Der var ikke spillet meget mere end 10 minutter af mandagens kamp i +50-rækken mellem Brande Old Boys og Tjørring, da Brandes Brian Dahl Thomsen sparkede Benny Vilsborgs indlæg i nettet til 4-0 og samtidig fuldbyrdede det hattrick, han indledte i kampens 3. minut, da han bugserede Ole Thisgaards afslutning det sidste stykke over stregen. Tre minutter senere gjorde han det også til 2-0, inden topscorer Søren Prøhl med baghovedet bragte sit hold foran 3-0 assisteret af Tjørring.keeperen.
I halvlegens sidste minutter fik gæsterne lidt for let spillet sig frem til et par reduceringer, og pausestillingen var derfor 4-2 til Brande, som fik hanket lidt op i sig selv efter den sløje afslutning på 1. halvleg.
2 minutter ind i 2. halvleg slukkede sæsondebuterende Lars Poulsen Tjørrings sidste spinkle håb om point, da han fra en halvspids vinkel sparkede bolden mellem benene på Tjørrings målmand til 5-2, og efter 10 minutter gjorde Sigurd Kristensen det til 6-2 på et langskud, der ramte en Tjørring-forsvarer og snød målmanden.
Mere blev der ikke scoret, selvom hjemmeholdet havde rigeligt med chancer. Tættest på var Søren Prøhl, der hamrede bolden på overliggeren fra tæt hold. Den tredje sejr på stribe sendte Brande op på tredjepladsen i rækken.
Kampens spiller blev tremålsskytten Brian Dahl Thomsen.
Alle indlæg af Formand
Årets mål
Holdene lagde ud med at føle hinanden lidt på tænderne, da Herning KFUM mandag aften tog imod Brande Old Boys i +50-rækken, men ret hurtigt satte gæsterne sig på begivenhederne. Ole Thisgaard testede værternes målmand med et godt skud ved roden af den ene opstander, men først midt i halvlegen kom der gang i målscoringen.
Sigurd Kristensen sendte en høj diagonalbold til bageste stolpe, hvor Mikael Lund med et perfekt timet vristspark helflugtede bolden i netmaskerne, der var ved at gå op i syningerne. En tidlig kandidat til årets mål af formanden.
Fem minutter senere blev det 2-0 til Brande, da Bjarne Kristensen efter tålmodigt opspil lagde bolden på tværs til Kim Tranholm, som fra en position lige udenfor feltet sikkert sparkede den i nettet.
Dann Thomsen var kun en fodparade af KFUM-keeperen fra sin første sæsonscoring, men halvlegsresultatet forblev 0-2.
Fem minutter efter sidebyttet blev det til 0-3, da Bjarne Kristensen fandt Mikael Lund på baglinjen. Han ”krøllede” bolden ind til femmålsskytten fra sidste uges kamp mod rækkens andet Herning KFUM-mandskab, Søren Prøhl, og tæt under mål svigtede topscoreren ikke. Samme Søren Prøhl var også ophavsmand til 4-0-målet få minutter senere, da en helt fri Ole Thisgaard kunne styre hans afslutning/aflevering i kassen.
Derefter gik kadencen lidt ned, men ti minutter før tid kom Kai Varisbøl også på måltavlen, da han sparkede Søren Prøhls flade indlæg i nettet til 5-0. Fem minutter før tid fik Herning KFUM pyntet lidt på resultatet på et flot langskud efter en omstilling, og dermed endte opgøret, i øvrigt præcis som en uge tidligere, med en sejr på 5-1 til Brande.
Kampens spiller blev Mikael Lund.
Ingen omklædning og bad – endnu
I forbindelse med de seneste lempelser af corona-restriktionerne er der bl.a. blevet åbnet for, at man igen må benytte omklædningsrum før og efter træning og kamp – også til at tage bad.
Er man 18 år eller derover, kræver det imidlertid – ligesom f.eks. udøvelse af indendørs idrætsaktiviteter – at man kan fremvise et gyldigt coronapas.
Dermed pålægger man fra myndighedernes side de frivillige foreningsledere endnu en ressourcekrævende kontrolopgave, så i Brande Old Boys bakker vi 100 % op om Brande IF’s beslutning om IKKE at åbne omklædningsrummene – endnu.
Det betyder, at vi fortsætter med at klæde om og bade derhjemme, indtil de nuværende regler om coronapas bliver ophævet/ændret.
Firmafodbold rykkes til november
Først på året måtte vi jo desværre konstatere, at corona-restriktionerne gjorde det umuligt at afvikle firmafodboldmesterskaberne sidst i februar som planlagt.
Allerede dengang blev der arbejdet på flere forskellige alternative muligheder for at afvikle den traditionsrige turnering, der første gang blev spillet i 1974. Bl.a. overvejede vi at afvikle firmafodboldmesterskaberne udendørs, men i sidste ende har vi valgt at holde fast i det samme, gennemprøvede koncept som tidligere.
Tidspunktet bliver bare et andet end det velkendte: lørdag d. 6. november.
Dermed er der nu alligevel udsigt til, at der også i 2021 kan kåres lokale firmafodboldmestre i henholdsvis herre A- og B-rækken, mix- og damerækken. Turneringen vil som tidligere blive afviklet i Brande Hallerne, hvor der udover præmier og pokaler til de bedst placerede hold vil være masser af spurtpræmier sponseret af de lokale butikker og øvrige erhvervsdrivende på spil.
Vi håber naturligvis, at det nye tidspunkt for turneringen vil blive positivt modtaget blandt de lokale virksomheder. I så fald er det meget sandsynligt, at den første lørdag i november fremover bliver den tilbagevendende dato for firmafodboldmesterskaberne
Formanden for firmafodboldudvalget, Michael Laursen, kan nu så småt gå i gang med at kontakte de mange frivillige, som er af afgørende betydning for afviklingen.