Kategoriarkiv: Super Veteran +50

50

Mandag d.16. maj, Superveteraner ude mod Ikast FS.

Brande Old Boys Superveteraner vandt topkampen ude mandag aften mod Ikast med 3-2, som nok blev noget mere spændende end nødvendigt. BOB udspillede til tider Ikast i første halvleg og på 2 mål af Jørgen Laursen og en af Åge Kristensen førte BOB med 3-0 til pausen. Ikast startede anden halvleg som lyn og torden og indenfor 5 minutter havde de scoret to gange til stillingen 2-3 på et par lidt heldige mål hvor BOB forsvaret nok ikke var helt på plads! efter Ikasts lynstart fandt BOB hurtigt tilbage på sporet og fik lukket godt af bagude. Da Ikast satsede til sidst havde både Peter Munkholm og Ib Møller Pedersen et par “friløbere” som burde have givet et par mål mere – men en super flot kamp af BOBs superveteraner som nu indtager førstepladsen. Fidusen gik til Jørgen Laursen som udover et par flotte mål spillede en stor kamp. Næste kamp er på hjemmebane mandag den 23. maj mod Hammerum.

9. maj Superveteraner + 50, ude mod H.I.K

BOB Superveteraner spillede ikke en af de bedste kampe, men alligevel var det rigeligt til at slå HIK sikkert med 5-1.  Efter få minutters spil bragte Lars Heide BOB foran 1-0 og kort efter spillede en HIK forsvarer Åge Kristensen helt fri, som havde let ved at score i et tomt mål. HIK fik reduceret til 2-1 på et flot langskud. Kort ind i anden halvleg øgede Max Schaumann til 3-1 efter et flot gennemspillet angreb, og da Åge Kristensen kort efter øgede til 4-1 var kampen i realiteten afgjort, i slutminutterne øgede Torben Mechlenburg til slutresultat 5-1 til BOB. Bedste mand hos BOB var Kent “Post” der spillede en god kamp i forsvaret. BOB møder næste mandag Ikast på udebane, Ikast ligger nr. 1, to point foran BOB på andenpladsen

Mandag den 2. maj, Superveteraner hjemme mod Herning – Fremad.

Superveteranerne er stadigvæk ubesejret efter aftenens kamp mod Herning Fremad, som blev vundet med 4-2. Der var ellers ikke meget der tydede på mål i denne kamp, efter en første halvleg med enkelte forsøg til hvert hold – Jørgen Laursen var tæt på med et par skud lige over mål – men 0-0 til pausen.                                                                                 Efter ca. 5 minutters spil i anden halvleg lykkedes det BOB at komme på 1-0 ved et flot mål af Max Schaumann og kort efter blev det 2-0 ved Åge Kristensen, men Fremad skabte spænding ved en reducering midt i halvlegen, kort efter tog en Fremad spiller hånden til hjælp i feltet og straffespark til BOB – som Åge Kristensen sikkert scorede til 3-1 på, og da de to angrebsivrige backspillere Jens Larsen og Peter Munkholm flot kombinerede sig gennem Fremad forsvaret til sidst og Peter Munkholm scorede til 4-1 var kampen afgjort – selv om det dog lykkedes Herning at reducere til 4-2 kort før 3. halvleg.                       BOB’ s bedste var Max Schaumann der kæmpede flot og spillede en hel kamp uden at blive skadet, derudover var tilbagevendte Klavs Christiansen en sikker sidste skanse i målet. Næste kamp er på udebane mod Herning I.K. mandag den 9. maj

18. april superveteran + 50 ude mod Herning KFUM

Brandes superveteraner mødte mandag aften Herning KFUM der havde vundet deres 2 første kampe. Det blev også en ret jævnbyrdig kamp, hvor Lars Heide og Åge Kristensen bragte B.O.B.i front med 2-0 inden Herning KFUM reducerede lige før pausen.
2. halvleg var knap nok ”skudt” i gang inden Herning KFUM udlignede til 2-2 og kort efter blev kampen udsat i ca. 20 minutter idet en spiller fra Herning KFUM faldt så uheldigt at han brækkede kravebenet og måtte køres på hospitalet.
Efter denne ”kedelige” pause bragte Jørgen Laursen B.O. B foran med 3-2 – men igen udlignede Herning KFUM – Lars Heide bragte så igen B.O.B. på vinderkurs med scoring til 4-3 efter en perfekt aflevering fra Jørgen Laursen – MEN endnu engang få minutter før tid udlignede Herning KFUM til slutresultat 4-4.