Alle indlæg af Formand

Terrassen er tilbage!

Takket være et stort stykke arbejde af den nybagte AaB-fan, Simon Splidsboel, Dan Helge & søn, er det nu igen fuldt forsvarligt at færdes på terrassen på 1. sal i klubhuset.

Materialerne til den nye træterrasse er naturligvis indkøbt lokalt hos Stark, der lavede en virkelig skarp pris til BIF, som takket være en donation i forbindelse med sidste års generalforsamling kunne sende regningen videre til BOB.

Stik eventuelt selv næsen op ad trappen eller ud ad en af dørene i den store sal, næste gang du kommer forbi klubhuset, for at se det flotte resultat og indsnuse duften af frisk træ.

Tilbage på toppen

Med en uskøn udesejr på 2-0 over Herning Fremad tilbageerobrede BOB’s +50-mandskab mandag aften rækkens førsteplads på en marginalt bedre målscore end Bording.

Gæsterne var klart mest målfarlige i kampens indledning; inden der var spillet et kvarter havde Søren Prøhl været tæt på et par gange, begge gange efter afleveringer fra Michael Laursen, og i det 11. minut fik han og Allan Kjærgaard alt for lidt ud af en omstilling, hvor de pludselig var alene med en Fremad-forsvarer.

Man skulle dog helt frem til sidste minut, inden halvlegens største chance opstod, og kun en fantomredning af Lars Poulsen i BOB-målet forhindrede værterne i at gå til pause med en etmålsføring.

2. halvleg var knap et kvarter gammel, da BOB endelig fik prikket hul på hjemmeholdets defensiv. Fra baglinjen fandt Mikael Lund Søren Prøhl ved forreste stolpe, og med pandebrasken stødte han udeholdet i front.

Det tvang værterne længere frem(ad) på banen, hvilket førte til en håndfuld chancer til gæsterne. Med 10 minutter igen tvang Michael Laursen Fremad-keeperen til en flot redning, og gang på gang fik BOB chancen for at slå kontra. Hver gang løb det dog ud i sandet (læs: det nyslåede græs), og 3 minutter før tid var Herning-mandskabet så – stik imod spil og chancer – tæt på en udligning.

Heldigvis for BOB kom Jørn Eriksen i vejen for afslutningen, og i næstsidste minut lykkedes det så endelig gæsterne at slå sejren fast efter endnu en omstilling. Nicolaj Eg spillede Kai Varisbøl fri, og med en halvkikset afslutning – eller var det en aflevering? – lykkedes det ham med god assistance fra hjemmeholdets målmand at gøre det til slutresultatet 2-0 til BOB.

Kampens spiller blev en arbejdsom Allan Kjærgaard.

+50 levede op til favoritværdigheden

Rollerne var på forhånd fordelt, da BOB’s +50-mandskab mandag var på besøg hos bundholdet Tjørring, men de pointløse værter var meget tæt på at bringe sig i front på en friløber efter en halv snes minutter. Jens Ole Pedersen fik imidlertid raget kastanjerne ud af ilden med en fodparade, og efter 23 minutter bragte gæsterne sig så planmæssigt i front, da Allan Kjærgaard headede et smukt indlæg fra Michael Laursen i kassen via indersiden af den ene stolpe.

To minutter senere gjorde Nicolaj Eg det til pausestillingen 0-2, da han efter 1-2-spil med Allan Kjærgaard skubbede bolden det sidste stykke over stregen for næsen af Bjarne Thisgaard.

10 minutter efter pausen blev det så 0-3, da Nicolaj Eg efter et par fikse træk spillede bolden på tværs til Mikael Lund, som takkede for tilbuddet ved at banke bolden i nettet, og 2 minutter senere forsvandt den sidste rest af spænding om udfaldet, da en Tjørring-spiller ekspederede en aflevering fra Jørn Eriksen op i det ene målhjørne – desværre for ham i eget net.

0-4 var også stilingen indtil 2 minutter før tid, hvor Bjarne “Tøf” Kristensen fandt en helt fri Bjarne Thisgaard, som efter et øjebliks betænkningstid kanonerede læderet i kassen bag en sagesløs Tjørring-keeper.

Sejren sender BOB op på en delt førsteplads i rækken halvvejs gennem forårssæsonen á point med Vildbjerg og Bording, som begge satte point til.

Kampens spiller blev Nicolaj Eg, der i løbet af kampen både nåede at spille i bageste og forreste geled.

Opvisning i possessions-fodbold

Brande Old Boys’ hold i +50-rækken fik en lektion i possessions-fodbold, da de mandag havde besøg af de seneste års vindere af rækken, Vildbjerg, som allerede i kampens første minut var tæt på at bringe sig i front.

Gæsterne fastholdt overtaget, men måtte have hjælp af hjemmeholdet, som omkring det 20. minut satte udeholdet i gang med to lidt for lette scoringer med to minutters mellemrum med et par kiksede afleveringer fra de bageste rækker.

Først mod slutningen af 1. halvleg kom værterne frem til noget, der lignede chancer, men rigtig farligt blev det ikke.

Efter pausen fortsatte Vildbjerg – klogt og tålmodigt – med at trille bolden rundt i egne rækker vel vidende, at der i modsætning til håndbold ikke er noget, der hedder passivt spil i fodbold.

Indtil små 10 minutter før tid, hvor Jens Ole Pedersen i BOB-målet fik viftet en lumsk Vildbjerg-afslutning ud på den ene opstander, var halvlegen klinisk renset for målchancer, og først fem minutter før tid viste hjemmeholdet endelig tænder.

Kampens spiller, Michael Laursen, sendte et indlæg til bageste stolpe, hvor Kai Varisbøl fra en halvspids vinkel headede bolden på ydersiden af stolpen.

Tættere på en scoring kom hjemmeholdet ikke, og Vildbjerg kunne derfor bogføre en fuldt fortjent sejr på 2-0, som sender holdet op på 2.-pladsen i rækken to point foran BOB på tredjepladsen