Alle indlæg af Formand

Afvekslende kamp uden vinder

Det var udeholdet, der kom bedst fra start i tirsdagens udsatte kamp i +50-rækken, hvor Tjørring var på besøg hos Brande Old Boys.
Efter 9 minutter måtte værternes vikarierende målmand, Torben Kjærgaard Jakobsen, hive en fodparade frem for at afvise et nærgående Tjørring-forsøg, hvorefter bolden via overliggeren gik til hjørnespark, men i det 17. minut bragte gæsterne sig fuldt fortjent i spidsen. Føringen så ud til at holde halvlegen ud, men 3 minutter før pausen sendte Mikael Lund et indlæg ind i feltet. Her fik Brian Dahl Thomsen lige præcis ikke ram på bolden, hvilket overraskede en Tjørring-forsvarer så meget, at bolden fortsatte til en helt fri Nicolaj Eg, som udlignede til 1-1.

To minutter senere sendte samme Nicolaj Eg Henrik “Skytte” Mortensen af sted i dybden, og hårdt presset af en Tjørring-forsvarer bankede han bolden i kassen med venstrepoten til halvlegsresultatet 2-1 til Brande.

Efter pausen have hjemmeholdet chancerne for at afgøre kampen. Efter 10 minutter fik Tjørring-keeperen slået en afslutning fra Mikael Lund ud på indersiden af stolpen, hvorfra den sprang i spil igen, og to minutter senere var Søren Prøhl endnu tættere på, da han fra en meters afstand ramte samme stolpe efter en maskeret frisparksaflevering fra Sigurd Kristensen.

I stedet for den scoring til hjemmeholdet, som kunne have lukket kampen, fik gæsterne udlignet, da en Tjørring-spiller 7 minutter før tid pludselig stod helt fri ved bageste stolpe og let kunne sende bolden det sidste stykke over stregen. Inden dommerens sidste fløjt nåede Tjørring også at ramme ydersiden af trekantsammenføjningen, så facit af en ganske velspillet kamp, hvor holdene skiftedes til at være i teten, blev meget passende uafgjort 2-2.

Kampens spiller for Brande blev Henrik Mortensen.

Uafgjort i målorgie

Der var ikke engang spillet fem minutter af mandagens opgør i +50-rækken mellem Herning Fremad og Brande Old Boys, før værterne bragte sig i spidsen på et rigtigt kludemål, men gæsterne fra Brande fik hurtigt rystet koldstarten af sig, og efter 12 minutter udlignede Sigurd Kristensen direkte på frispark med et fladt skud ved roden af den ene stolpe.

To minutter senere fangede samme Sigurd Kristensen Fremad-keeperen på mellemhånd, og fra midten af banen gjorde han det til 1-2.
Fem minutter før pausen blev det også 3-1 til Brande; igen var det Sigurd Kristensen, der førte bolden frem i en kontra, som blev afsluttet med en frispilning til Søren Prøhl, der scorede sikkert.

Lige inden pausen fik hjemmeholdet reduceret til 2-3, da en Fremad-angriber fik vristet sig fri tæt under mål, og chanceorgiet fortsatte i 2. halvleg, nu med den forskel, at gæsterne ikke evnede at omsætte deres chancer til scoringer.

I stedet kom Herning først på 3-3 og siden 4-3 på et mål, der mindede meget om kampens første, og indimellem havde de også et skud på stolpen, mens gæsterne misbrugte chancer på samlebånd.

Til slut lykkedes det dog for Martin ”Herbie” Mortensen af få udlignet til slutresultatet 4-4. Bjarne ”Tøf” Kristensen slog et langt indlæg til bageste stolpe, hvor Søren Prøhl headede bolden retur til ”Herbie”, som i to forsøg ekvilibristisk fik ekspederet den det sidste stykke over stregen.

Kampens spiller blev Sigurd Kristensen.

Mandfolkepræstation af +50

Mandag havde BOB’s +50-hold besøg af Vildbjerg, som holdet traditionelt har haft det svært imod.

1. halvleg blev en ganske lige affære med en lille overhånd til gæsterne, men Ken McKenzie i BOB-målet tog sig sikkert af den smule, som det trods alt blev til.

Fra 2. halvlegs start vendte billedet, og nu var det hjemmeholdet, der var i teten. Allerede efter 4 minutter gav det pote, da Mikael Lund gik til baglinjen og smækkede bolden ind til Søren Prøhl, som ved forreste stolpe følt dirigerede den i nettet med pandebrasken.

Vildbjerg jagtede udligningen, men trods fem minutter i overtal efter et gult kort til Sigurd Kristensen, lykkedes det dem aldrig for alvor at blive farlige.

