To sejre til damerne

Aulum – BOB

Damerne startede den nye sæson i nye omgivelser, da de er tilmeldt 7/11. Første kamp var ude mod et ungt Aulum hold. Efter kort tid får Birgitte kæmpet sig til bolden og dribler op og scorer. Kort tid efter har Jane et godt langt udspark, som Birgitte får sendt videre til Pernille H som scorer. Spillet ruller lidt frem og tilbage, inden BOB igen får scoret, efter et opspil mellem Birgitte og Pernille H ender bolden ved Lena, som scorer. Aulum har også nogle gode chancer, hvor Jane får bokset bolden væk, men efter et hurtigt opspil, får Aulum bolden i mål. Kort før halvleg lykkes det Birgitte at scorer igen, denne gang direkte på et hjørnespark.

På et lidt uheldigt forsøg får Aulum bolden i mål efter 10 min. spil af 2. halvleg. Derefter er spillet meget frem og tilbage, men hvor Brande har de største chancer. Dog viser damerne i de sidste 10 min. godt og hurtigt spil mellem hinanden, og får scoret fire gange. To mål af Pernille og to mål mere af Birgitte.

Kampens spil blev en storspillende Birgitte Sørensen.

BOB – Mejdal-Halgård

Damernes anden kamp var hjemme mod Mejdal-Halgård. Et hold der mindede en del om os selv, og kampen var også derefter. Spillet var en del frem og tilbage med chancer til begge hold. Jane har gode redninger og Maria får flere gange hentet og afværget en Mejdal chance. I angrebet får Camilla og Anne kæmpet sig frem til flere chancer, og både Birgitte, Lena og Maria har flere gode afslutninger udefra. Men bolden ville ikke i mål. Det er først i kampens sidste fem minutter at det lykkes. Efter endnu et godt opspil, er det Camilla, som vil skyde bolden indover, men i stedet får hun bolden i mål. Kort efter er det Anne, som endnu engang får kæmpet sig frem, og spiller Lena fri, som sikkert kan score.

Kampens spiller blev en hårdt kæmpende Anne Sørensen.

Ikast-Brande – Danmarks mindst idrætsvenlige kommune?

Debatindlæg af Mikael Lund, formand for Brande Old Boys

Som det nok er de fleste bekendt, er Ikast-Brande – i hvert fald ifølge medlemmerne af Dansk Industri – Danmarks mest erhvervsvenlige kommune, men hvordan står det til på idrætsområdet?

I 2017 indgik Ikast-Brande som en af de første kommuner i landet en partnerskabsaftale med DIF og DGI under overskriften ”Bevæg dig for livet”. Målsætningen var dengang, at mindst 85 % af kommunens borgere skulle være fysisk aktive i 2020, og at 58 % dyrkede idræt og motion i fritiden i 2022.

Det førte siden til udarbejdelsen af en idræts- og fritidspolitik med titlen “Fritid og Fællesskaber”.

De første to år efter aftalens indgåelse bød på tilbagegang i det samlede antal medlemmer i kommunens idrætsforeninger, en tilbagegang der blev vendt til en beskeden fremgang i 2019, inden Covid-19 kortsluttede stort set al foreningsidræt.

Men hvad har Ikast-Brande Kommune så helt konkret gjort for at leve op til de forkromede målsætninger?

I 2019 besluttede det daværende Kultur- og fritidsudvalg, at målene på kommunens fodboldbaner skulle forsynes med hjul. På den måde kunne foreningernes frivillige trænere og ledere skubbe rundt med målene, når der skulle slås græs. Med denne manøvre sparede kommunen angiveligt ca. 200.000 kr. årligt. Mindre vigtigt var det tilsyneladende, at man konverterede en opgave, som hidtil var blevet klaret maskinelt ved hjælp af et par gafler monteret foran på den traktor, der slog græsset, til (mere) frivilligt, manuelt arbejde.

