I slutningen af oktober sidste år lancerede Brande Old Boys i anledning af foreningens dengang forestående 80-års jubilæum et corona-legat, som kunne søges af foreninger hjemmehørende i gl. Brande Kommune.
Den mulighed var der syv foreninger, der benyttede sig af, og alle syv har fået del i legatet.
Egentlig var det meningen, at legatportionerne skulle uddeles i forbindelse med Brande Old Boys’ generalforsamling i februar, men som stort set alle andre generalforsamlinger måtte den udsættes, så for at få pengene i arbejde – og for ikke at risikere at komme i karambolage med forsamlingsloftet – besluttede oldboys-bestyrelsen at arrangere individuelle overrækkelser af legatportionerne.
En enkelt legatportion – den største – fik dog lov til at vente til foreningens generalforsamling i fredags, hvor formanden for Brande IF, Michael Koch, fik overrakt 25.000 kr. til foreningens arbejde af sin formandskollega hos Brande Old Boys, Mikael Lund.
De resterende 55.000 kr. blev fordelt som følger:
Urban Street Zone: 15.000 kr.
Brande Håndbold Klub: 10.000 kr.
eSport Brande: 7.500 kr.
BGU: 7.500 kr.
Blåhøj IF: 7.500 kr.
Uhre GIF 7.500 kr.
Alle indlæg af Formand
Opvisning i effektivitet
Der var effektiviteten foran mål til forskel, da +50-rækkens nr. 1 og 2, Vildbjerg og Brande Old Boys, mandag aften tørnede sammen på Brande Stadion.
Opgøret blev i fraværet af brugbare græsbaner afviklet på kunstgræsbanen, og hjemmeholdet havde allerede misbrugt de første halvstore muligheder, da gæsterne bragte sig i spidsen efter 7 minutter i en situation, hvor faren ellers så ud til at være drevet over.
Det blev samtidig gæsternes eneste afslutning inden pausen, mens værterne spillede sig frem til yderligere 3-4 gode tilbud, som alle blev sendt forbi målrammen.
2. halvleg var ikke meget mere end et minut gammel, da gæsterne kom på 2-0; ved bageste stolpe var der lige nøjagtig plads til, at en Vildbjerg-spiller kunne heade et præcist indlæg det sidste stykke over stregen.
Resten af kampen kom til at foregå på udeholdets præmisser; bolden blev tålmodigt flyttet rundt i små kombinationer, mens Brande-spillerne jagtede den forgæves.
Mod slutningen af opgøret fik værterne igen bedre fat, men selvom det blev til yderligere en håndfuld chancer, lykkedes det aldrig af passere Vildbjerg-keeperen.
Trods nederlaget fastholder Brande andenpladsen, nu seks point efter mandagens modstander.
Kampens spiller blev Henrik Mortensen, som vanen tro leverede en energisk indsats på midtbanen.
Nye ansigter i bestyrelsen
Så lykkedes det endelig – med 3 måneders forsinkelse – at få afviklet generalforsamlingen.
Formanden kunne i sin beretning se tilbage på et temmelig specielt år med skiftende corona-restriktioner, som i flere omgange gjorde det nødvendigt at indstille aktiviteterne både indendørs og udendørs.
På den sportslige front blev 2020 – som i praksis kun bestod af en halv sæson (efteråssæsonen) – ganske flot med førstepladser til både oldgirls og +40-holdet, en andenplads til +50-holdet (der som det eneste hold forbedrede placeringen) og femtepladser til +30- og +60-holdene.
Selvom kontingentet på grund af den afkortede sæson var blevet halveret, udviste regnskabet et overskud på 21.000 kr. og en formue på over 800.000 kr.
En del af pengene er i anledning af BOB’s 80-års jubilæum blevet uddelt til syv lokale idrætsforeninger i form af et corona-legat på i alt 80.000 kr.
BIF-formand Michael Koch modtog den sidste (og største) legatportion på 25.000 kr.
Den fhv. formand, Torben K. Jakobsen, og de to suppleanter, Camilla Mikkelsen og Nicolaj Eg, ønskede ikke genvalg. I deres sted valgtes Kai Varisbøl til bestyrelsen og Line Kaasbjerg Svensson og Kenneth Raahauge som suppleanter, mens formanden blev genvalgt.
Ceres spillerpokalen gik til Line Kaasbjerg Svensson, og BOB’s lederpokal tilfaldt Torben K. Jakobsen.
Fire på stribe
Allerede efter tre minutters spil var Brande Old Boys’ +50-hold tæt på at komme i spidsen i tirsdagens udekamp i Hammerum, da hjemmeholdets keeper var kommet på lidt af en udflugt. Med kattepoten sendte Mikael Lund bolden i en blød bue over målmanden, men desværre prellede den af på undersiden af overliggeren. Små 10 minutter senere kom Brande så fuldt fortjent i spidsen, da samme Mikael Lund med ryggen til målet styrede en aflevering fra Brian Dahl Thomsen over stregen helt ude ved roden af den ene stolpe – med hælen.
Stillingen holdt til pausen men var tæt på at blive ændret, da 2. halvleg kun var få sekunder gammel. Bjarne Kristensen forsøgte sig langt udefra, men hans flade skud ramte den ene opstander.
7 minutter ind i halvlegen blev det så 2-0 til gæsterne, da Brian Dahl Thomsen sendte Søren Prøhl afsted i dybden, og alene med målmanden svigtede topscoreren ikke.
Brande holdt klogt fast i bolden, som blev spillet godt rundt, mens hjemmeholdets spillere fik lov til at løbe mange meter forgæves og kun sjældent kom frem til afslutninger. Tættest på var de med et skud på ydersiden af trekantsammenføjningen fra en spids vinkel, så da opgøret blev fløjtet af, kunne Ken Petersen i målet kunne notere sig for sæsonens første ”clean sheet”. Med den fjerde sejr på stribe kravlede Brande-mandskabet op på rækkens andenplads.
Kampens spiller blev for anden kamp i træk Brian Dahl Thomsen.
På mandag gælder det så topkampen på hjemmebane mod Vildbjerg, der topper rækken med maksimumpoint.