Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

De brændte chancers kamp i Snejbjerg

Torsdag var Brande Old Boys’ 40+ hold i Snejbjerg og det skulle vise sig at blive en chancerig affære for Brandes vedkommende, desværre blev de fleste chancer brændt.

Allerede efter 2 min blev Snejbjerg advaret, her var det Michael Summe der havde Brandes første chance. De næste minutter gav flere gode muligheder til Brande, efter 10 min fik Lars Duedahl en kæmpe chance hvor han alene med Snejbjerg målmanden ikke fik afsluttet i tide, men i stedet for begyndte han at drible og chancen blev forpasset.

Træner teamet tog konsekvensen over de mange brændte chancer efter 20 min. Danni Smøg blev taget ud og ind kom fætter Thisgaard, sikke et bytte for efter 5 sekunder på banen scorede netop fætter Thisgaard til 0-1 på et hovedstød. Bedre entre kunne man ikke ønske sig.

Desværre for Brande gik der ikke lang tid før Snejbjerg udlignede. Brande lavede en tilbagelægning til målmand, Lars Poulsen. Desværre ramte bolden en knold og hoppede op på Lars ben og ud til en Snejbjerg mand der nemt kunne sparke den ind, det var det allerførste, og sidste, skud Snejbjerg havde i denne kamp.

Heldigvis for Brande ville Anders bomber Videsen det anderledes da han 2 min efter udligningen fik bolden på kanten af feltet og smadrede den ind bagved en sagesløs Snejbjerg målmand. 1. halvleg slutter med endnu en kæmpe chance, denne gang er det fætter Thisgaard der alene med målmanden desværre brænder.

Anden halvleg forløb ligesom første. Brande havde nogle kæmpe chancer mens Snejbjerg nærmest ikke kom over midten. Vi nøjes med at nævne halvlegens enlige målscorer, Michael Summe som flot scorede på et hovedstød.

Kampens spiller blev Medin som spillede en super flot kamp.

Næste kampe er først den 9/6 hjemme imod Hammerum

Sejr til BOBs 40+ hold i Fremad

Nummer 1 og 2 i 40+ rækken stødte torsdag aften ind i hinanden på hybrid banen i Herning. Sikke en fornøjelse at spille på en god bane hvor bolden kunne trille og det var fodbolden der var i fokus.

Hos Brande var der comeback til kamprekordholderen i BIF, Jonny Bjørnsholm.

Kampen startede meget lige hvor Brande fik den første chance. Allan ejstrup formåede fra få centimeters afstand at sparke bolden til Snejbjerg næsten. Der skulle kun gå 2 minutter før Herning kom foran ved den tidligere Brande spiller, Morten “mini” Jørgensen. Bolden blev spillet hen over hovedet på Brandes forsvarer hvor Mini alene med Lars Poulsen kunne tippe bolden hen over Lars.

Det var en meget chance fattig kamp og vi skulle frem til det 20. minut før Brande udlignede. Summe opfangede bolden ude i siden hvor målmanden fra Herning var kommet helt på afveje. Summe scorede fra en relativ spids vinkel og kampen var nu også resultatmæssig helt lige.

Det var den dog kun frem til den 28. minut hvor Henrik Skytte dukkede op ved bagerste stolpe og scorede til 1-2 til Brande. Dette skulle vise sig at blive en vigtig scoring for Brande for ingen af holdene formåede at tilspille sig de store chancer i anden halvleg. Det tætteste Brande kom på en chance var da Anders Videsen skød 16 meter forbi mål for allerede inden han skød råbte nnneeeejjjjjjjjjjjjjjj……

Der var mange gode præstationer på Brandes hold, dagens spiller blev tilbagevendte Jonny Bjørnsholm.

3 på stribe for +40

Torsdag 28.04.2022 stod den på lokalt opgør mod Ikast FS

Det blev til en sten sikker 3-0 sejr til BOB som allerede fra kampens start satte sig på opgøret.

Allerede efter 7 min spil, blev Lars Duedahl med en fremragende stikning af Allan Kjærgaard, spillet fri i dybden. Duen opsatte sikkert chancen til en 1-0 føring.

BOB fortsatte med dominerer. Det blev til flere store chancer. Hvor skarpheden dog manglede til at få afgjort kampen.

Dog kom 2-0 føringen på halvlegens sidste aktion. Dennis Lundstrøm smækker et hjørnespark indover, hvor en flyvende Tyr kommer frem og flugter bolden i kassen.

