Opvisning i effektivitet

Der var effektiviteten foran mål til forskel, da +50-rækkens nr. 1 og 2, Vildbjerg og Brande Old Boys, mandag aften tørnede sammen på Brande Stadion.

Opgøret blev i fraværet af brugbare græsbaner afviklet på kunstgræsbanen, og hjemmeholdet havde allerede misbrugt de første halvstore muligheder, da gæsterne bragte sig i spidsen efter 7 minutter i en situation, hvor faren ellers så ud til at være drevet over.

Det blev samtidig gæsternes eneste afslutning inden pausen, mens værterne spillede sig frem til yderligere 3-4 gode tilbud, som alle blev sendt forbi målrammen.

2. halvleg var ikke meget mere end et minut gammel, da gæsterne kom på 2-0; ved bageste stolpe var der lige nøjagtig plads til, at en Vildbjerg-spiller kunne heade et præcist indlæg det sidste stykke over stregen.

Resten af kampen kom til at foregå på udeholdets præmisser; bolden blev tålmodigt flyttet rundt i små kombinationer, mens Brande-spillerne jagtede den forgæves.

Mod slutningen af opgøret fik værterne igen bedre fat, men selvom det blev til yderligere en håndfuld chancer, lykkedes det aldrig af passere Vildbjerg-keeperen.

Trods nederlaget fastholder Brande andenpladsen, nu seks point efter mandagens modstander.

Kampens spiller blev Henrik Mortensen, som vanen tro leverede en energisk indsats på midtbanen.