Kategoriarkiv: Super Veteran +50

50

Studsgaard lynede

Der var lagt op til en tæt dyst, da Brande Oldboys’ +50-hold mandag tog imod de nærmeste forfølgere, Ikast FS 1, men værterne fik især i 2. halvleg fuldstændig taget pynten af gæsterne.

Indledningsvis pressede Brande på for en tidlig scoring, og inden der var spillet syv minutter, havde både Mogens Laugesen, Kenneth Lauridsen, Steffen Eriksen og Sigurd Kristensen testet IFS-keeperen. Bedst som man troede, at Brande havde skudt Ikast-målmanden varm, lykkedes det efter 19 minutter Kenneth Lauridsen at passere ham med et velplaceret venstrebenshug langt udefra.

I 1. halvlegs absolut sidste sekunder burde gæsterne have udlignet, men stående på selve målstregen lykkedes det en Ikast-angriber at bugsere bolden på tværs af mål med brystet, hvilket set udefra faktisk virkede sværere end at skubbe den det sidste stykke over stregen til udligning.

I stedet kunne Brande gå til pause med en etmålsføring, som blev udbygget til 2-0 efter 3 minutters spil af 2. halvleg. Brian Dahl Thomsen slap fri ved baglinjen og sendte et indlæg ind foran mål, hvor Ikast-keeperen fik fumlet den over stregen.

Tre minutter tog Jens Studsgaard fat på sit one man show, da han tog chancen langt udefra og tordnede et projektil af et langskud i kassen til 3-0. Midt i halvlegen var gæsterne tæt på reducering, da Ken Petersen ikke kunne holde en hård afslutning, men i stedet for 3-1 blev det 4-0 fem minutter senere, da Sigurd Kristensen i en kontra fire mod to spillede Jens Studsgaard fri til endnu en scoring.

Fire minutter før tid lykkedes det så endelig Ikast at få reduceret efter et hjørnespark, men Jens Studsgaard var slet ikke færdig endnu. To minutter før tid blev han spillet fri i dybden af Ole Radoor, og i to forsøg fik han bolden forbi en opgivende Ikast-målmand, hvorefter han let kunne fuldende sit hattrick og gøre det til slutresultatet 5-1 til Brande, der dermed lagde afstand til de øvrige tophold.

Eneste malurt i bægeret var, at både Steffen Eriksen og Kim Tranholm måtte forlade banen før tid med skader få dage før weekendens Landsmesterskaber fløjtes i gang på lørdag.

Fortjent udebanesejr til BOB +50 mod IFS OB 2

Brandes syvmandshold i +50 oldboys rækken skulle forsøge at rette op på den noget miserable afslutning på forårssæsonen, der endte uden sejre i de sidste tre kampe. Modstanderen var IFS OB 2, som lå lunt placeret midt i rækken. Kampen blev afviklet på længe ventede saftige regnvåde baner på Ikast Stadion med Brande som det klart dominerende hold fra kampens start. Dominansen resulterede i kampens første scoring efter knap fem minutter, da Sigurd Kristensen afdriblede et par Ikast spillere for til sidst at servere bolden for den tilbagevendte Kenneth Raahauge, der uden stort besvær kunne ekspedere i det tomme mål. Lige den start Brande havde håbet på. Kort efter var Brande på ny på færde foran Ikast målet. Igen var Sigurd Kristensen den afgørende faktor, denne gang selv i målscorerens rolle, da han med en kontrolleret inderside placerede bolden i det ene målhjørne uden chance for Ikast keeperen. Vel nok kampens flotteste detalje, og dermed fortjent 2-0 føring til Brande. De få gange Ikast gæstede Brande målet løb det for det meste ud i sandet. I stedet skulle det igen blive Brande, der bragte sig yderligere i front. Denne gang med Kai Varisbøl i målscorerens rolle efter et halvkikset forsøg af Steffen Eriksen. Dermed blev pausestillingen 3-0 til udeholdet.

Dermed var taktikken klar for Brande, nemlig at fortsætte de gode takter fra første halvleg. Det lykkedes dog kun delvist, da tempoet gik en anelse ned. Dette til trods opstod der dog en række hele og halve chancer, hvor den nødvendige skarphed og kvalitet i afslutningen for det meste manglede. Det skulle også blive Ikast, der scorede kampens næste mål til 1-3, da Brande blev fanget i en omstilling. I forlængelse heraf havde Ikast et par nærgående forsøg, hvor Ken Petersen heldigvis formåede at lukke af. I stedet blev det Brande der med en ny scoring til 1-4 lukkede kampen. Igen var Sigurd Kristensen på færde, da han efter en lang dribletur udplacerede et bakkende og noget passivt Ikast forsvar. Som noget kosmetik, lykkedes det Ikast at score yderligere et reduceringsmål til 2-4, som også blev kampens slutresultat. Klart bedst hos Brande var Sigurd Kristensen, der spillede en afgørende rolle både som dobbelt målscorer og assistmager. En fuldt fortjent sejr til Brande, der nu indtager førstepladsen med en kamp mere end IFS OB 1.

Netop dette hold gæster i næste spillerunde Brande til en vaskeægte topkamp. Bliver spændende om Brande kan følge den gode start på efteråret op med endnu en sejr og dermed fastholde rækkens førsteplads.

 

Nyt nederlag til BOB +50.

