Sejrede trods tre udligninger

Mandag kunne BOB’s +50-mandskab tage et stort skridt mod førstepladsen, da holdet var på besøg hos puljens bundhold, Vildbjerg, som til lejligheden stillede i efterårets stærkeste opstilling.

Det var da heller ikke helt fortjent, at Martin “Herbie” Mortensen kunne bringe gæsterne i front allerede efter 4 minutter efter et indlæg fra Michael Laursen, men mere efter fortjeneste, at hjemmeholdet fik udlignet efter 12 minutter.

Fem minutter før pausen gjorde Nicolaj Eg det så til pausestillingen 2-1 til BOB efter en hurtig omstilling, mens værterne forgæves appellerede for frispark.

Små 10 minutter efter pausen kunne Allan “Ejstrup” Hansen reelt have lukket opgøret, da han blev sendt afsted i dybden, men alene med Vildbjerg-keeperen overplacerede han sit skud, som røg forbi den ene opstander – og på det efterfølgende angreb udlignede Vildbjerg i stedet til 2-2. Så hurtigt kan det gå.

Tre minutter senere bragte Elmedin Bratic så gæsterne i front for tredje gang i kampen, da han hamrede et frispark i kassen via indersiden af den ene stolpe, men igen lykkedes det hjemmeholdet at få udlignet, denne gang efter yderligere blot et minuts spil.

Med knap 10 minutter tilbage af opgøret headede Michael Laursen så BOB i front for fjerde gang efter et perfekt indlæg, og denne gang lykkedes det endelig udeholdet at holde Vildbjerg fra udligning, selvom det flere gange i slutfasen brændte alvorligt på foran gæsternes mål.

Derfor endte opgøret med en sejr på 4-3 til BOB, som dermed ikke kan slutte dårligere end nummer to uanset resultatet af sæsonens sidste kamp, hjemmekampen mod Bording.

“Farlige Frank” til forskel

Det er efterhånden ved at være nogle sæsoner siden, “Farlige Frank” Kristensen scorede mål på samlebånd for FC Midtjylland i superligaen, men i mandagens lokalopgør mellem Ikast FS og Brande Old Boys på førstnævntes hjemmebane fik han vist, at han ikke helt har glemt, hvordan man rammer målet.

Efter 3 minutter sendte han godt nok sin første afslutning en halv meters penge over det noget lavere syvmandsmål, men to minutter senere bragte Ikast-mandskabet sig i front, da Mikael Lund sløsede med sin markering. Yderligere to minutter senere udlignede Allan “Ejstrup” Hansen til 1-1, da IFS-keeperen gav en ripost på en afslutning fra Nicolaj Eg, og generelt fik begge hold spillet sig frem til ganske mange muligheder i kampens indledning.

Efter et kvarter tippede styrkeforholdet imidlertid i Ikasts favør, da “Farlige Frank” knastørt sparkede hjemmeholdet i front, og 8 minutter før pausen blev det også 3-1 til Ikast, da et kontraangreb blev afsluttet med et præcist, fladt spark udefra.

Fem minutter senere lynede “Farlige Frank” for anden gang efter to stolpeskud fra hjemmeholdet, og inden pausen ramte værterne opstanderen for tredje gang, så BOB skulle reelt være glade for “kun” at være bagud med 1-4 halvvejs gennem opgøret.

I starten af 2. halvleg ramte hjemmeholdet endnu engang stolpen, men en ændring af formationen kombineret med, at “Farlige Frank” tog en pause på sidelinjen betød, at gæsterne fik ædt sig ind i opgøret. Det lykkedes da også BOB at få reduceret til 2-4, da Elmedin Bratic afsluttede en længere solotur med at sparke bolden i kassen, men trods chancer til mere fik de ikke scoret yderligere.

Tre minutter før tid lukkede og slukkede Frank Kristensen i stedet, da han stensikkert gjorde det til slutresultatet 5-2 til Ikast efter en fejlaflevering fra BOB’s Bjarne Thisgaard.

Kampens spiller blev anfører Michael Laursen.

