Kategoriarkiv: Super Veteran +50

50

BOB +50 stadig nr. 1

Nulløsning i Ikast – stadig øverst i tabellen

Brandes tophold i +50 rækken havde en svær udekamp mod IFS 1. De to hold kender hinanden ud og ind, men det var første gang man skulle prøve kræfter i 7 mands bold, som er et noget andet spil. Det var Brande der lagde bedst ud med tålmodigt og boldbesiddende spil mod et noget afventende Ikast mandskab. Brande fik skabt nogle halve chancer, men i takt med, at halvlegen skred frem, vendte kampen med et hårdt pressende Ikast hold, der skabte flere rigtig store muligheder, som dog blev forhindret af en Brande fod i sidste øjeblik eller af en redning af en storspillende Ken Petersen i Brande buret. Pausestillingen blev 0-0, men ikke noget særligt retvisende resultat for en chancerig første halvleg. Kampbilledet fortsatte i anden halvleg med Ikast, som det hold, der var i teten. Dette resulterede i en række store muligheder, som dog ikke blev omsat til mål. Brande lurede mere på kontrachancer og var lejlighedsvis farlige foran Ikasts mål, men den sidste beslutsomhed manglede som regel i afslutningsøjeblikket. Tættest på var Brande, da holdets Stig Pilely få minutter før tid sendte bolden på den ene opstander med et venstrebensskud. Det var nok den generelle opfattelse, at det ikke havde været helt fortjent, hvis Brande var løbet af sted med de tre point. Facit var en underholdende og chancerig kamp, hvor den afgørende skarphed foran mål dog manglede. Og derfor et logisk 0-0 resultat. Brandes bedste blev med flere længder Ken Petersen, der havde sin store andel i, at Brande kunne ”bortføre” det ene point fra Ikast stadion.

3 på stribe for Brande Oldboys +50

Brande skulle forsøge at følge den gode sæsonstart op, da IFS 2 kom på besøg på Brande Stadion. Ikast der var noteret for en sejr i deres to foregående kampe. Det var Brande, der fra kampens start satte sig på spillet med sikker boldomgang på en noget udfordrende bane. Det blev til flere nærgående forsøg, hvor Ikast kun lejlighedsvis var farlige på kontrastød. Der skulle gå indtil midt i første halvleg før det spillemæssige overtag udmøntede sig i en scoring. Målscorer var Brian Dahl, der headede et indlæg fra Steffen Eriksen i mål. Fortjent pauseføring på 1-0 til Brande.

Kampbilledet fortsatte i anden halvleg med et tålmodigt spillende Brande mandskab. Ikast havde et enkelt nærgående forsøg, som Ken Petersen dog klarede i stor stil. Det afgørende mål til 2-0 blev sat ind af den debuterende Stig Pilely, der efter et par snævre træk i feltet sendte bolden op i det ene målhjørne mit sit kolde højreben! Dermed var kampen punkteret og Brande kørte en fortjent og sikker sejr i hus og cementerede dermed sin position som øverst i tabellen.

Bedst hos Brande var Steffen Eriksen, der gjorde comeback efter nogle års fravær i BOB-trøjen. Næste kamp for Brande bliver ude mod IFS 1.

Double up for BOB +50

Fortjent hjemmesejr 2-1 til BOB +50 mod Herning Fremad

Brande skulle forsøge at følge op på udesejren mod Uhre i sæsonåbningen, da holdet tog i mod Herning Fremad. Det var Brande, der med vinden i ryggen tiltvang sig overtaget fra kampens start mod et Herning hold, der stod dybt på banen. Dette til trods lykkedes det Brande at tilspille sig en række gode muligheder. Bl.a. var Mogens Laugesen tæt på i et par situationer. Det skulle dog gå et stykke ind i kampen før Brande bragte sig foran. Det var Kai Varisbøl, der med et godt langskud overlistede Hernings målmand, der måske havde forventet et indlæg. Brande var tæt på at bringe sig yderligere i front, da Kim Plade Kristensen med en hammer af et langskud ramte overliggeren. Pausestillingen blev 1-0 til Brande, en fortjent føring ud fra spil og chancer.

Kampbilledet var det samme fra anden halvlegs start med Brande som det hold, der havde et spillemæssigt overtag, mens Herning lurede på kontrastød, når Brande mistede bolden. Det var en sådan situation, der førte til scoring til Herning, da man udnyttede nogen passivitet i Brandes til at score via den ene opstander uden chance for Ken Petersen, der var tilbage i målet med en god indsats.

Der skulle dog ikke gå længe inden Brande igen bragte sig foran efter en god en to kombination, hvor Kim Plade serverede et knaldhårdt indlæg tæt på mål, hvor Kim Tranholm fik ekspederet bolden det sidste stykke over stregen. Der var fortsat gode muligheder til begge hold, men heldigvis lykkedes det Brande at køre sejren i hus og dermed få yderligere tre point ind på kontoen.

Samlet set en fortjent sejr til hjemmeholdet, der havde sin klart bedste spiller i Kim Plade, der både offensivt og defensivt leverede en fornem indsats.

 

Debutsejr i +50 rækken til BOB i Uhre

Så blev sæsonen skudt i gang for Brande Oldboys +50 7-mands med lokalopgør i Uhre. Da det for de fleste af BOB spillere er noget uvant med 7-mands bold, var kampen imødeset med ekstra spænding. Lad det være sagt med det samme, det blev en god sæsonpremiere med meget fornuftigt spil trods vanskelige baneforhold og et altid godt kæmpende Uhre hold. Det var BOB, der fra starten tog teten. Der skulle dog gå til ca. midt i første halvleg før spilovertaget blevet omsat til mål. Målet opstod, da Kenneth Lauridsen brød et Uhre angreb og sendte Sigurd Kristensen afsted, der tog turen over en halv banelængde og endte med en god afslutning, der blev rettet af og dermed snød Uhres stærke keeper Ejner Nygaard. Fortjent 1-0 føring til BOB. Ikke så længe efter bragede Kim Plade et skud på den ene opstander. Dermed blev pausestillingen 1-0 til BOB. Dominansen i 2. halvleg blev endnu større, hvilket resulterede i en del gode muligheder. Målet til 2-0 faldt efter gode kombinationer mellem Kim Plade og Ole Radoor, hvor sidstnævnte endte med servere et godt indlæg for Jens Studsgaard, der satte liv og lemmer på spil og endte med at heade bolden i kassen til 2-0. Ikke så længe efter, var samme Jens Studsgaard igen på spil, da han med en halv yderside bragede bolden op i det ene målhjørne. Så er sæsonen skudt i gang!! Sidste aftryk på kampen blev dog sat af Uhre, da Arne Eriksen reducerede til 1-3 med et fladt skud ved den stolpe uden chance for Brian Dahl, der ellers havde stået en fin debutkamp i stedet for holdets normale målmand Ken Pedersen, der var forhindret i at deltage i kampen. Med sine to scoringer og en i øvrigt flot indsats, blev BOBs dobbelte målscorer Jens Studsgaard fortjent kåret som ”man of the match” af sine holdkammerater.