Brande sejrsvante hold i oldboysrækken for +50 er for alvor kommet ned på jorden efter nu tre kampe uden sejr. De seneste to kampe endda med nederlag. Modsat seneste hjemmekamp mod, hvor Brande fortjent tabte til Uhre Oldboys, var det en bitter pille at sluge med et nyt nederlag mod Herning Fremad på 2-3. Brande havde foretaget mindre taktiske ændringer med en mere talstærk midtbane med bl.a. de løbestærke Kenneth Thinggaard og Henrik Skytte Mortensen. Kampen startede helt efter planen med stærk dominans til Brande, der udmøntede sig i en række gode muligheder. Godt midt i første halvleg gav det pote efter godt opspil i højre side af Henrik Mortensen og Kai Varisbøl, hvor sidstnævnte med en god tværaflevering fandt Kenneth Thinggaard, der køligt udplacerede Hernings målmand. Fortjent 1-0 føring til Brande. Ikke længe efter gjorde samme spiller kunststykket efter med en scoring til 2-0 efter en knivskarp frispilning af Jens Studsgaard. Derefter troede alle, såmænd også Herning spillerne, at der var lagt op til en afklapsning af Herning. Trods yderligere muligheder til Brande måtte holdet nøjes med at gå til pausen med en 2-0 føring.

Den taktiske overvejelse fra Brande var nu, om man skulle gå en smule tilbage og spille mere henholdende. Udfaldet blev dog at fortsætte, hvor holdet slag i første halvleg for at se, om man kunne dræbe kampen med en yderligere scoring. Taktikken udmøntede sig i fortsat rigtig mange chancer, hvor dog den sidste skarphed manglede. Som det så tit sker i fodbold, når man ikke udnytter sine chancer, åbner det mulighed for modstanderholdet at komme tilbage i kampen. Det var lige det der skete, da Herning knap midt i anden halvleg udnyttede en misforståelse i Brande defensiv og en Herning spiller kunne ekspedere bolden i et tomt mål til reducering til 2-1. Klart gav det Herning troen på, at der måske kunne laves et comeback. Trods adskillige muligheder til Brande, herunder måske også snydt for et straffespark, da Henrik Skytte Mortensen blev løbet ned bagfra (desværre var VAR-dommeren ikke på sin plads), var det Herning, der scorede kampens næste mål på et langskud, hvor Ken Petersen ellers var nede og have kontakt med bolden, der dog ærgerligt via stolpen endte i mål. Med nu en stilling på 2-2 var det nu Brande, der skulle jagte sejren, hvilket resulterede i en omstilling til Herning, som blev udnyttet til at bringe holdet i front med kun tre minutter tilbage. Brande pressede på i de sidste minutter uden at komme til det helt store, og holdet måtte derfor notere et ærgerligt 3-2 nederlag mod et særdeles effektivt Herning hold, der kendte deres besøgelsestid med tre mål på fem chancer.

Brandes klart bedste var Kenneth Thinggard, der debuterede i syvmands bold. Udover sine to mål ydede han en kæmpeindsats, som desværre ikke blev belønnet med point. Brande indtager fortsat rækkens førsteplads, men dog en kamp mere end IFS 1, der med en sejr i den udsatte kamp kan bringe sig foran Brande.

Lillebror Uhre sejrede i lokal derby

Sæsonens første nederlag mod Uhre Oldboys i +50 rækken.

Brande tog imod Uhre Oldboys i +50 rækken i syvmands bold. Brande havde vundet den omvendte kamp i Uhre og lå på rækkens førsteplads og har traditionen tro som regel overtaget mod et altid godt kæmpende Uhre mandskab. Derfor var Brande på forhånd også favorit i kampen. Brande startede også kampen med mest boldbesiddelse dog uden at kreere de helt store muligheder. Derimod var Uhre de få gange de gæstede Brandes mål mere farlige og ved et par lejligheder måtte Ken Petersen forhindre Uhre i at bringe sig foran. De få gange Brande blev rigtigt farlige foran Uhres mål manglede den afgørende koldblodighed og overblik til at spille chancen større. Stillingen ved pausen var 0-0. Det var nogenlunde samme kampbillede efter pausen. Dog skulle Uhre vise sig mere skarpe i anden halvleg, da holdet udnyttede nogle blottelser i Brandes defensiv til at bringe sig foran. Først var det Gunnar Gasbjerg og ikke så længe efter var det Bjarne Mimi Jakobsen, der fik bolden ekspederet forbi Ken Petersen til føring til 2-0. Dermed havde holdet bragt sig i en god position til at hente en overraskende udesejr i Brande. Fornuftigt nok var Uhre indstillet på at køre sejren hjem uden at give de store chancer væk. Det skulle dog lykkes Brande at bringe lidt spænding ind i kampen, da holdet mod kampens slutning fik reduceret ved Henrik Skytte Mortensen, der med et fladt og velplaceret langskud udplacerede Ejner Nygaard i Uhre målet. Brande kom dog aldrig rigtig tæt på udligning og Uhre kunne dermed rejse ”hjem” med en fortjent 2-1, der bringer holdet op på rækkens tredjeplads, nu kun seks point efter Brande. Brandes bedste i kampen var igen Henrik Skytte Mortensen.

I næste kamp venter en svær udekamp mod Herning Fremad, der også er placeret i rækkens top. Forhåbentlig kan Brande komme tilbage på sejrssporet efter nu to kampe uden sejre. Hvis ikke kan holdet formentlig se rækkens førsteplads fordufte, da IFS nu for alvor presser sig på.