Klar til indendørs fodbold?

Selvom det stadig er perfekt fodboldvejr, må vi nok konstatere, at både sæsonen og sommeren for alvor lakker mod enden.

Derfor starter vi traditionen tro med at spille indendørs fodbold i Brande Hallernes Hal B mandag d. 24. oktober kl. 20.00 og et par timer frem.

Bare mød op – eneste krav er, at du er iført et par indendørssko.

Vel mødt!

PS: Vi fortsætter også med at spille udendørs på Brande Stadion hver lørdag kl. 13.30.

Sløj afslutning

På grund af manglende lysbanekapacitet på Brande Stadion måtte mandagens kamp i +50-rækken mellem Brande Old Boys og Herning Fremad flyttes til kunstgræsbanen i Herning, men flytningen så ikke ud til at genere Brande-mandskabet, som dominerede 1. halvleg totalt. Blot en enkelt Herning-afslutning indenfor målrammen blev det til, og den parerede Bjarne Thisgaard i BOB-målet iskoldt.

I den anden ende fik gæsterne god plads på flankerne, men indlæggene savnede som oftest præcision og kvalitet. Alligevel kom BOB frem til 4-5 halvstore chancer, men gang på gang blev afslutningerne sendt over mål. Dog ikke i det 17. minut, hvor Mikael Lund fra en position et par meter udenfor feltet fyrede et projektil af et vristspark af direkte op i det ene målhjørne. Bum!

Tættest på at gøre det til 0-2 var Thomas Svensson, men meget symptomatisk tog hans skud oversiden af overliggeren. Derfor måtte BOB nøjes med en lidt for lille 1-0-føring ved pausen, som blev benyttet til en tredobbelt udskiftning.

De mange udskiftninger bibragte mere forvirring end forstærkning, og allerede efter 2 minutter gav hjemmeholdet et varsel om, hvad der var på vej, da en af deres spillere slap fri på en kontra, men igen stod Bjarne Thisgaard i vejen for en scoring, denne gang med en fodparade.

Indskiftede Søren Prøhl, der fik sine første minutter i efterårssæsonen, fik en håndfuld større eller mindre muligheder; bl.a. blev et godt indlæg fra Benny Vilsborg headet en meters penge forbi mål, og lidt senere fik Herning-keeperen et ben på hans afslutning fra tæt hold.

Med et kvarter tilbage stod det derfor fortsat 1-0 til Brande, men med to kontramål på to minutter fik værterne vendt opgøret på hovedet. Selvom gæsterne forsøgte, var Herning tættere på 3-1 end Brande på en udligning, men da en Herning-spiller endnu engang slap fri på et kontraangreb, blev hans sidste træk for langt, og hans afslutning endte i sidenettet.

Det fik dog ingen betydning for kampens udfald: Herning vandt opgøret med 2-1, og dermed har BOB i løbet af efterårets 10 kampe præsteret både at vinde over samtlige øvrige fem hold i puljen og at tabe til dem.

Samlet set rækker det en tredjeplads, hvilket trods alt er en fremgang i forhold til sidste års sjetteplads.

Kampens spiller blev for anden kamp i træk arbejdsbien Henrik “Skytte”.

Stimen stoppet

Efter fem sejre på stribe gik den ikke længere for +50-holdet, som mandag havde besøg af Ikast FS.

Hjemmeholdet kom ellers fint fra start, da Henrik “Skytte” Mortensen i det 6. minut headede et hjørnespark fra Mikael Lund i kassen, og i det følgende kvarter var der fleregode muligheder for at øge føringen; bl.a. blev et par gode indlæg fra Benny Vilsborg ikke behandlet efter fortjeneste.

Ikast havde bolden mest, men trillede den det meste af tiden på tværs på egen banehalvdel, men efter 22 minutter slog IFS-keeperen en lang bold op ad banen. En af hjemmeholdets forsvarere gled hvorefter, bolden hoppede over ham, og pludselig var gæsterne i overtal – og med et blødt indersidespark fra kanten af feltet udlignede de til halvlegsresultatet 1-1.

Mønsteret fortsatte i 2. halvleg: Ikast havde bolden mest, mens hjemmeholdet var mest direkte, men de helt store chancer blev det ikke til. I stedet afgjorde BOB’s Danni “Smøg” Nielsen kampen, da han i det 12. minut sendte en lang fremlægning i eget net bag en sagesløs fødselar, Bjarne Thisgaard, i BOB-målet til 1-2.

Mere blev der ikke scoret i den kamp, og reelt var værterne aldrig for alvor tæt på at udligne.

Kampens spiller blev en arbejdsom Henrik “Skytte”.

God holdånd og fight gav sejr

Karstoft – BOB

Torsdag var damerne et smut i Karstoft, hvor en underlig målrig kamp blev spillet. BOB presset mest på fra starten af, men en lang bold frem gjorde, at Karstoft kom foran 1-0. Dog tog det 1 min. før Anne havde skudt bolden i mål 1-1. Og sådan var første halvleg generelt, lidt frem og tilbage. BOB som dem der pressede godt på, men Karstoft kørte med lange bolde frem, som de fik chancer på. Inden halvleg fik Lena scoret en enkelt gang og Pernille H nettet to gange, så stillingen var her 4-4. Efter halvleg fik BOB noget mere fat, og havde langt de fleste chancer. Kampen var præget af hårdt spil fra Karstofts side, hvilket gav en del frispark til BOB. Damerne kæmpede dog godt, og først var det Line som fik scoret og derefter Pernille H, som lukkede kampen. BOB kæmpede godt, og lod sig ikke påvirke af det hårde spil, men bevarede deres eget spil og overblik.

Kampens spiller blev topscoreren Pernille Harrild.

Blot et spark fra tredie halvleg