Vanen tro lagde Brande Old Boys’ +50-hold optimistisk og offensivt ud, da de mandag var på besøg hos Ikast fS, men allerede efter fem minutters spil gav det bagslag, da en upresset Kim Hansen med et fladt, præcist spark fra kanten af feltet bragte værterne i spidsen. En ønskesituation for hjemmeholdet, som kunne stille sig dybt og afvente muligheden for at slå kontra, hvilket lykkedes to gange med få minutters mellemrum i slutningen af 1. halvleg.
Bagud 0-3 lignede det ”mission impossible” for Brande-mandskabet, men pausen blev brugt til at vaske tavlen ren og foretage et par defensive justeringer. Det betød, at gæsterne kom langt bedre med i kampen, og i starten af 2. halvleg fik topscorer Søren Prøhl da også fuldt fortjent reduceret til 1-3 efter bandespil med Nicolaj Eg.
Brande fortsatte de gode takter, men 7 minutter før tid punkterede håbet om point, da Ken Petersen i målet ikke kunne holde en høj bold, som lige nøjagtig endte på den – set med Brande-briller – forkerte side af stregen.
Dermed endte opgøret med en sikker sejr til Ikast på 4-1.