Studsgaard lynede

Der var lagt op til en tæt dyst, da Brande Oldboys’ +50-hold mandag tog imod de nærmeste forfølgere, Ikast FS 1, men værterne fik især i 2. halvleg fuldstændig taget pynten af gæsterne.

Indledningsvis pressede Brande på for en tidlig scoring, og inden der var spillet syv minutter, havde både Mogens Laugesen, Kenneth Lauridsen, Steffen Eriksen og Sigurd Kristensen testet IFS-keeperen. Bedst som man troede, at Brande havde skudt Ikast-målmanden varm, lykkedes det efter 19 minutter Kenneth Lauridsen at passere ham med et velplaceret venstrebenshug langt udefra.

I 1. halvlegs absolut sidste sekunder burde gæsterne have udlignet, men stående på selve målstregen lykkedes det en Ikast-angriber at bugsere bolden på tværs af mål med brystet, hvilket set udefra faktisk virkede sværere end at skubbe den det sidste stykke over stregen til udligning.

I stedet kunne Brande gå til pause med en etmålsføring, som blev udbygget til 2-0 efter 3 minutters spil af 2. halvleg. Brian Dahl Thomsen slap fri ved baglinjen og sendte et indlæg ind foran mål, hvor Ikast-keeperen fik fumlet den over stregen.

Tre minutter tog Jens Studsgaard fat på sit one man show, da han tog chancen langt udefra og tordnede et projektil af et langskud i kassen til 3-0. Midt i halvlegen var gæsterne tæt på reducering, da Ken Petersen ikke kunne holde en hård afslutning, men i stedet for 3-1 blev det 4-0 fem minutter senere, da Sigurd Kristensen i en kontra fire mod to spillede Jens Studsgaard fri til endnu en scoring.

Fire minutter før tid lykkedes det så endelig Ikast at få reduceret efter et hjørnespark, men Jens Studsgaard var slet ikke færdig endnu. To minutter før tid blev han spillet fri i dybden af Ole Radoor, og i to forsøg fik han bolden forbi en opgivende Ikast-målmand, hvorefter han let kunne fuldende sit hattrick og gøre det til slutresultatet 5-1 til Brande, der dermed lagde afstand til de øvrige tophold.

Eneste malurt i bægeret var, at både Steffen Eriksen og Kim Tranholm måtte forlade banen før tid med skader få dage før weekendens Landsmesterskaber fløjtes i gang på lørdag.

Storsejr til Oldboys +32 i topkamp mod IFS

Sikker sejr i første efterårskamp mod Ikast FS.

Første kamp i efteråret blev spillet i onsdags og var mellem Brande Ooldboys +32 og Ikast FS.

Disse lokalopgør plejer der at være tænding og tempo på og i denne kamp var det ingen undtagelse.

Brande startede kampen i højt tempo og pressede Ikast FS godt tilbage på banen. Brande spillede hurtigt bolden rundt til flere gode indlæg fra både højre og venstre, men dog uden at det skabte de helt store chancer.

Dette blev der dog lavet om på efter ca. 10 min spil, hvor Lars Duedahl modtog en bold på højrekanten og med et præcist indlæg ind til Thomas Funderskov, som sikkert headede bolden i mål til 1-0. Herefter fik Ikast FS bedre fat i kampen og det bølgede frem og tilbage, hvor der var chancer til begge hold. Det var dog Brande, som fik næste scoring, da Michael Husum lagde en milimeter præcis aflevering i dybden til Thomas Funderskov, som sikkert satte den i mål til stillingen 2-0. Herefter pressede Ikast godt på og kom frem til flere chancer, som dog ikke resulterede i en scoring. I stedet var det Brande der scorede til 3-0 og hvem andre end Thomas Funderskov, som fuldendte sit hattrick. Lars Duedahl slog atter et indlæg fra højre siden, som dog ikke var så præcist som de plejer at være, men inden Ikast målmanden fik fat i bolden var Thomas Funderskov over bolden og scorede til 3-0. Dette var også pausestillingen.

Ved anden halvlegs start kom Ikast godt i gang og pressede på, men det førte ikke rigtigt til nogle chancer. Derimod som tidligere i kampen var det igen Brande som scorede. Ikast målmanden skulle cleare bolden, men gjorde dette ved at sparke bolden ud til Michael Husum, som hurtigt afleverede til Thomas Funderskov, som sendte den til Lars Duedahl og med et fremragende vristspark satte han den i nettet til 4-0. Herefter blev Ikast FS tildelt et yderst tvivlsomt straffespark, som blev begået af Brande målmand, Søren Laursen. Selvsamme Søren Laursen reddede dog dette straffe sikkert, hvorfor Ikast FS ikke kom på måltavlen. Derimod var Brande skarpere og lige efter det brændte straffespark satte Søren Laursen hurtigt bolden i gang med en aflevering til Lars Duedahl, som med en længere aflevering sendte Tommy Christensen afsted på højre kanten og med et total vanvittigt langskud med venstre yderside/tå endte bolden i venstre målhjørne, uden chance for Ikast målmanden.

