Begge hold havde allerede misbrugt gode muligheder, da Brande Old Boys bragte sig foran i det 8. minut af mandagens hjemmekamp i +50-rækken mod Ikast fS 2.
Mikael Lund fik på baglinjen presset sig foran IfS-keeperen og sendte bolden ind foran mål, hvor Ole Thisgaard sikkert satte sin første sæsonscoring i kassen.
Små 10 minutter senere blev det 2-0 til Brande, da Henrik “Skytte” Mortensen sendte en returbold i nettet til 2-0 med et fladt spark.
Stillingen holdt ikke bare til pausen, men helt frem til midten af 2. halvleg, hvor Ole Thisgaard fik ekspederet et indlæg fra Nicolaj Eg det sidste stykke over stregen, men tre minutter senere fik gæsterne reduceret på et kontraangreb.
Fem minutter før tid blev Henrik “Skytte” så også dobbelt målscorer; igen på en returbold, denne gang efter et stolpeskud af Nicolaj Eg.
Det ville Ole Thisgaard ikke have siddende på sig, så to minutter før tid fuldbyrdede han sit hattrick, da han gjorde det til 5-1. Oplægget kom såmænd fra – “Skytte”.
Med sejren er Brande nu sikre på at slutte forårssæsonen i top 4 uanset resultatet af den afsluttende hjemmekamp mod Kølkær/Fasterholt.
Kampens spiller blev den tredobbelte målscorer, Ole Thisgaard.