Alle indlæg af Edgar Junior

BOB +50 KØLIGE I VARMEN

På hedebølgens sidste aften i denne omgang var Brande Old Boys’ hold i +50-rækken mandag på besøg hos Herning KFUM for at følge op på premieresejren over Herning Fremad.

Dann Thomsen (tidl. DS spiller i BIF), som debuterede i den grønne BOB-trøje, havde allerede braget bolden på overliggeren, da Martin Bjærre med et knastørt, fladt skud fra kanten af feltet bragte gæsterne i front efter 8 minutter.

Efter et kvarters spil opstod der klumpspil tæt under hjemmeholdets mål, og Ole Kjær Thisgaard fik presset en KFUM-spiller så hårdt, at han i stedet for at sparke den væk hamrede den op i nettaget til 2-0 til Brande.

Udeholdet fortsatte med at producere chancer, som imidlertid ikke blev omsat efter fortjeneste. Først fem minutter før pausen fik værterne spillet sig frem til deres første regulære chance i kampen, men Ken Petersen afviste sikkert det ellers kvalificerede langskud.

Et minut før pausen var det så Søren CB Nygaard Prøhl tur til at komme på måltavlen, da han fulgte sit eget stolpeskud til dørs og gjorde det til pausestillingen 3-0 til Brande.

Efter sidebyttet lod gæsterne bolden gøre arbejdet, mens KFUM-spillerne løb sig trætte. Et par gange fik hjemmeholdet afsluttet udefra, men hver gang var Ken Petersen i BOB-målet sikkerheden selv, og derfor endte opgøret med en sejr på 3-0 til Brande.

Kampens spiller blev Sigurd Kristensen.

Mandag gælder det så årets første hjemmekamp, når Ikast FS, der ligesom Brande har maksimumpoint for to kampe, kommer på besøg på Brande Stadion.

BOB +40 PÅ GRÆS IGEN

Torsdag 13.08 skulle BOB +40 igen på græs, efter den længste vinter pause nogensinde pga corona.

Sæsonens første kamp var mod ærkerivalerne fra Ikast FS. BOB var tændte fra kampens start. De satte sig fuldstændigt på kampen, og det resulterede allerede efter 6 min spil med en 1-0 føring. Det var den hjemvendte Dennis Lundstrøm der sparkede bolden i kassen med højre skøjten fra kanten af feltet, efter et glimrende oplæg fra Nicolaj Eg. Far Lunde var selvfølgelig oppe at se sønnen, som gjorde comeback på bane 1 efter ca. 20 år. Mon ikke gammel Lunde lagde 10 kr. i kiosken for målet til slik.

BOB fortsatte det gode spil og i kampens 15 min drev Bjarne Ertbjerg Kristensen bolden frem over venstre kanten og via samspil med Eg kom han frem til feltet ude i den ene side og da der ikke var nogle at aflevere til, besluttede han at ramme bolden lige i ”røven” ligesom gode gamle brasilianske Roberto Carlos og kanonerede bolden over i modsatte kryds med ydersiden til 2-0 til hjemmeholdet, flot detalje Tøf.

Efter 20 min fløjtede dommeren til vandpause. Den kom BOB spillerne så ikke ud fra igen åbenbart. Ikast overtog styringen, det resulterede i en del chancer til Ikast. Den største var nok efter et hjørnespark, som Søren Laursen ikke rigtig kom ud til, så bolden fløj rundt i det lille felt mellem venner og fjender og ender med at Søren redder et skud fra nært hold med en refleks redning.

I pausen blev der snakket om at nu skulle man i gang fra starten af i 2 halvleg. Det må man sige at det blev overholdt. Ikast fik ikke en eneste chance i 2 halvleg.

Derimod kom BOB frem til en del hele og halve store chancer ved både Lars Duedahl, Henrik Skytte Mortensen og Bjarne Thisgaard.

Det var dog først i kampens 50 min at BOB fik lukket kampen med 3-0 scoringen af Bjarne Nielsen Thisgaard på et oplæg fra Lars Duedahl.

Det blev til endnu en scoring på oplæg fra Michael Summe Husum, her scorede Elmedin Melisa Bratic til kampens slut resultat 4-0 da han køligt tog bolden ned inde i det lille felt og udplacerede målmanden derefter.

Kampens spiller blev fortjent Allan Skovdal Hansen styrede forsvaret suverænt sammen med Michael Tyr.

De 2 holdledere Michael Green Andersen og Torben Kjærgaard Jakobsen roser hele holdet for en fremragende indsats i bageovnen på bane 1.

Næste kamp er på udebane torsdag d. 20/08 mod Snejbjerg.

BOB +60 FIK KÆMPESEJR.

Mandag d. 10. august blev dagen hvor holdet skulle i kamp for første gang i 2020 pga corona, og det skete på udebane mod Tjørring IF.

De gamle drenge kom foran midt i første halvleg 1-0 på et konge hovedstød af Åge Boddum Kristensen efter flot assist fra Max Schaumann.
Kort efter blev det også til 2-0 på et langskud af Kent “Post”, inden det lige lykkedes for Tjørring at reducere til 2-1 kort før pausen.

Straks fra starten af 2. halvleg satte BOB tempoet op og scorede 2 hurtige kasser, begge mål scoret af Max Schaumann, og herefter scorede Åge Kristensen til 5-1 i starten af 2. halvleg, så var den kamp mere eller mindre lukket. De gamle drenge fortsatte det gode spil og Knud Erik Laursen gjorde det til 6-1 og topscorer Åge til 7-1 inden Tjørring fik et sidste trøstemål, så det endte med en sikker sejr til udeholdet Brande med hele 7-2.

Kampens spiller blev klart målmand Klavs Christiansen, der havde mange flotte redninger og holdte Tjørring nede på 2 mål, men også “debutanten” Kent Hansen skal roses for en flot kamp.

CORONA UPDATE

Gode ven af Brande Old Boys,

Det er næppe forbigået din opmærksomhed, at vi er landet i en helt speciel situation. Det har affødt en lang række restriktioner, som vi i Brande Old Boys naturligvis bakker op om. Derfor har vi allerede aflyst al aktivitet, såvel indendørs som udendørs, og den planlagte træningsstart på lørdag med Bøf & Bold bliver desværre heller ikke til noget.

Indtil videre hedder tidshorisonten 30. marts, men personligt vil jeg blive overrasket, hvis perioden ikke bliver forlænget til og med påske, og jeg er ærlig talt i tvivl om, hvor vidt turneringen overhovedet kommer i gang på denne side af sommerferien.

MEN: Det er alt sammen gisninger og gætterier fra min side, og min krystalkugle er ikke bedre end myndighedernes – tvært imod. Lad os derfor bakke 100 % op om de tiltag, der bliver gjort fra regeringens side for at inddæmme og afbøde virkningerne af Covid-19 og bremse smittespredningen, så vi alle er friske til at komme ud at spille fodbold – sammen – når vi engang er på den anden side.

Husk: Det handler ikke kun om at passe på dig selv, men i mindst ligeså høj grad om at passe på andre!

Jeg glæder mig helt vildt til at skåle med jer alle efter den første turneringskamp og lørdagstræning!

Mikael Lund

Formand for Brande Old Boys