Kategoriarkiv: Old Girls

Endnu en stor sejr til Brande pigerne

På en dejlig hundekold sommeraften i Karstoft var Brande pigerne opsat på at få varmen på banen i form at godt samspil og at bruge bredden. Brande fik en god start med et par chancer fra bl.a. Dorthe Eriksen, som forsøgte sig 3 gange i streg, men desværre uden held. Men det var Lena Jensen som skulle score det første mål efter flot opspil til 1-0.

3 minutter senere er Lena Jensen igen på spil efter et indlæg fra Gitte Holt, men desværre uden held denne gang. Minuttet senere er der indlæg fra venstre, som Trine Gasbjerg sender videre til Gitte Holt som scorer til 2-0. Herefter fik Karstoft en friløber idet Brande blev lige rigelig offensive. Men Ulla Laursen kom rigtig flot ud af målet og fik sikkert pareret.

Efter ca. 15 minutters spil finder Pia Holt Kjærgaard med en flot aflevering en helt fri Mette Jørgensen, som scorer sikkert til 3-0. Minuttet efter tager Mette Jørgensen chancen lige over midterlinien – med hvad der kan betegnes som en højder sejler bolden ind bag en sprællende keeper i Karstoft målet til 4-0.

Minuttet efter er Lena Jensen fri på højre kanten, hun spiller en helt fri Pia Holt Kjærgaard som tæt på mål fik sendt bolden i kassen til 5-0.

I starten af 2. halvleg er Brande igen på pletten. Denne gang er det Malene Søgaard, som scorer til 6-0 efter flot opspil fra Holt søsterne. Efter 5 minutters spil tager Lena Jensen en solo tur gennem Karstoft forsvaret og udplacerer Karstoft keeperen til 7-0. Men Lena Jensen var langt fra færdig. Efter 8 minutters spil afslutter hun på et indlæg fra Ulla Laursen til 8-0. Kort efter har Gitte Holt en stor chance, men brænder desværre.

Efter 11 minutters spil må Mette Jørgensen i Brande målet i aktion for første gang. Med en flot indgriben sørgede hun for at Karstoft ikke fik scoret. Efter et kvarters spil i 2. halvleg er Lena Jensen igen på spil – hun sender bolden hårdt ind foran til en helt fri Line Kaasbjerg, som scorer sikkert til 9-0. Et halvt minut senere er Line tæt på igen – denne gang med hovedet, men desværre lige forbi. Efter 18 minutters spil er det Ulla Laursens tur, hun sender bolden i kassen til 10-0.

Øjeblikket efter skete det der ikke måtte ske, Karstoft får en tilfældig chance og får scoret til 10-1.

Men det stoppede ikke Brande pigerne. Med 5 minutter igen scorer Pia Holt Kjærgaard kampens sidste mål til 11-1 efter flot opspil af Trine Gasbjerg og Line Kaasbjerg.

Kampens spiller blev Lena Jensen. Holdet bestod desuden af Ulla Laursen, Pia Holt Kjærgaard, Mette Jørgensen, Dorthe Eriksen, Trine Gasbjerg, Line Kaasbjerg, Gitte Holt, Malene Søgaard og holdlederne Lene Bendixen og Pia Pedersen som stod klar med forfriskninger og isposer.

Endnu en storsejr til Brande Old Girls

Brande skulle forsøge at følge op på en 2-0 sejr over Sunds i deres første møde i sæsonen. Og Brande kom endnu engang godt fra start. Allerede efter et par minutters spil er Jane Ryberg tæt på at score til 1-0 efter hjørne, men Sunds målkvinden får lige viftet bolden udenom stolpen.

Efter 7 minutters spil sendte Lene Bendixen bolden ind foran mål til Pia Holt Kjærgaard, som i 2 forsøg scorede til 1-0. 4 minutter senere er Pia Holt Kjærgaard igen på spil og efter godt opspil af Birgitte Husum, sender hun bolden på stolpen.

Efter 14 minutters spil er det Jane Ryberg der sender bolden i mål til 2-0 efter oplæg fra Birgitte Husum.

Minuttet efter er det Birgitte Husums tur til at score. Pia Holt Kjærgaard går til baglinien og finder med en flad bold Birgitte Husum fri i feltet og hun scorer sikkert til 3-0.

Sunds havde ikke meget at byde på og de chancer de fik var rene foræringer fra Brande spillerne. Deres få chancer tog Pia Søndergaard i målet sig sikkert af.

