Som det sidste af Brande Old Boys’ 5 hold kom +50’erne i andet forsøg på tavlen, da det mandag aften blev til en sejr på 4-1 i Hammerum.
Viseren på kampuret var dårligt nok nået rundt første gang, før bolden lå i hjemmeholdets net sendt derind af Thomas Svensson, der fulgte op på en afslutning fra Søren Prøhl, som Hammerum-keeperen ikke kunne holde. I det 10. minut gjorde Brian Dahl Thomsen det til 0-2, da han fra en halvspids vinkel overlistede Hammerums målmand med et skud i det korte hjørne, og fire minutter senere øgede Thomas Svensson gæsternes føring til 3 mål, da han sikkert eksekverede et straffespark begået mod Søren Prøhl.
Så skulle den være hjemme, men minuttet efter fik Hammerum reduceret, da målmand Ken McKenzie ikke fik ordentligt ram på et lavt hjørnespark ved forreste stolpe – og så var stillingen 1-3.
Stillingen holdt til pausen, men fem minutter ind i 2. halvleg fuldbyrdede Thomas Svensson sit hattrick, da han med en klinisk førstegangsafslutning sparkede Sigurd Kristensens tværaflevering fladt og præcist i kassen. Hammerum gav dog ikke op, og Sigurd Kristensen måtte rydde op på målstregen, da en hårdt presset Ken McKenzie mistede bolden udenfor feltet.
I kampens slutfase fik gæsterne god plads til at slå kontra, men skarpheden manglede.
I stedet var Hammerum tæt på en reducering to minutter før tid, men med en spektakulær redning fik McKenzie bugseret bolden forbi den ene opstander.
Kampens spiller blev – naturligvis – den tredobbelte målscorer Thomas Svensson.