Happy hour!

Der var seks point på spil, da BOB og Herning Fremad tørnede sammen på Brande Stadion mandag aften.

Herning-mandskabet kunne ikke stille hold til efterårspremieren, som i parentes bemærket skulle have været spillet i ugen efter Skt. Hans, så de to hold var blevet enige om at spille en kamp og lade resultatet tælle dobbelt.

Værterne lagde bedst ud og kom da også foran ved Allan “Ejstrup” Hansen efter en håndfuld minutter, og 3 minutter senere øgede Nicolaj Eg til 2-0. Den tidlige føring blev dog lidt af en sovepude, og 10 minutter senere reducerede gæsterne fuldt fortjent til 2-1.

Skidt blev værre for BOB, da Jørn Eriksen lidt senere var så uheldig at styre en halvkikset Fremad-afslutning i eget net, men 3 minutter før pausen gjorde Nicolaj Eg det med sit andet mål til 3-2 efter en lækker hælaflevering fra Martin “Herbie” Mortensen.

Samme Herbie var millimeter fra at øge til 4-2, men halvlegens sidste afslutning ramte stolpen, mens Eg stod og nød udsigten til endnu en BOB-scoring.

I 2. halvleg fortsatte gæsterne med at presse på for en udligning, selvom de kun var 7 mand, men den ene gang, Jens Ole Pedersen i BOB-målet ikke fik afværget, ramte Fremad ydersiden af stolpen.

Knap 10 minutter før tid fik Jørn Eriksen så revancheret sit selvmål, da han øgede til 4-2, men først med kampens allersidste spark afgjorde Nicolaj Eg definitivt opgøret, da han fladt bankede et frispark i kassen i forlængelse af, at Herning-keeperen “kom til” at tage bolden med hænderne et par meter udenfor straffesparksfeltet.

Dermed kunne BOB sætte 6 point ind på kontoen, og holdet konsoliderede samtidig førstepladsen ret så eftertrykkeligt.

Kampens spillere blev Jens Studsgaard og den tredobbelte (seksdobbelte?) målscorer, Nicolaj Eg.

Husk at tilmelde dig Aktivfesten 26. oktober!

Selvom det føles som om, vi næsten lige er startet på efterårssæsonen, er der ikke mere end en måned til, at den er slut.

Det markerer vi traditionen tro med en afslutningsfest for alle aktive BOB-spillere + påhæng lørdag d. 26. oktober kl. 18.00 i klubhuset.

Prisen “all-inclusive” er uændret beskedne 100 kr. pr. person, så tøv ikke med at melde dig til, enten hos din holdleder eller ved at overføre beløbet via mobilepay til 0763UP.

Vi glæder os til at se dig og din partner til et brag af en fest som afslutning på sæsonen!

40+ tog sikker sejr i Lind

Trods en lidt vanskelig opgave med overhovedet at finde folk nok til torsdagens kamp i Lind hvor der tilsammen indløb 21 afbud, viste de spillere der kom at man nok skulle tage opgaven seriøs og forsøge at hive sejren hjem… og det må man sige at de gjorde.

Allerede efter 5 min fik Brandes All time topscorer Nicolaj Eg chancen. Han fik bolden på kanten af feltet og vendte fint rundt og med en “rundskævert” fik han desværre overplaceret skuddet så det gik tæt forbi.

Hvis nogen husker sidstes uges referat erindrer man måske at Thomas Kyong var lidt i tvivl om hvem han spillede på hold med, det var han ikke i går… Efter 15 min spil kom han fint med frem på højrekanten, ingen gik rigtig til ham og de fleste ventede en tværpasning men nej nej Kyong valgte at skyde indenom målmanden og ind i nettet. Flot scoring og Brande var fortjent kommet på 1-0.

2-0 målet faldt efter 25 min hvor Allan Ejstrup tog et frispark lidt uden for feltet. Hans indlæg blev rettet lidt af og snød målmanden. Bolden gik i målet i det lange hjørne og Brande kunne gå til halvleg foran fortjent med 2-0.

Lige inden halvleg kom Thomas Speedy Lund til kampen, lidt forsinket men der gik ikke længe før han satte sit præg på kampen. Glen broderede sig igennem og spillede Speedy fuldstændig fri og han kunne uden problemer score til 3-0.

Kampens sidste scoring faldt efter 45 min hvor Herbie kæmper sig til bolden og med en lækker frispilning finder han Thomas Funder som køligt sætter den i kassen til 4-0.

Kampen igennem var der flere chancer til Brande og Lind kom faktisk kun frem til 1-2 chancer i hele kampen, men som vanligt har Brande en sikker sidste skanse i Lars Poulsen.

Efter kampen valgte en samlet trup Allan Ejstrup som dagens Man of the Match, hvilket var fuld fortjent. Ejstrup spillede en flot kamp på den centrale midtbane. Som billedet viser tog det også på kræfterne….

Vær med til at fejre Øllets dag!

På lørdag d. 7. september afholder Danske Ølentusiaster og Brande City for anden gang Øllets dag i Brande, denne gang i samarbejde med musikforeningen BrandeRocker – og du er inviteret!

Der bliver mulighed for at smage en hel masse forskellige, spændende specialøl, og det er også muligt at købe noget at spise.

Det hele foregår på Kvicklys parkeringsplads fra kl. 11, så hvis du kommer nogenlunde tidligt og ikke går all-in, kan du sagtens nå lørdagstræningen på stadion kl. 13.30.

Højt skum!

Blot et spark fra tredie halvleg