Det gjorde hjemmeholdet til gengæld, og fem minutter før tid tvang Thomas Svensson med et kraftfuldt hovedstød Vildbjerg-keeperen til en akrobatisk redning, da han på selve målstregen fik hentet bolden bagved sig selv.

Indlægget kom igen fra Mikael Lund, og det var også formanden, der stod for afleveringen – eller var det en afslutning? – til Benny Vilsborg, der pludselig stod helt fri ved bageste stolpe, mens sekundviseren havde begivet sig ud på sidste omgang.

På forunderlig vis lykkedes det ham dog at sende bolden på træværket, og så endte kampen med en ganske fortjent, men lidt for lille sejr til Brande på 1-0.

Kampens spiller blev Michael Laursen, som fik sat facon på opspillet, da han blev skiftet ind på midten.

Ikast-Brande – Danmarks mindst idrætsvenlige kommune?

Debatindlæg af Mikael Lund, formand for Brande Old Boys

Som det nok er de fleste bekendt, er Ikast-Brande – i hvert fald ifølge medlemmerne af Dansk Industri – Danmarks mest erhvervsvenlige kommune, men hvordan står det til på idrætsområdet?

I 2017 indgik Ikast-Brande som en af de første kommuner i landet en partnerskabsaftale med DIF og DGI under overskriften ”Bevæg dig for livet”. Målsætningen var dengang, at mindst 85 % af kommunens borgere skulle være fysisk aktive i 2020, og at 58 % dyrkede idræt og motion i fritiden i 2022.

Det førte siden til udarbejdelsen af en idræts- og fritidspolitik med titlen “Fritid og Fællesskaber”.

De første to år efter aftalens indgåelse bød på tilbagegang i det samlede antal medlemmer i kommunens idrætsforeninger, en tilbagegang der blev vendt til en beskeden fremgang i 2019, inden Covid-19 kortsluttede stort set al foreningsidræt.

Men hvad har Ikast-Brande Kommune så helt konkret gjort for at leve op til de forkromede målsætninger?

I 2019 besluttede det daværende Kultur- og fritidsudvalg, at målene på kommunens fodboldbaner skulle forsynes med hjul. På den måde kunne foreningernes frivillige trænere og ledere skubbe rundt med målene, når der skulle slås græs. Med denne manøvre sparede kommunen angiveligt ca. 200.000 kr. årligt. Mindre vigtigt var det tilsyneladende, at man konverterede en opgave, som hidtil var blevet klaret maskinelt ved hjælp af et par gafler monteret foran på den traktor, der slog græsset, til (mere) frivilligt, manuelt arbejde.

I 2020 besluttede byrådet så at harmonisere lokaletilskuddet, så alle kommunens foreninger fremover modtog samme procentsats. Indtil da havde traditionelle idrætsgrene som f.eks. fodbold, håndbold og badminton modtaget fuld refusion, mens nyere idrætsgrene måtte nøjes med 75 %. Her kunne man måske have valgt en procentsats et sted midt imellem, men i stedet scorede kommunekassen hele gevinsten (besparelsen), da lokaletilskuddet en bloc blev nedsat til 75 %. Ingen foreninger vandt, men mange mistede med et penselstrøg en fjerdedel af deres lokaletilskud, selvom beslutningen blev udskudt i et år.

Seneste nyt fra den kommunale front er, at fodboldklubberne fremover selv skal stå for vanding af banerne – til det formål kan klubberne allernådigst købe en vandingsmaskine af kommunen, som de så selv skal betjene og servicere i tilfælde af nedbrud – samme betingelser gælder i øvrigt opkridtningen af banerne, som klubberne selv har varetaget i en årrække.

For nogle år siden viste en analyse, at Ikast-Brande er den kommune i Danmark, der bruger næstfærrest penge pr. indbygger på kultur- og fritidsområdet. Den placering har de ovenstående tiltag næppe ændret i positiv retning. Derfor må det være på sin plads at spørge, om Ikast-Brande efterhånden aspirerer til titlen som ”Danmarks mindst idrætsvenlige kommune”?

Årligt tilflyder der både FC Midtjylland og Herning-Ikast Håndbold sekscifrede beløb i sponsorater, og da håndboldkvinderne, som dengang stadig optrådte med FCM-logoet på trøjerne, var i alvorligt økonomisk uføre i 2013, fandt det daværende byråd med borgmester Carsten Kissmeyer i spidsen uden problemer en halv million kroner ekstra i kommunekassen.

Der er åbenbart ikke helt den samme prestige i at støtte breddeidrætten i Danmarks førende erhvervskommune.