Sidste scoring i kampen tilfaldt ligeledes Brande, da Allan Kjærgaard tog en solotur mod Ikast feltet og drev gæk med forsvaret, hvorefter han blev nedlagt i feltet og dommeren pejede på straffesparkspletten. Danni nørgaard tog sig af straffesparket og med en enorm gang coolness satte han den sikkert i nettet til slut resultatet 6-0.

Kampen spiller blev velfortjent Thomas Funderskov med 6 stemmer.

Fortjent udebanesejr til BOB +50 mod IFS OB 2

Brandes syvmandshold i +50 oldboys rækken skulle forsøge at rette op på den noget miserable afslutning på forårssæsonen, der endte uden sejre i de sidste tre kampe. Modstanderen var IFS OB 2, som lå lunt placeret midt i rækken. Kampen blev afviklet på længe ventede saftige regnvåde baner på Ikast Stadion med Brande som det klart dominerende hold fra kampens start. Dominansen resulterede i kampens første scoring efter knap fem minutter, da Sigurd Kristensen afdriblede et par Ikast spillere for til sidst at servere bolden for den tilbagevendte Kenneth Raahauge, der uden stort besvær kunne ekspedere i det tomme mål. Lige den start Brande havde håbet på. Kort efter var Brande på ny på færde foran Ikast målet. Igen var Sigurd Kristensen den afgørende faktor, denne gang selv i målscorerens rolle, da han med en kontrolleret inderside placerede bolden i det ene målhjørne uden chance for Ikast keeperen. Vel nok kampens flotteste detalje, og dermed fortjent 2-0 føring til Brande. De få gange Ikast gæstede Brande målet løb det for det meste ud i sandet. I stedet skulle det igen blive Brande, der bragte sig yderligere i front. Denne gang med Kai Varisbøl i målscorerens rolle efter et halvkikset forsøg af Steffen Eriksen. Dermed blev pausestillingen 3-0 til udeholdet.

Dermed var taktikken klar for Brande, nemlig at fortsætte de gode takter fra første halvleg. Det lykkedes dog kun delvist, da tempoet gik en anelse ned. Dette til trods opstod der dog en række hele og halve chancer, hvor den nødvendige skarphed og kvalitet i afslutningen for det meste manglede. Det skulle også blive Ikast, der scorede kampens næste mål til 1-3, da Brande blev fanget i en omstilling. I forlængelse heraf havde Ikast et par nærgående forsøg, hvor Ken Petersen heldigvis formåede at lukke af. I stedet blev det Brande der med en ny scoring til 1-4 lukkede kampen. Igen var Sigurd Kristensen på færde, da han efter en lang dribletur udplacerede et bakkende og noget passivt Ikast forsvar. Som noget kosmetik, lykkedes det Ikast at score yderligere et reduceringsmål til 2-4, som også blev kampens slutresultat. Klart bedst hos Brande var Sigurd Kristensen, der spillede en afgørende rolle både som dobbelt målscorer og assistmager. En fuldt fortjent sejr til Brande, der nu indtager førstepladsen med en kamp mere end IFS OB 1.

Netop dette hold gæster i næste spillerunde Brande til en vaskeægte topkamp. Bliver spændende om Brande kan følge den gode start på efteråret op med endnu en sejr og dermed fastholde rækkens førsteplads.

 

Mindeord – Erling Andersen

Mindeord fra Brande Old Boys – vedr. Erling Andersens død.

Juli 2018

Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om foreningens tidligere formands død efter kort tids sygdom.

Erling Andersen blev udnævnt til hædersmedlem af Brande Old Boys i 2010, efter at han som den eneste i foreningens historie havde beklædt posten som formand i to omgange. Første gang fra 1994 – 2000 og anden gang fra 2006 – 2009.

Siden var han flere gange dirigent på generalforsamlingen, en opgave han tog sig med samme selvfølgelighed som formandshvervet.

Erling var i mange år en af drivkræfterne bag bankospillet på Hotel Brande og siden Hotel Dalgas, der siden starten i 1953 og frem til det blev indstillet i 2000 uden at overdrive genererede flere millioner kroner til klubkassen og dermed ungdomsarbejdet i ikke mindst Brande IF.

I 1992 var han med til at starte banko-showet i Brande Hallerne i samarbejde med Lions, et arrangement der sidste år kunne fejre 25 års jubilæum og år efter år fylder hallen med spilleglade bankospillere.

Vores tanker går selvfølgelig i denne stund til familien. Tak for din store indsats for Brande Old Boys, Erling!

Æret være Erling Andersens minde.

Brande Old Boys

Formand Torben Kjærgaard Jakobsen

Blot et spark fra tredie halvleg