Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Ingen omklædning og bad – endnu

I forbindelse med de seneste lempelser af corona-restriktionerne er der bl.a. blevet åbnet for, at man igen må benytte omklædningsrum før og efter træning og kamp – også til at tage bad.

Er man 18 år eller derover, kræver det imidlertid – ligesom f.eks. udøvelse af indendørs idrætsaktiviteter – at man kan fremvise et gyldigt coronapas.

Dermed pålægger man fra myndighedernes side de frivillige foreningsledere endnu en ressourcekrævende kontrolopgave, så i Brande Old Boys bakker vi 100 % op om Brande IF’s beslutning om IKKE at åbne omklædningsrummene – endnu.

Det betyder, at vi fortsætter med at klæde om og bade derhjemme, indtil de nuværende regler om coronapas bliver ophævet/ændret.

Corona-smitte på modstanderholdet

Holdlederne på +40-holdet blev onsdag formiddag kontaktet af sidste uges modstandere, Vildbjerg, som havde en spiller med på holdet, som efterflg. blev testet positiv – ikke for doping, men for Covid-19 🙁

Vi tog derfor kontakt til corona-hotline, som henviste til Styrelsen for Patientsikkerhed. Her oplyste man, at der – fordi der var gået så lang tid (6 dage) – ikke er krav/anbefaling om selvisolation, men at man bør få taget en test hurtigst muligt og være særligt opmærksom på eventuelle symptomer.

Alle spillere på +40-holdet blev informeret om dette i går.

For alle eventualiteters skyld blev vi desuden enige om at udsætte hjemmekampen mod Lind programsat til i dag torsdag til et senere tidspunkt.

Nu håber vi bare på en masse negative testsvar!

Tilskuere tilladt igen

En ny fortolkning af forsamlingsloftet betyder, at der igen må være tilskuere til breddefodboldkampe, hvortil oldboyskampe vist må siges at kunne henregnes.

Samlet set må der dog fortsat max. være 50 personer samlet på/omkring en bane, men det bliver næppe noget problem at overholde, selv ikke når der er tale om 11-mandskampe.

Desuden må både Knud Erik, Goggen og Kenno igen benytte omklædningsrummene før og efter træning og kamp; ifølge de reviderede retningslinjer må man nu igen tage bad, men kun hvis man enten er under 18 år eller 70 år eller derover. Vi andre må pænt vente lidt endnu (og for nemheds skyld fortsætter vi indtil videre allesammen med at klæde om hjemmefra).

Du kan se hele den senest opdaterede version af fodboldens corona-regler (version 22!) her: https://dbu.dk/media/19429/protokol-for-dansk-fodbold-version-22-21-04-21.pdf

Vinder af påske-tipskonkurrencen

Så har alle fem BOB-hold været i kamp, og dermed kan der kåres en vinder i påskekonkurrencen, hvor det gjaldt om at gætte, hvor mange mål de fem hold til sammen scorede i deres første kamp.

Pigerne (oldgirls) lagde hårdt ud med at smadre Voel med 9-1, +30 spillede derefter 2-2 mod Hammerum, +40 vandt 3-0 over Hammerum 2, og mandag blev det til to 2-1-sejre til henholdsvis +50 i Sunds og +60 i – Hammerum, naturligvis.

Det giver en samlet målscore i BOB’s favør på 18-5, og lige præcis 18 mål var der en tipper, der havde ramt: Nicolaj Eg.

Han var i øvrigt også den eneste, der havde tippet, så sejren var givet på forhånd, men hans præcise gæt betyder, at han indkasserer begge præmier, et gavekort til Brande Smykkecenter på 200 kr. og et gavekort på 100 kr. til Wine N’Fun, to af vores trofaste julekalender-sponsorer.

Tillykke!