2. Halvleg blev en kopi af 1 halvleg. BOB i fuld kontrol. Det blev dog kun til 1 mål yderligt. På et kæmpe Forsvars koks af Ikast kom Dennis Lundstrøm alene med målmanden. Iskoldt udplacerede han Thingaaard i Ikast målet.

En stensikker sejr til BOB. Hvor Michael Tyr blev kampens spiller.

Eneste malurt i bægeret var at Allan Kjærgaard måtte udgå, med hvad der lignede en menisk skade?

Ikast-Brande – Danmarks mindst idrætsvenlige kommune?

Debatindlæg af Mikael Lund, formand for Brande Old Boys

Som det nok er de fleste bekendt, er Ikast-Brande – i hvert fald ifølge medlemmerne af Dansk Industri – Danmarks mest erhvervsvenlige kommune, men hvordan står det til på idrætsområdet?

I 2017 indgik Ikast-Brande som en af de første kommuner i landet en partnerskabsaftale med DIF og DGI under overskriften ”Bevæg dig for livet”. Målsætningen var dengang, at mindst 85 % af kommunens borgere skulle være fysisk aktive i 2020, og at 58 % dyrkede idræt og motion i fritiden i 2022.

Det førte siden til udarbejdelsen af en idræts- og fritidspolitik med titlen “Fritid og Fællesskaber”.

De første to år efter aftalens indgåelse bød på tilbagegang i det samlede antal medlemmer i kommunens idrætsforeninger, en tilbagegang der blev vendt til en beskeden fremgang i 2019, inden Covid-19 kortsluttede stort set al foreningsidræt.

Men hvad har Ikast-Brande Kommune så helt konkret gjort for at leve op til de forkromede målsætninger?

I 2019 besluttede det daværende Kultur- og fritidsudvalg, at målene på kommunens fodboldbaner skulle forsynes med hjul. På den måde kunne foreningernes frivillige trænere og ledere skubbe rundt med målene, når der skulle slås græs. Med denne manøvre sparede kommunen angiveligt ca. 200.000 kr. årligt. Mindre vigtigt var det tilsyneladende, at man konverterede en opgave, som hidtil var blevet klaret maskinelt ved hjælp af et par gafler monteret foran på den traktor, der slog græsset, til (mere) frivilligt, manuelt arbejde.

I 2020 besluttede byrådet så at harmonisere lokaletilskuddet, så alle kommunens foreninger fremover modtog samme procentsats. Indtil da havde traditionelle idrætsgrene som f.eks. fodbold, håndbold og badminton modtaget fuld refusion, mens nyere idrætsgrene måtte nøjes med 75 %. Her kunne man måske have valgt en procentsats et sted midt imellem, men i stedet scorede kommunekassen hele gevinsten (besparelsen), da lokaletilskuddet en bloc blev nedsat til 75 %. Ingen foreninger vandt, men mange mistede med et penselstrøg en fjerdedel af deres lokaletilskud, selvom beslutningen blev udskudt i et år.

Seneste nyt fra den kommunale front er, at fodboldklubberne fremover selv skal stå for vanding af banerne – til det formål kan klubberne allernådigst købe en vandingsmaskine af kommunen, som de så selv skal betjene og servicere i tilfælde af nedbrud – samme betingelser gælder i øvrigt opkridtningen af banerne, som klubberne selv har varetaget i en årrække.

For nogle år siden viste en analyse, at Ikast-Brande er den kommune i Danmark, der bruger næstfærrest penge pr. indbygger på kultur- og fritidsområdet. Den placering har de ovenstående tiltag næppe ændret i positiv retning. Derfor må det være på sin plads at spørge, om Ikast-Brande efterhånden aspirerer til titlen som ”Danmarks mindst idrætsvenlige kommune”?

Årligt tilflyder der både FC Midtjylland og Herning-Ikast Håndbold sekscifrede beløb i sponsorater, og da håndboldkvinderne, som dengang stadig optrådte med FCM-logoet på trøjerne, var i alvorligt økonomisk uføre i 2013, fandt det daværende byråd med borgmester Carsten Kissmeyer i spidsen uden problemer en halv million kroner ekstra i kommunekassen.

Der er åbenbart ikke helt den samme prestige i at støtte breddeidrætten i Danmarks førende erhvervskommune.