blev topscorer Søren Prøhl så sparket ned i Hammerums straffesparksfelt, og Sigurd Kristensen omsatte sikkert straffesparket til halvlegsresultatet 1-0 til hjemmeholdet Brande.

Lige så jævnbyrdig 1. halvleg var, ligeså ensidig blev 2. halvleg, som kun var et par minutter gammel, da samme Sigurd Kristensen for anden gang ramte overliggeren. Fem minutter senere var det Søren Prøhls tur til at ramme målrammen, da han fik en friløber serveret af en Hammerum-spiller, men hans afslutning ramte indersiden af den ene stolpe.

I det 11. minut gik den så ikke længere for gæsterne: Søren Prøhl spillede bolden videre til Martin H. Mortensen, som sikkert bankede den i nettet til 2-0. Fem minutter før tid stod stolpen igen i vejen for Søren Prøhl, da han satte hovedet på et perfekt indlæg fra Mikael Lund, men to minutter senere kunne han notere sig for endnu en assist, da han fandt Kai Varisbøl, som med et velplaceret indersidespark fra distancen gjorde det til 3-0.

Det blev også kampens resultat, selvom også Kai Varisbøl fra tæt hold fik ram på stolpen inden dommerens slutfløjt, så alt i alt lykkedes det hjemmeholdet at ramme træværket fem gange i løbet af opgøret.

De tre point katapulterede Brande op på andenpladsen i rækken inden de sidste to spillerunder.

Tæt på og alligevel langt fra

Med en sejr i mandagens arvefjendeopgør i Ikast kunne BOB’s +50-hold spille sig op på andenpladsen i rækken et point efter netop Ikast, og det var da også gæsterne, der var tættest på i kampens første 10 minutter. Den største chance tilfaldt Ole Thisgaard, men på uforklarlig vis fik Ikast-keeperen afværget hans afslutning fra tæt hold med albuen.

I stedet slog hjemmeholdet kontra midt i halvlegen, og et minut før pausen blev 1-0 til 2-0 efter samme opskrift.
Lige inden pausefløjtet lykkedes det imidlertid helt fortjent BOB at reducere, da Martin “Herbie” Mortensen headede et perfekt indlæg fra Brian Dahl Thomsen i kassen.

Brande-spillerne havde dårligt nok rørt bolden, da Ikast efter ca. 4 minutters spil af 2. halvleg øgede føringen til 3-1, hvorefter Ole Thisgaard burde have reduceret, men efter at have fintet Ikast-keeperen til den ene side, valgte han at sparke forbi stolpen i den modsatte side. Lidt senere reducerede Søren Prøhl, da han sendte riposten fra Martin H. Mortensens forsøg i nettet, men glæden varede kun kort: Fem minutter før tid gjorde værterne det til 4-2, og så fik det kun kosmetisk betydning, at Dann Thomsen med kampens sidste spark fik reduceret endnu engang til slutresultatet 4-3 til Ikast efter en længere belejring af hjemmeholdets mål i slutfasen.

Taktisk triumf

Indledningsvis var det hjemmeholdet, der var tættest på en scoring, da BOB’s hold i +50-rækken mandag aften var på besøg hos Herning Fremad, men med et par gode indgreb holdt målmand Ken ”McKenzie” Fremad-angriberne fra fadet.

Herefter overtog gæsterne gradvist styringen og lod bolden gøre arbejdet, mens hjemmeholdets spillere fik lov til at løbe mange forgæves meter. Spilovertaget førte imidlertid ikke til scoringer, så 1. halvleg endte målløs.

2. halvleg var til gengæld kun et par minutter gammel, da Sigurd Kristensen, som havde brugt 1. halvleg på at skyde sig ind, trykkede af langt udefra og med et lumsk, brækkende skud snød en paralyseret Fremad-keeper.

Resten af kampen kom til at foregå på Brande-mandskabets præmisser, og mens hjemmeholdet forsøgte sig med afslutninger udefra, som aldrig for alvor blev farlige, splittede gæsterne gang på gang værternes forsvar med hurtige omstillinger.

Især Thomas Svensson blev sat godt i scene med flere præcise indlæg fra højrekanten, men det kneb med præcisionen i afslutningerne (måske fordi syvmandsmålene er så små), og da han endelig ramte kassen, fik Fremad-målmanden viftet hans forsøg, der ellers havde kurs mod det ene målhjørne, til hjørnespark med en refleksredning.

Derfor endte opgøret 1-0 til Brande, der leverede en usædvanligt disciplineret og veldisponeret indsats.

Kampens spiller blev målmand Ken ”McKenzie” Petersen.