Efter en absolut godkendt start på efterårssæsonen med 7 point i tre kampe lignede BOB’s +50-mandskab mandag pludselig igen det hold, der indledte året med fem nederlag på stribe.
Det profiterede aftenens gæster fra Herning Fremad af allerede i det 3. minut, da en Fremad-spiller med en perfekt stikning fandt en holdkammerat mellem 2 passive BOB-forsvarere, og så var stillingen 0-1.
Efter 20 minutter blev det 0-2, da en ballonbold af et indlæg snød Lars Poulsen og sejlede i mål i det bageste målhjørne. Imellem de 2 Herning-scoringer havde Finn Jensen misbrugt 1. halvlegs største BOB-chance, da han headede et perfekt indlæg fra Mikael Lund på stolpen, og selv ikke en spiller i overtal i halvlegens sidste fem minutter efter et gult kort til en Fremad-spiller for at skubbe Finn Jensen, lykkedes det værterne at få scoret.
Atter fuldtallige greb gæsterne styringen af kampen fra 2. halvlegs start, og efter en misbrugt friløber og et forsøg på den ene opstander blev det ganske fortjent 0-3 efter 13 minutter. På det efterfølgende angreb lykkedes det så endelig for BOB: Finn Jensen spillede bolden ud til Elmedin Bratic på højrekanten, og han sendte den retur til Finn Jensen, der hamrede den forløsende reducering i kassen.
Et par minutter senere var det Medins tur til at ramme stolpen; denne gang kom indlægget fra Bjarne “Tøf”, men en endnu større mulighed tilfaldt BOB’s målscorer, Finn Jensen, da han seks minutter før tid pludselig befandt sig helt alene med Fremad-keeperen.
Denne trak dog det længste strå mand mod mand, og i stedet for fornyet spænding om udfaldet, lukkede udeholdet opgøret definitivt, da de tre minutter før tid gjorde det til 4-1 med en scoring, som til forveksling lignede kampens første.
For anden kamp i træk blev allestedsnærværende Finn Jensen kåret til kampens spiller.
Nu kan +50’erne som følge af Kølkærs overflytning til +30-rækken smække benene op og tage en slapper, inden det om 14 dage er tid til endnu en hjemmekamp, denne gang mod Ikast FS.