Alle indlæg af Formand

Ineffektive i Tjørring

Mandag tog Brande Old Boys’ +50-hold hul på efterårssæsonen med en udekamp i Tjørring, som holdet før sommerferien spillede 2-2 imod 2 gange.

Effektiviteten hos de to holds spillere var tilsyneladende ikke helt færdig med at holde sommerferie: Allerede efter få minutters spil var værterne tæt på, men en stor chance blev misbrugt, og derefter var det gæsterne, der overtog styringen. En håndfuld muligheder gav imidlertid ikke udbytte pga. manglende kvalitet i afslutningerne, og i stedet kom hjemmeholdet foran 5 minutter før pausen, da en Tjørring-spiller pludselig stod helt fri tæt under mål.

Fem minutter efter sidebyttet omsatte værterne en kontra til en 2-0-føring, og først 12 minutter inde i 2. halvleg lykkedes det endelig Brande-mandskabet at få scoret. Med et langt skift fandt Sigurd Kristensen Michael Laursen, som sendte bolden i netmaskerne med et fladt spark.

Bjarne Thisgaard ramte den ene opstander med en afslutning fra en spids vinkel, og 2-3 gange sparkede Tjørring-målmanden bolden lige ud i fødderne på en Brande-spiller, uden at det blev straffet med en scoring.

I kampens næstsidste minut ramte et halvkikset Tjørring-indlæg trekantsammenføjningen, og på det efterfølgende modangreb blev kampens spiller, Michael Laursen, spillet helt fri, men hans afslutning røg en meters penge forbi mål, og så endte opgøret med en 2-1-sejr til Tjørring.

Så går det løs igen!

I den kommende uge går turneringen i gang igen for samtlige holds vedkommende, men hvis du ikke kan vente så længe, genoptager vi lørdagstræningen d. 6/8 kl. 13.30.

Mandag tager +60 imod Ikast fS, mens +50 skal en tur til Tjørring.

Onsdag skal damerne/oldgirls spille i Hammerum, og samme aften får +30 ligesom +60 besøg af Ikast fS.

Torsdag skal +40 som det sidste hold i aktion efter sommerferien; det sker med en hjemmekamp mod Herning Fremad.

Let’s play ball!

Pssst: Har du set de nye turneringsplaner?

Ellers har vores webmaster, Kenno, som igen i denne uge arbejder hjemmefra (i Thailand :-)) sørget for, at du kan se dem ved at klikke på det hold, du er interesseret i, i menuen til højre.

Der er kommet nye puljer for både oldgirls/seniordamer, som bl.a. kan se frem til to hyperlokale lokalopgør mod Brande IF, +30 og +50.

Turneringsplanerne for +40 og +60 er uændrede.

Begrænsede ændringer i fodboldloven

1. juli er traditionen tro datoen for ændringer og tilpasninger i fodboldloven.

I år er ændringerne ret begrænsede, og at forsøgsordningen med fem udskiftninger nu gøres permanent, har ingen praktisk betydning for os.

Derudover er det bl.a. blevet præciseret, at benskinner skal være benskinner og ikke f.eks. pølsebakker, at man ikke må bære smykker, som kan være til fare for en selv eller andre, med mindre de er tildækket, og at målmandens ene fod (mindst) enten skal være i kontakt med mållinjen eller direkte ovenover den, når der tages et straffespark.

Du kan se en oversigt over ændringerne i fodboldloven ved at klikke her