2. halvleg startede på samme måde som første, med en stor chance til Brande. Denne gang var det Elsebeth Nygaard som spillede Gitte Holt fri foran mål, men målkvinden fik desværre en fod på afslutningen så den røg lige forbi mål.

Efter 16 minutters spil er Pia Holt Kjærgaard igen på spil. Hun tager chancen udefra og sendte bolden op i trekanten uden chance for Sunds målkvinde til 4-0.

Kampens sidste mål blev sat ind på straffe begået mod Jane Ryberg, som havde kæmpet sig fri i feltet og blev fældet. Gitte Holt omsatte chancen til mål til kampens slut resultat 5-0.

Kampen igennem blev der vist rigtig flot samspil og vi kom godt over kanterne, vel nok forårets bedste kamp ind til videre.

Kampens spille blev Pia Holt Kjærgaard. Der var sæson debut til Birgitte Husum. Holdet bestod desuden af Dorthe Eriksen, Elsebeth Østergaard, Elsebeth Nygaard, Jane Ryberg, Pia Søndergaard, Lene Bendixen, Gitte Holt og holdleder Pia Pedersen.

Brande Old Girls er tilbage på rette spor igen….

Tirsdag den 22. maj ude mod Kollund/Lind

Tirsdagens kamp var første kamp i 2. runde, hvor Brande igen skulle møde Kollund/Lind som vi vandt 1-0 over i første kamp.

Holdet var indstillet på at de unge piger fra Kollund/Lind ikke skulle have et ben til jorden og Brande startede som i første kamp med chancer fra begyndelsen.

De første 2 stod der Malene Søgaard på, men desværre lige på målkvinden. Næste chance var til Monika Kousgaard, men desværre også uden held. Efter 8 minutter kom det første mål til Brande. Efter godt samspil mellem Ulla Laursen, Malene Søgaard og Jane Ryberg, kunne Jane placere bolden i nettet til 1-0.

Herefter syntes Lind at de skulle være lidt med men Lisbet Andersen i Brandes mål stod hvor hun skulle og kunne let parere den chance.

Efter et langskud fra Gitte Holt, kunne Heidi Bønnerup samle returneringen op og score sikkert til 2-0.

Målet til 3-0 stod der Malene Søgaard på. Hun hamrer til bolden fra midten af og sender den ind lige under overliggeren.

Halvlegen var generelt præget af rigtig flot samspil, hvor Brande næste kunne gøre som det passede os.

Lind kommer lidt længere frem på banen i starten af 2. halvleg og deres første chance parerer Lisbet Andersen ud til hjørne. Kort efter er det Brande der har hjørne og Ulla Laursen sender bolden ind i hovedet på Monika Kousgaard, som desværre sender bolden lige over målet.

2. halvleg var præget af flere store chancer, hvor Brande spillerne faktisk var alene med målkvinden, men hvor hun kom ud og fik pareret bolden. Chancerne tilfaldt henholdvis Mette Jørgensen, Gitte Holt, Jane Ryberg, Ulla Laursen og Monika Kousgaard.

Midtvejs i 2. halvleg var Brande blevet lidt for offensive og Kollund/Lind får en friløber, men Lisbet Andersen i målet får den presset ved siden af målet. I stedet er det Jane Ryberg der igen er på pletten til 4-0.

Kampens sidste mål blev sat ind af kampens spiller, Monika Kousgaard, som får en frispilning lige uden for feltet og tyrer til bolden som går i mål uden chance for målkvinden 5-0.

Holdet bestod desuden af Lisbet Andersen, Mette Jørgensen, Malene Søgaard, Heidi Bønnerup, Ulla Laursen, Jane Ryberg og Gitte Holt.

Sæsonens første nederlag

Tirsdag den 15. maj ude mod Herning KFUM

Som i de forrige kampe startede Brande rigtig godt og havde godt styr på Herning. Der var også mange chancer, men desværre uden mål. Desværre er Herning KFUM mere effektive. På den ene af deres 2 chancer i 1. halvleg får de scoret til pause stillingen 1-0.

2. halvleg blev rigtig skidt for Brande. Der var ikke rigtig noget der ville lykkedes for Brande pigerne og i stedet blev det Herning KFUM der overtog spillet og havde flere gode chancer og udnyttede den ene til slut resultatet 2-0. Dog fik Brande sluttet af med et par gode chancer – dog uden scoring.

Kampens spiller blev Mette Jørgensen. Holdet bestod desuden af Helle Iversen, Pia Søndergaard, Pia Holt Kjærgaard, Lisbeth Hansen, Trine Gasbjerg, Malene Søgaard, Line Kaasbjerg og Dorthe Eriksen.