Kategoriarkiv: Senior Old boys +40

40

Storsejr igen til Senioroldboys.

Holdet drog til Snejbjerg mandag d. 15. juni med flere afbud, men trænerteamet havde alligevel fået stillet et slagkraftigt hold. Man kunne godt se det var top mod bund der spillede og inden 1. halvleg var ovre stod der 4-0 til Brande som sagtens kunne have været fire til fem mål større. Første halvlegs mål blev scoret af Allan Kjærgaard, Jeppe Karstoft, Finn Jensen og Henrik “Skytte/Nippe” Mortensen.

Anden halvleg blev bolden for det meste på Brande’s fødder og det blev kun til et mål ved Nicolaj Eg så kampens resultat blev 5-0 til topholdet Brande.

Allan Kjærgaard var Brande’s bedste, men især Per Jørgensen skal også nævnes for en konge indsats da han blev skiftet ind på højreback pladsen i 2. halvleg.

Næste kamp for holdet er mandag d. 22. juni på udebane mod Hammerum IF.

Senioroldboys +40 sejrede i topkampen.

Mandag d. 8. juni spillede holdet hjemme i Brande mod det ubesejrede mandskab fra Herning Fremad. Første halvleg endte desværre uden scoringer og med Brande som det mest spilstyrende, men holdet manglede lige det sidste i afleveringerne og afslutningerne. En lille opsang i pausen hjalp og 2 min inde i halvlegen opsnappede Nicolaj Eg bolden i feltet og udplacerede målmanden og 1-0 til hjemmeholdet var en realitet. 2 min senere sendte forsvars generalen Torben Jakobsen en lang præcis aflevering op bag Fremads forsvarere og Nicolaj Eg havde luret dette og loppede bolden over målmanden til 2-0. Kort før tid tacklede Søren Prøhl en bold hen til Eg i feltet, som blev væltet og straffesparket var en kendsgerning. Søren Prøhl scorede sikkert fra 11 meter pletten til slutresultatet 3-0. Torben Jakobsen og Nicolaj Eg var Brandes bedste. Næste kamp er mandag d. 15. juni på udebane mod Snejbjerg.

Søren Prøhl kom, scorede og sejrede i nye fodboldstøvler.

Brande Oldboys +40 holdet mødte mandag d. 1. juni Lind Oldboys på hjemmebane. Det blev en kamp på Brandes præmisser og allerede efter 30 sekunder kunne hjemmeholdet være kommet foran. Vi skulle hen til det 8. minut inden Søren Prøhl scorede til 1-0 efter godt opspil, og det var måske samme Prøhl som scorede til 2-0 i det 20. minut som også blev halvlegs resultatet, som sagtens kunne have været større, men flere manglede lige det sidste i flere situationer. Midt i anden halvleg kom hatricket. Lars Poulsen trækker sig godt fri på venste kanten og med en perfekt aflevering ind foran mål kom Søren Prøhl flyvende og headede den i kassen til 3-0. Det blev ikke til flere mål i kampen så en sikker 3-0 sejr var en realitet. Kampens store profil var topscorer og hattrick manden Søren Prøhl. Holdets næste kamp er topopgøret mandag d. 8. juni kl. 19,00 mod ubesejrede Herning Fremad på Brande Stadion.

Sikker sejr til Senioroldboys.

Mandag d. 18. maj var BOB +40 holdet på besøg på en regnfuld bane i Sunds. Gennem hele kampen var der spil til et mål og det var mod hjemmeholdets mål. Kampen var kun få minutter gammel da Martin Bjærre scorede til 1-0 efter god stikning fra bomber Søren CB Nygaard Prøhl. Inden halvlegen havde Nicolaj Eg scorede 2 gange og Finn Jensen en enkelt gang.
Anden halvleg kom topscoreren Søren Prøhl igang med målscoringen og bidrog med to flotte hovedstødsmål, så kampen endte med 6-0 til BOB +40 holdet, som sagtens kunne have været en håndfuld mål større, men effektiviteten foran mål var ikke så skarp.
Kampens spiller blev Henrik (Skytte alias Nippe) Mortensen med hele 11 stemmer. Han var i skarp konkurrence om titlen med Elmedin Melisa Bratic og Per Jørgensen, som hver fik en stemme (nogle mente de to havde stemt på sig selv).
Holdets næste kamp er på hjemmebane mod Lind mandag d. 1. juni.