Fortjent udebanesejr til BOB +50 mod IFS OB 2

Brandes syvmandshold i +50 oldboys rækken skulle forsøge at rette op på den noget miserable afslutning på forårssæsonen, der endte uden sejre i de sidste tre kampe. Modstanderen var IFS OB 2, som lå lunt placeret midt i rækken. Kampen blev afviklet på længe ventede saftige regnvåde baner på Ikast Stadion med Brande som det klart dominerende hold fra kampens start. Dominansen resulterede i kampens første scoring efter knap fem minutter, da Sigurd Kristensen afdriblede et par Ikast spillere for til sidst at servere bolden for den tilbagevendte Kenneth Raahauge, der uden stort besvær kunne ekspedere i det tomme mål. Lige den start Brande havde håbet på. Kort efter var Brande på ny på færde foran Ikast målet. Igen var Sigurd Kristensen den afgørende faktor, denne gang selv i målscorerens rolle, da han med en kontrolleret inderside placerede bolden i det ene målhjørne uden chance for Ikast keeperen. Vel nok kampens flotteste detalje, og dermed fortjent 2-0 føring til Brande. De få gange Ikast gæstede Brande målet løb det for det meste ud i sandet. I stedet skulle det igen blive Brande, der bragte sig yderligere i front. Denne gang med Kai Varisbøl i målscorerens rolle efter et halvkikset forsøg af Steffen Eriksen. Dermed blev pausestillingen 3-0 til udeholdet.

Dermed var taktikken klar for Brande, nemlig at fortsætte de gode takter fra første halvleg. Det lykkedes dog kun delvist, da tempoet gik en anelse ned. Dette til trods opstod der dog en række hele og halve chancer, hvor den nødvendige skarphed og kvalitet i afslutningen for det meste manglede. Det skulle også blive Ikast, der scorede kampens næste mål til 1-3, da Brande blev fanget i en omstilling. I forlængelse heraf havde Ikast et par nærgående forsøg, hvor Ken Petersen heldigvis formåede at lukke af. I stedet blev det Brande der med en ny scoring til 1-4 lukkede kampen. Igen var Sigurd Kristensen på færde, da han efter en lang dribletur udplacerede et bakkende og noget passivt Ikast forsvar. Som noget kosmetik, lykkedes det Ikast at score yderligere et reduceringsmål til 2-4, som også blev kampens slutresultat. Klart bedst hos Brande var Sigurd Kristensen, der spillede en afgørende rolle både som dobbelt målscorer og assistmager. En fuldt fortjent sejr til Brande, der nu indtager førstepladsen med en kamp mere end IFS OB 1.

Netop dette hold gæster i næste spillerunde Brande til en vaskeægte topkamp. Bliver spændende om Brande kan følge den gode start på efteråret op med endnu en sejr og dermed fastholde rækkens førsteplads.