Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Mere træning – nu også om mandagen

Indtil turneringen går i gang, hvilket den jo gerne skulle gøre planmæssigt efter påske, tilbyder vi helt ekstraordinært – for at komme så godt i gang som muligt – nu også træning om mandagen fra kl. 19.30 og en time frem.
Ansvarlig for mandagstræningen er Brian Dahl Thomsen, og ligesom lørdagstræningen foregår det naturligvis i henhold til de gældende retningslinjer med håndvask inden træning, omklædning hjemmefra o.s.v.
Du kan se den nyeste udgave af DBU’s corona-retningslinjer (vol. 18!), som er gældende fra 1. marts, her:
https://dbu.dk/media/18882/protokol-for-dansk-fodbold-version-18-25-02-21.pdf
Hvis du har den mindste mistanke om, at du kan været smittet med Covid-19, skal du selvfølgelig ikke deltage i træningen, før du har modtaget et negativt testsvar.
Ellers er det vist bare om at få pudset fodboldstøvlerne og klippet tåneglene og så ellers se at komme på græs!

På banen derudaf

Er ikke kun en velkendt skæring på Gas 2, men også status på udendørs-idrætten med virkning fra 1. marts.

Nogle gange går udviklingen – heldigvis – hurtigere end ventet, men som lovet, da vi lukkede ned i december, åbner vi nu igen lørdagstræningen så hurtigt, det kan lade sig gøre, d.v.s. pr. 6. marts.

Det er ikke længere nødvendigt at spille 5-a-side, og skulle vi blive flere end 25, deler vi os i to grupper.

Derudover er retningslinjerne de velkendte med håndvask før træning, omklædning hjemmefra o.s.v.

Det forhøjede forsamlingsloft betyder også, at der er en reel mulighed for, at vi kan gå i gang med turneringen som planlagt umiddelbart efter påske, som minimum for 7-mandsholdenes vedkommende (naturligvis under forudsætning af, af restriktionerne ikke bliver strammet igen).

Til gengæld er der desværre ikke umiddelbart udsigt til, at indendørstræningen kan genoptages foreløbig – men så kan vi jo glæde os over, at foråret på mere end en måde er over os, og at det snart ikke længere kun er “græsset” på kunststofbanen, der er grønt.

Vel mødt lørdag d. 6. marts kl. 13.30 – og samme tid de efterfølgende lørdage!

Før eller efter påske?

I øjeblikket regnes der angiveligt på livet løs på konsekvenserne af at genåbne flere dele af samfundet, herunder udendørsidrætten, når de nuværende restriktioner udløber 28. februar.
Hvad det munder ud i, ved jeg selvsagt lige så lidt om som alle andre udenfor de inderste regerings-kredse, men det er nok ikke senior- og oldboysspillere, der står allerforrest i køen.
Personligt vil jeg derimod ikke blive voldsomt overrasket, hvis ungdomsspillerne får forrang, præcis som de fik lov at fortsætte med at spille turneringskampe længe efter det, der blev seniorernes sidste spillerunde i slutningen af oktober, men det er indtil videre kun spekulationer.
Fra DGI’s side er oplægget, at 2021-turneringen skal fløjtes i gang tirsdag d. 6. april, men det afhænger naturligvis 100 % af, om forsamlingsloftet til den tid er blevet (op)hævet.
Indendørsidrætten står til gengæld næppe lige foran en genåbning, slet ikke for os voksne. Skulle det ende med, at vi ikke når at genoptage indendørs-træningen om mandagen, inden sæsonen er slut, har vi i bestyrelsen besluttet, at det vil blive muligt at få refunderet halvdelen af det indbetalte indendørskontingent ved henvendelse til kassereren – men altså først når/hvis sæsonen bliver endeligt aflyst.

100 % gevinstgaranti!

Så er vinderne af den første runde af vores lille “men vi venter”-konkurrence fundet. Det rigtige svar på spørgsmålet var, at det var Max Schaumann, der udlignede til slutresultatet 1-1 for +60-holdet i sæsonens sidste kamp i 2017, udekampen mod Ikast fS.
Det var der kun to, der havde svaret rigtigt på, så begge vinder en præmie – 100 % gevinstgaranti!
Vinder af et gavekort på 200 kr. til Tøjeksperten blev: Ole Jessen.
Vinder af et gavekort på 100 kr. til Telekæden blev: Torben K. Jakobsen.
Tillykke til jer begge.
Følg med her på siden – inden længe dukker der en ny konkurrence op med mulighed for at vinde nye præmier!