Kneben sejr til Brande i 40+

Det nærmer sig sæson afslutning i 40+ rækken og for at komme nærmere puljesejren, igen igen igen, skulle Brandes hold gerne slå naboerne fra Ikast. Ikast stillede stærkt op til kampen så det ville blive svært…

Dog startede kampen godt for Brande da all time topscorer Nicolai Eg scorede til Brande føring 1-0 allerede efter 6 min. Anfører Summe erobrede bolden of efter lidt tilfældigheder kunne Eg score. God start af Brande som fortsatte. Dog fik Ikast en stor mulighed da venstreback Tøf ville trække offside men opdagede at hans holdkammerater ikke var med på den. Derfor fik Ikast spilleren frit løb ned imod den vikarierende målmand Medin som heldigvis gjorde det han skulle, at tage med hænder og fik den afværget.

Efter 14 min kom Brande på 2-0 da Allan Ejstrup sendte et flot indlæg ind til Speedy Lund som med det skarpe venstreben koldblodigt sparkede den forbi målmanden.

En nærmest identisk situation udspillede sig efter 25 min da et indlæg fra venstre sejlede over til fjerneste stolpe hvor Eg stod helt fri men han mistimede sit spark og bolden røg til Drantum.

Allerbedst som man troede at spillerne skulle gå til pause med en 2-0 føring ville Ikast det anderledes. Efter nogle gode kombinationer kunne deres mexikanske spiller gøre det til 2-1…

Anden halvleg startede med en stor Ikast chance. Brandes målmand ville ud og gribe et indlæg men til stor overraskelse, for ihvert fald Brande målmanden, dukkede den gamle Brande dreng Martin Risbjerg op og med hovedet sendte han heldigvis bolden forbi mål.

Efter nogle store Brande chancer kom Ikast på 2-2 da de efter indlæg headede stillingen på 2-2. Denne periode var svær for Brande da Ikast havde sat sig på hele spillet men som set så mange gange før har Brande bare en vilje og et ekstra gear når det gælder.

Med 7 min igen var Speedy Lund alene igennem men brændte og allerbedst som man var ved at “sælge” kampen for 2-2 dukkede topscorer Eg op. Efter lidt tilfældigt klumpspil inde i feltet landede bolden for fødderne af Eg som sikkert kunne sparke sejren hjem til Brande. Et meget forløsende mål som gjorde at Brande er snublende tæt på puljesejren.

Kampens spiller blev anfører Summe som løb og løb, som sædvanligt. PÅ billedet er han flankeret af de to målscorer i aftenens kamp.

Nu holder Brande en pause på 14 dage inden topopgøret venter imod Herning Fremad.

Overraskende pointtab

Da de to hold mødtes i Snejbjerg i efterårspremieren i +50-rækken for godt en måned siden, havde BOB ingen problemer med at sikre sig en 4-0-sejr, men da de to mandskaber afviklede “returopgøret” i Brande mandag aften, blev det anderledes jævnbyrdigt.

Med et drøn af et langskudsmål i det 7. minut gav Allan Kjærgaard ellers hjemmeholdet en ønskestart, men 10 minutter senere udlignede de orangeklædte gæster til 1-1 på et næsten ligeså flot langskud, der sad helt nede ved roden af den ene opstander.

En halv snes minutter efter pausen kom BOB igen i front, da Søren Prøhl energisk tilkæmpede sig bolden i gæsternes straffesparksfelt og derefter bankede den ind i det korte hjørne, men igen fik udeholdet udlignet, og igen skete det på et langskud, der snittede en forsvarer og snød Bjarne Thisgaard i BOB-målet.

Seks minutter før tid ramte gæsterne, der kampen igennem klogt formåede at trække tempoet ud af kampen, så tværribben via Bjarne Thisgaards fingerspidser. Det efterfølgende hjørnespark udløste en omstilling til BOB, som dog endte med, at kampens spiller, Allan Kjærgaard, sendte bolden over mål. Derfor endte opgøret lidt overraskende, men ganske fortjent 2-2.

Heldigvis for BOB magede de øvrige resultater sig således, at holdet fortsat har 5 point ned til holdene på 2.- og 3.-pladsen, nu bare med blot 3 spillerunder tilbage.

Blot et spark fra tredie halvleg