Indledningsvis var det hjemmeholdet, der var tættest på en scoring, da BOB’s hold i +50-rækken mandag aften var på besøg hos Herning Fremad, men med et par gode indgreb holdt målmand Ken ”McKenzie” Fremad-angriberne fra fadet.
Herefter overtog gæsterne gradvist styringen og lod bolden gøre arbejdet, mens hjemmeholdets spillere fik lov til at løbe mange forgæves meter. Spilovertaget førte imidlertid ikke til scoringer, så 1. halvleg endte målløs.
2. halvleg var til gengæld kun et par minutter gammel, da Sigurd Kristensen, som havde brugt 1. halvleg på at skyde sig ind, trykkede af langt udefra og med et lumsk, brækkende skud snød en paralyseret Fremad-keeper.
Resten af kampen kom til at foregå på Brande-mandskabets præmisser, og mens hjemmeholdet forsøgte sig med afslutninger udefra, som aldrig for alvor blev farlige, splittede gæsterne gang på gang værternes forsvar med hurtige omstillinger.
Især Thomas Svensson blev sat godt i scene med flere præcise indlæg fra højrekanten, men det kneb med præcisionen i afslutningerne (måske fordi syvmandsmålene er så små), og da han endelig ramte kassen, fik Fremad-målmanden viftet hans forsøg, der ellers havde kurs mod det ene målhjørne, til hjørnespark med en refleksredning.
Derfor endte opgøret 1-0 til Brande, der leverede en usædvanligt disciplineret og veldisponeret indsats.
Kampens spiller blev målmand Ken ”McKenzie” Petersen.