Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Ikast-Brande – Danmarks mindst idrætsvenlige kommune?

Debatindlæg af Mikael Lund, formand for Brande Old Boys

Som det nok er de fleste bekendt, er Ikast-Brande – i hvert fald ifølge medlemmerne af Dansk Industri – Danmarks mest erhvervsvenlige kommune, men hvordan står det til på idrætsområdet?

I 2017 indgik Ikast-Brande som en af de første kommuner i landet en partnerskabsaftale med DIF og DGI under overskriften ”Bevæg dig for livet”. Målsætningen var dengang, at mindst 85 % af kommunens borgere skulle være fysisk aktive i 2020, og at 58 % dyrkede idræt og motion i fritiden i 2022.

Det førte siden til udarbejdelsen af en idræts- og fritidspolitik med titlen “Fritid og Fællesskaber”.

De første to år efter aftalens indgåelse bød på tilbagegang i det samlede antal medlemmer i kommunens idrætsforeninger, en tilbagegang der blev vendt til en beskeden fremgang i 2019, inden Covid-19 kortsluttede stort set al foreningsidræt.

Men hvad har Ikast-Brande Kommune så helt konkret gjort for at leve op til de forkromede målsætninger?

I 2019 besluttede det daværende Kultur- og fritidsudvalg, at målene på kommunens fodboldbaner skulle forsynes med hjul. På den måde kunne foreningernes frivillige trænere og ledere skubbe rundt med målene, når der skulle slås græs. Med denne manøvre sparede kommunen angiveligt ca. 200.000 kr. årligt. Mindre vigtigt var det tilsyneladende, at man konverterede en opgave, som hidtil var blevet klaret maskinelt ved hjælp af et par gafler monteret foran på den traktor, der slog græsset, til (mere) frivilligt, manuelt arbejde.

I 2020 besluttede byrådet så at harmonisere lokaletilskuddet, så alle kommunens foreninger fremover modtog samme procentsats. Indtil da havde traditionelle idrætsgrene som f.eks. fodbold, håndbold og badminton modtaget fuld refusion, mens nyere idrætsgrene måtte nøjes med 75 %. Her kunne man måske have valgt en procentsats et sted midt imellem, men i stedet scorede kommunekassen hele gevinsten (besparelsen), da lokaletilskuddet en bloc blev nedsat til 75 %. Ingen foreninger vandt, men mange mistede med et penselstrøg en fjerdedel af deres lokaletilskud, selvom beslutningen blev udskudt i et år.

Seneste nyt fra den kommunale front er, at fodboldklubberne fremover selv skal stå for vanding af banerne – til det formål kan klubberne allernådigst købe en vandingsmaskine af kommunen, som de så selv skal betjene og servicere i tilfælde af nedbrud – samme betingelser gælder i øvrigt opkridtningen af banerne, som klubberne selv har varetaget i en årrække.

For nogle år siden viste en analyse, at Ikast-Brande er den kommune i Danmark, der bruger næstfærrest penge pr. indbygger på kultur- og fritidsområdet. Den placering har de ovenstående tiltag næppe ændret i positiv retning. Derfor må det være på sin plads at spørge, om Ikast-Brande efterhånden aspirerer til titlen som ”Danmarks mindst idrætsvenlige kommune”?

Årligt tilflyder der både FC Midtjylland og Herning-Ikast Håndbold sekscifrede beløb i sponsorater, og da håndboldkvinderne, som dengang stadig optrådte med FCM-logoet på trøjerne, var i alvorligt økonomisk uføre i 2013, fandt det daværende byråd med borgmester Carsten Kissmeyer i spidsen uden problemer en halv million kroner ekstra i kommunekassen.

Der er åbenbart ikke helt den samme prestige i at støtte breddeidrætten i Danmarks førende erhvervskommune.

Nye personlige overtrækstrøjer – har du fået bestilt din?

I samarbejde med Brøndum Textil tilbyder Brande Old Boys nu denne lækre, sort/hvide Joma trænings-/overtrækstrøje med gennemgående lynlås og hætte.

Trøjen har to sidelommer med lynlås og leveres med påtrykt BOB-logo og navn på brystet efter dit ønske.

Den fås i 7 forskellige str. fra XS – 3XL – størrelsesprøver hænger i klublokalet, hvor der også er en liste, du kan skrive din bestilling på.

Din pris inkl. tryk og moms er kun kr. 350,-, som betales med mobilepay eller bankoverførsel ved bestilling.

Så er vi i gang!

Så har alle fem BOB-hold været i kamp for første gang i år, og sikke en start!

Torsdag blev oldgirls/seniordamer historiske, da de (så vidt vides) for første gang i Brande Old Boys’ snart 81-årige historie spillede en turneringskamp i DBU-regi. Det foregik i Aulum som 7/11, og kampen endte 8-2 til BOB, som slog sejren fast med 4 træffere i kampens sidste 10 minutter.

+30 sneg en 2-1-sejr hjem i Hammerum onsdag, +60 vandt ligeledes 2-1 i sæsonpremieren på hjemmebane mod Sunds, og +40 med assistant head coach Nicolaj Eg på sidelinjen har allerede nappet to sejre, begge gange med 2-0 over henholdsvis Hammerum og Vildbjerg.

Eneste hold uden point er dermed +50, som lagde ud med at tabe 0-3 på hjemmebane mod Ikast fS – men det kommer så til at gå ud over Hammerum på mandag! Med 3 ugers pause siden sæsonpremieren må alle være friske og udhvilede…

HUSK at vi stadig mødes til en times lørdagsbold på stadion hver lørdag kl. 13.30, så længe der er tilslutning.

It’s the final countdown

Så er det lige før, det er alvor: Sidste lørdagstræning inden sæsonpremieren er afviklet (med 16 deltagere), og på mandag kl. 19. fløjtes sæsonen i gang, når +50-holdet tager imod sidste års vindere af rækken, Ikast fS. Dejligt med en blød start…
Torsdag d. 7/4 skal +40 en tur til Hammerum, mens +60-holdets premierekamp på hjemmebane mod Sunds er udsat en uge til mandag d. 11/4.
Derefter er der påskeferie, inden +30 lægger ud med en udekamp i Hammerum onsdag d. 20/4, og dagen efter – torsdag d. 21/4 – spiller oldgirls/seniordamer en historisk kamp i Aulum: Kampen er den første BOB-kamp nogensinde i DBU-regi!
Du kan som altid se en oversigt over holdenes puljer, stillinger og kampprogram ved at klikke på det enkelte hold i menuen her til højre på siden.