BOB-julekalenderen 2024 er i handlen!

Så er BOB’s julekalender 2024 på gaden!

Igen i år har vi været så heldige at få lov til at benytte et af Lasse Wulffs smukke vintermotiver fra Brande; denne gang er det Slagterstien set fra Brande Å.

Prisen for julekalenderen er 25 kr. pr. stk., og i løbet af de kommende uger vil vores sælgere – hvoraf en del er elever fra 9. årgang på Artium, der tjener en skilling til en klassetur på salget – forsøge at nå hele byen (samt Uhre og Drantum) rundt.

Som altid er der mulighed for at vinde fine præmier: hver dag fra d. 1. – 22. december trækkes der lod om to gavekort á 100 kr. og et á 250 kr., og den 23. december udtrækkes vinderne af 1.- og 2.-præmien, gavekort på hhv. 2.500 og 1.000 kr.

Gavekortene er til en af vores 7 julekalender-sponsorer, som er:

  • Telekæden
  • Skoland
  • Imerco
  • Wine N’Fun
  • Rema 1000
  • Stark
  • Tøjeksperten

De heldige vindere kan hente deres gevinst på Brande Bladets kontor, Storegade 25, og det er også i den lokale ugeavis – samt her på Brande Old Boys’ hjemme- og facebook-side – vindernumrene bliver offentliggjort.

Tag godt imod vores sælgere!

Førstepladsen cementeret med en sejr

Kravet til Brande Old Boys’ +50-hold forud for sæsonens sidste kamp, hjemmekampen mod Bording, var en sejr, hvis holdet ville være sikre på førstepladsen, og det var til at se fra kampstart.

Opgøret var blot 5 minutter gammelt, da Michael Husum spillede Bjarne Thisgaard fri, men han måtte se sin afslutning blokeret af Bording-keeperen. Riposten røg imidlertid ud til “Summe”, som med største selvfølgelighed bragte værterne i front.

Mindre end 2 minutter senere blev det også 2-0 til BOB; målet blev sat ind af Nicolaj Eg efter et smukt, smukt opspil, der efterlod Bording-spillerne som kegler i en træningsøvelse.

Efter en halv snes minutter vågnede gæsterne så småt op til dåd, og resten af halvlegen var det faktisk dem, der stod for de fleste afslutninger, men Jens Ole Pedersen i BOB-målet tog det, der kom i hans retning.

2. halvleg foregik med BOB i fuld kontrol, men man skulle helt frem til 10 minutter før tid, før Bjarne Thisgaard modtog bolden med ryggen mod mål, vendte rundt og fladt bankede det afgørende mål til 3-0 i kassen.

3 minutter senere fik Bording så reduceret på lidt af en foræring, da Jens Ole Pedersen trådte i en tilbagelægning fra Mikael Lund, men gæsternes tynde livline blev hurtigt kappet, da kampens spiller, Michael Husum, køligt curlede sit andet mål i nettet fra distancen til 4-1 få minutter før tid.

Dermed fik BOB, som også vandt forårets “grundspil”, sat en tyk streg under, hvem der set over en hel sæson var det bedste hold i +50-rækken – men faktisk var førstepladsen også kommet i hus med et nederlag, eftersom de nærmeste forfølgere, Ikast FS, sluttede af med et overraskende nederlag til Snejbjerg.

40+ endnu engang puljevinder

For gud ved hvilken gang løb Brande Old Boys med puljesejren. Dette blev en realitet torsdag aften i Herning hvor hjemmeholdet, Herning Fremad, var tvunget til at vinde hvis de skulle løbe med første pladsen. Dette blev dog ret hurtigt ligegyldigt da Lind lige inden kampen igår valgte at melde afbud til næste torsdags kamp, som var den sidste i sæsonen. Det betød at uanset resultatet torsdag aften ville Brande løbe med puljesejren endnu en gang. Motivationen var så at hvis Brande kunne tage point fra Herning ville man gå igennem sæsonen uden at tabe en eneste kamp.

Det startede knap så godt for der kom ingen dommer. Kampen var flyttet og det var desværre smuttet for nogle og derfor trådte Martin Herbie til og dømte hele første halvleg. Det klarede han faktisk mega godt og til halvleg blev han afløst af den “rigtige” dommer som var haste tilkaldt.

Det mindede dog lidt om en sommerkamp i starten og ingen af holdene kom rigtig frem til noget. Ikke før der var spillet 15 min hvor Dennis Lundstrøm slog et perfekt hjørnespark om i bagerste område, her dukkede Allan Ejstrup op og knaldede bolden i mål med en flot hel flugter. Generelt var Ejstrup her, der og allevegne og var klart Brandes farligste mand. Halvlegens sidste chance tilfaldt også Ejstrup da han headede på mål men uheldigvis blev bolden reddet på stregen af en Fremad forsvarer.

Anden halvleg blev lidt en tro kopi af første. Boldbesiddelsen delte de to hold ligeligt men med Brande som de klart farligste. Desværre udlignede Fremad med kun 7 min igen. Fremad fik en friløber ned i mod Lars Poulsen og det udmøntede sig i 1-1 scoringen.

Brandes bedste spillere var i dag Allan Ejstrup (Se billede) og Medin som begge spillede en super god kamp.

Blot et spark fra tredie halvleg