I 2020 besluttede byrådet så at harmonisere lokaletilskuddet, så alle kommunens foreninger fremover modtog samme procentsats. Indtil da havde traditionelle idrætsgrene som f.eks. fodbold, håndbold og badminton modtaget fuld refusion, mens nyere idrætsgrene måtte nøjes med 75 %. Her kunne man måske have valgt en procentsats et sted midt imellem, men i stedet scorede kommunekassen hele gevinsten (besparelsen), da lokaletilskuddet en bloc blev nedsat til 75 %. Ingen foreninger vandt, men mange mistede med et penselstrøg en fjerdedel af deres lokaletilskud, selvom beslutningen blev udskudt i et år.

Seneste nyt fra den kommunale front er, at fodboldklubberne fremover selv skal stå for vanding af banerne – til det formål kan klubberne allernådigst købe en vandingsmaskine af kommunen, som de så selv skal betjene og servicere i tilfælde af nedbrud – samme betingelser gælder i øvrigt opkridtningen af banerne, som klubberne selv har varetaget i en årrække.

For nogle år siden viste en analyse, at Ikast-Brande er den kommune i Danmark, der bruger næstfærrest penge pr. indbygger på kultur- og fritidsområdet. Den placering har de ovenstående tiltag næppe ændret i positiv retning. Derfor må det være på sin plads at spørge, om Ikast-Brande efterhånden aspirerer til titlen som ”Danmarks mindst idrætsvenlige kommune”?

Årligt tilflyder der både FC Midtjylland og Herning-Ikast Håndbold sekscifrede beløb i sponsorater, og da håndboldkvinderne, som dengang stadig optrådte med FCM-logoet på trøjerne, var i alvorligt økonomisk uføre i 2013, fandt det daværende byråd med borgmester Carsten Kissmeyer i spidsen uden problemer en halv million kroner ekstra i kommunekassen.

Der er åbenbart ikke helt den samme prestige i at støtte breddeidrætten i Danmarks førende erhvervskommune.

Hattrick i Hammerum

Som det sidste af Brande Old Boys’ 5 hold kom +50’erne i andet forsøg på tavlen, da det mandag aften blev til en sejr på 4-1 i Hammerum.

Viseren på kampuret var dårligt nok nået rundt første gang, før bolden lå i hjemmeholdets net sendt derind af Thomas Svensson, der fulgte op på en afslutning fra Søren Prøhl, som Hammerum-keeperen ikke kunne holde. I det 10. minut gjorde Brian Dahl Thomsen det til 0-2, da han fra en halvspids vinkel overlistede Hammerums målmand med et skud i det korte hjørne, og fire minutter senere øgede Thomas Svensson gæsternes føring til 3 mål, da han sikkert eksekverede et straffespark begået mod Søren Prøhl.

Så skulle den være hjemme, men minuttet efter fik Hammerum reduceret, da målmand Ken McKenzie ikke fik ordentligt ram på et lavt hjørnespark ved forreste stolpe – og så var stillingen 1-3.

Stillingen holdt til pausen, men fem minutter ind i 2. halvleg fuldbyrdede Thomas Svensson sit hattrick, da han med en klinisk førstegangsafslutning sparkede Sigurd Kristensens tværaflevering fladt og præcist i kassen. Hammerum gav dog ikke op, og Sigurd Kristensen måtte rydde op på målstregen, da en hårdt presset Ken McKenzie mistede bolden udenfor feltet.

I kampens slutfase fik gæsterne god plads til at slå kontra, men skarpheden manglede.

I stedet var Hammerum tæt på en reducering to minutter før tid, men med en spektakulær redning fik McKenzie bugseret bolden forbi den ene opstander.

Kampens spiller blev – naturligvis – den tredobbelte målscorer Thomas Svensson.

Nye personlige overtrækstrøjer – har du fået bestilt din?

I samarbejde med Brøndum Textil tilbyder Brande Old Boys nu denne lækre, sort/hvide Joma trænings-/overtrækstrøje med gennemgående lynlås og hætte.

Trøjen har to sidelommer med lynlås og leveres med påtrykt BOB-logo og navn på brystet efter dit ønske.

Den fås i 7 forskellige str. fra XS – 3XL – størrelsesprøver hænger i klublokalet, hvor der også er en liste, du kan skrive din bestilling på.

Din pris inkl. tryk og moms er kun kr. 350,-, som betales med mobilepay eller bankoverførsel ved bestilling.

Blot et spark fra tredie halvleg