Blot et enkelt mål adskilte BOB og Bording på første- og andenpladsen forud for mandagens indbyrdes opgør på Brande Stadion, men allerede efter mindre end 2 minutter havde værterne bragt sig i front efter et sandt mønsterangreb. Allan Kjærgaard lagde en lang aflevering til Michael Laursen, som med et præcist indlæg spillede Kai Varisbøl fri til scoring tæt under mål.
Inden der var spillet fem minutter, havde gæsterne været tæt på udligning to gange: først prellede et langskud af på undersiden af overliggeren, og kort efter måtte Jens Ole Pedersen afværge et nærgående Bording-forsøg.
Herefter blev der længere mellem de åbne målchancer, men godt midtvejs i halvlegen blev Bording reduceret til 6 mand efter et gult kort, og da Michael Laursen efter små 20 minutters spil tog chancen udefra, blev hans skud rettet af og sejlede i en blød bue over en sagesløs Bording-keeper.
Stillingen 2-0 holdt til pausen, men fra 2. halvlegs start pressede gæsterne på. Halvlegen var da heller ikke meget mere end 5 minutter gammel, før de fik reduceret til 1-2 på et straffespark i forlængelse af et frispark fra kanten af feltet, som ramte Allan Kjærgaard på den ene arm.
Nu kom hjemmeholdet for alvor under pres, men det tog noget af, da Michael Laursen i det 42. minut lobbede et langt udspark fra Allan Kjærgaard over udeholdets målmand til 3-1. Simpelt, men effektivt.
Selvom de prøvede, løb bordinggenserne stille og roligt tør for både tid og ideer, og så kunne BOB uden de store problemer køre sejren hjem.
De tre point betyder, at BOB har lagt sig alene i spidsen af rækken et point foran næste uges modstander, Ikast fS.
Kampens spiller blev endnu engang Michael Laursen.