CORONA UPDATE

Gode ven af Brande Old Boys,

Det er næppe forbigået din opmærksomhed, at vi er landet i en helt speciel situation. Det har affødt en lang række restriktioner, som vi i Brande Old Boys naturligvis bakker op om. Derfor har vi allerede aflyst al aktivitet, såvel indendørs som udendørs, og den planlagte træningsstart på lørdag med Bøf & Bold bliver desværre heller ikke til noget.

Indtil videre hedder tidshorisonten 30. marts, men personligt vil jeg blive overrasket, hvis perioden ikke bliver forlænget til og med påske, og jeg er ærlig talt i tvivl om, hvor vidt turneringen overhovedet kommer i gang på denne side af sommerferien.

MEN: Det er alt sammen gisninger og gætterier fra min side, og min krystalkugle er ikke bedre end myndighedernes – tvært imod. Lad os derfor bakke 100 % op om de tiltag, der bliver gjort fra regeringens side for at inddæmme og afbøde virkningerne af Covid-19 og bremse smittespredningen, så vi alle er friske til at komme ud at spille fodbold – sammen – når vi engang er på den anden side.

Husk: Det handler ikke kun om at passe på dig selv, men i mindst ligeså høj grad om at passe på andre!

Jeg glæder mig helt vildt til at skåle med jer alle efter den første turneringskamp og lørdagstræning!

Mikael Lund

Formand for Brande Old Boys