Det er sket før, og det kommer forhåbentlig til at ske igen, men det er trods alt ikke hverdagskost, at vores fem turneringshold napper fem sejre i samme uge. Men det gjorde de i uge 37!
+60 lagde ud med at tage godt og grundigt revanche for nederlaget på 0-4 i efterårspremieren mod Ikast – holdets eneste nederlag efter sommerferien – med en sejr med præcis de samme cifre – i Ikast. Resultatet betød samtidig, at holdet nu ikke har lukket et eneste mål ind i de seneste fem kampe.
+50 fulgte trop med en 2-0-sejr over Tjørring, som det i tre tidligere forsøg i år ikke var lykkedes dem at besejre. Sejren var samtidig holdets tredje sejr på stribe, så efter en svag start på efterårssæsonen, der bød på tre nederlag i træk, hvorefter holdet kom bagud 0-2 i Ikast i løbet af fem minutter, er bøtten nu vendt, og holdet indtager ligesom +60 andenpladsen i rækken.
Oldgirls/seniordamer tromler videre og har efter 4-1 over Hammerum fortsat ikke sat point til i efteråret. +40 har ikke sat point til hele året, selvom torsdagens hjemmekamp mod Vildbjerg trods en føring på 4-0 var lige ved at blive spændende til sidst efter 3 Vildbjerg-træffere på 6 minutter. Kampen endte dog 5-3 til BOB +40, som derfor stadigvæk har maksimumpoint.
Det har +30-holdet ikke, men efter en resultatmæssig sløj start på efteråret, hvor holdet skulle helt frem til den sidste dag i august, før de første point kom på kontoen via en storsejr på 5-1 over Snejbjerg, blev pointhøsten fordoblet med en 2-1-sejr over Hammerum onsdag. Matchvinder blev den dobbelte målscorer, Asbjørn Harrild Nielsen.
Med sejren kan holdet stadig nå at slutte i den bedste halvdel, men det kræver som minimum, at de får point i udekampen mod FodboldHoldet Herning på onsdag.