BOB’s +60er spillede sin hidtil bedste kamp, men efter en helt lige kamp måtte Branditterne, som så ofte før, erkende at de gamle ræve fra Ikast havde vundet 2-1.
BOB havde overtaget i første halvleg, men bolden ville ikke ind. I stedet kom Ikast forand på et flot angreb.
I anden halvleg havde BOB flere gode chancer, bl. a. skud på overliggeren, i stedet scorede Ikast til 2-0. I slutfasen havde BOB et par store chancer, før Walther Vestergaard sendte et kanonskud i nettet, efter et flot gennemført angreb.
2-1 til Ikast blev facit.
For BOB var det især målmand Holger Kjeldsen, Walther Vestergaard og Kent Pedersen der stod frem, men hele holdet spillede godt.
Fidusen gik til Holger Kjeldsen.
BOBs superVeteran +55 vandt igen
I hjemmekampen mod Lind Old Boys, spillede BOB en rigtig god første halvleg og kom fortjent foran 1-0, ved Aage Kristensen, efter 15 min. spil. I første halvleg var der chancer til begge hold, men de størst til BOB.
2. halvleg startede godt for BOB med et par pæne chancer, men ind ville bolden ikke, og da først Aage Kristensen og derefter Peter Munkholm måtte udgå med skader, blev holdet noget handicappet. Det gav et vældigt pres fra Lind OB, men under dette pres viste målmanden Klavs Kristiansen sin store styrke på denne post, han var et rent plankeværk. Flot come back til Klavs efter 3/4 års pause, han var dagens mand og fik fortjent fiduspokalen. Men hele holdet skal roses for god fight særlig i slut fasen.
Næste kamp er topkamp på udebane mod Herning Fremad.
God sejr til BOBs +40 hold
Mandag tikkede der endnu en sejr ind på kontoen for Brande Old Boys +40 hold. Denne gang var det Vildbjerg som det gik ud over.
Kampen artede sig som de fleste andre kampe, Brande har bolden i 80% af kampen og kom frem til et hav af chancer. Specielt dødboldene var farlige hvor det ene hjørnespark efter det andet blev farligere og farligere. Desværre fik Brande ikke hul på bylden så derfor skulle vi frem til det 20. minut hvor Søren Prøhl (endnu engang) bragte holdet foran.
Resten af halvlegen fortsatte med Brande dominans dog uden, at det blev til flere scoringer. Vildbjergs største mulighed kom efter en misforståelse imellem målmand Kim Lauridsen og Torben Kjærgaard, men heldigvis fik Kim den afværget.
2. halvleg var kun 10 min. gammel da Lars Poulsen bragte Brande foran. En situation hvor Vildbjergs målmand ikke så alt for heldig ud. Vildbjergs målmand skal dog roses for en generel god kamp med mange gode redninger.
Resten af kampen gik som 1. halvleg med total Brande dominans. Desværre blev det ikke til flere scoringer, men en stensikker sejr over et udmærket hold fra Vildbjerg.
Dagens spiller blev ret suverænt Allan Kjærgaard som igen ydede en god indsats på midtbanen.
Næste kamp er på mandag imod Hammerum.

Superveteraner +50 taber hjemme til H.I.K.
Superveteranerne tabte mandagens hjemmekamp til HIK med 2-3 og leverede dermed en lidt dårlig “generalprøve” på weekendens kommende Landsmesterskaber. Kampen startede ellers flot da Ib Møller med en lang præcis aflevering fandt Max Schaumann der sikkert headede BOB i front 1-0, derefter så det ud til at alle ville spare “bentøjet” til weekenden og overlod alt spil til gæsterne, der fik udlignet inden pause og med 2 mål mere i starten af anden halvleg til 1-3 lignede det en afgørelse, men et flot mål af Peter Munkholm gav ekstra energi og BOB tilspillede sig mange chancer de sidste 10 minutter og kunne nemt have, både udlignet og taget alle 3 point hvis bare nogen af chancerne var blevet udnytte lidt bedre, det blev de ikke og dermed nederlag 2-3..! Fidusen gik til Jørgen Laursen, holdets næste kamp er den 9. sept. hjemme mod Spjald.