Alle indlæg af Formand

Glædelig jul!

Så er de sidste vindere af gavekort på årets oldboys-julekalender fundet. Du kan se en samlet oversigt over vindernr. her: https://www.epaper.dk/brande-bladet/brande-bladet-uge-522/ (du skal bladre om på side 24). Gevinsterne kan afhentes på Brande Bladets kontor frem til d. 27. januar.

Lad mig samtidig benytte lejligheden til at sende en tak til alle, der har støttet Brande Old Boys på den eller anden måde i 2022.

Både til dig, der har købt en julekalender, et lod i Åræset eller deltaget i markedstips, til alle vores mange velvillige sponsorer, til jer, der deltog i firmafodboldmesterskaberne 5. november, til alle jer, der har repræsenteret Brande Old Boys på grønsværen i årets løb og ikke mindst alle jer, der har ydet en frivillig indsats for foreningen som bestyrelses- eller udvalgsmedlem eller i forbindelse med nogle af vores arrangementer – og sidst men absolut ikke mindst til vores trofaste holdledere, som uge efter uge har sørget for, at vi andre har kunnet komme ud at spille fodbold.

Vi slutter som tidligere nævnt 2022 af med en gang spil til 2 mål 1. juledag kl. 10.00. hvor alle – både nuværende, tidligere og kommende medlemmer af Brande Old Boys – er velkommen til en times let julemotion med bold.

Rigtig glædelig jul & godt nytår!

Sidste lørdagstræning inden jul – indendørstræningen fortsætter uændret

Lørdag d. 17. december er der lørdagstræning for sidste gang i år – juleaftensdag og nytårsaftensdag holder vi fri.
Til gengæld genoptager vi en gammel juletradition, som har holdt pause de seneste par år: 1. juledag mødes vi kl. 10.00 til en gang spil til to mål – her kan alle, der har lyst, komme og være med.
Sidste omgang indendørstræning i år er mandag d. 19. december kl. 20 – men uanset om der bliver fundet en løsning på konflikten mellem Brande Hallerne og Ikast-Brande Kommune (hvilket vi naturligvis ligesom alle andre håber på) eller ej, fortsætter indendørstræningen uændret efter nytår.
Det gør den, fordi Brande Old Boys ikke modtager – og aldrig har modtaget – lokaletilskud fra kommunen og derfor ikke bliver berørt.

BOB’s julekalender er på gaden

Så er Brande Old Boys’ julekalender for 2022 i handlen.

Motivet er i år hentet på Torvet, hvor 25 stjerner lyser op på den aftenmørke decemberhimmel – en på hver af de 24 låger og en i toppen af juletræet.

Vores julekalendersælgere er allerede godt i gang med at trave byen tynd, men hvis du bare ikke kan vente, til det ringer eller banker på døren, eller du bare vil være helt sikker på at få et eksemplar, inden de er udsolgt, kan julekalenderen købes i forbindelse med lørdagens firmafodboldmesterskaber i Brande Hallerne.

Alt stiger – bare ikke prisen på BOB’s julekalender, som igen i år koster den formidable sum af 20 kr. pr. stk. Til gengæld har vi skruet lidt op for præmierne, så der hver dag i december trækkes lod om et gavekort på 250 kr. og to gavekort á 100 kr. til en af de syv butikker, der sponsorerer julekalenderen.

Er du blandt de heldige, kan du derfor vælge mellem gavekort til Tøjeksperten, Stark, Rema 1000, Wine N’Fun, Telekæden, Skoland eller Nyt Syn.

D. 23. december trækkes der lod om de to hovedgevinster på hhv. 1.000 og 2.500 kr.

Vindernumrene kan ses her på hjemmesiden/Facebook og i Brande Bladet, hvor præmierne også kan afhentes.

Overskuddet fra julekalendersalget går – som altid – til ungdomsarbejdet i Brande.

Tag godt imod vores sælgere!

Årets spillere 2022

Kun et enkelt hold var så langt fremme, at de kunne kåre “årets spiller” i forbindelse med Aktivfesten 8/10, men nu er de sidste kampe spillet, og dermed har alle hold fået udpeget den spiller, der opnåede flest stemmer i årets løb. De blev:

Oldgirls/seniordamer: Anne Sørensen
+30: Alex Torp
+40: Michael “Tyr” Kristensen
+50: Sigurd Kristensen
+60: Kim Tranholm

Alle har modtaget en erindringsgave bestående af en god flaske rødvin samt 2 indgraverede glas.

Tillykke til jer alle fem!