Alle indlæg af Formand

Nytårshilsen fra formanden

Så er årets sidste lørdagstræning afviklet med 16 mand på kunstgræs, og 2023 synger for alvor på sidste vers.

I Brande Old Boys kan vi se tilbage på et på stort set alle måder vellykket år, hvor højdepunktet set med mine briller var udnævnelsen til Årets forening i slutningen af september; men også på den sportslige front er der blevet leveret flot over hele linjen, ligesom der er blevet det på den arrangementsmæssige i form af firmafodboldmesterskaber #50, Åræs i samarbejde med vores gode venner fra Roligans, markedstips, aktivfest og julekalender.

Med håbet om et 2024, der bliver mindst ligeså vellykket, skal der lyde en stor tak til alle, der har ydet et bidrag – stort eller lille – i løbet af 2023, uanset om det er som bestyrelsesmedlem, holdleder, medlem af firmafodboldudvalget, julekalendersælger eller hjælper i forbindelse med et eller flere af vores øvrige arrangementer, ligesom der skal lyde en kæmpestor tak til vores mange velvillige sponsorer.

Sidst men ikke mindst skal der lyde en tak til alle jer, der har repræsenteret Brande Old Boys på sportslig vis på banen i årets løb.

Rigtig godt nytår og på gensyn til meget mere fodbold i 2024!

Fodbold i juledagene

I England skal der i år for første gang spilles i Premier League juleaftensdag, men helt så drastisk går vi ikke til værks hos Brande Old Boys.
Det betyder dog ikke, at der ikke bliver rig lejlighed for at spille lidt bold omkring jul – for det gør der i høj grad!
1. juledag (25/12) mødes vi traditionen tro til en times spil til to mål kl. 10.00 (omklædt), og to dage tidligere – lillejuleaftensdag – afvikler vi lørdagstræning som normalt kl. 13.30.
Det samme gør vi lørdag d. 30. december, så du både kan sætte dig til jule- og nytårsbordet med god samvittighed.
Vel mødt – også til en kold øl efterflg. I år kan du vælge mellem Hof, Tuborg, Classic eller Julesne, så der er nok at tage stilling til.
Prisen er til gengæld den samme som altid 😉 .

Opstart indendørs

Turneringen er slut for i år, men det betyder ikke, at det behøver være slut med at spille fodbold.
Lørdag fortsætter vi således uforandret med at mødes på Brande Stadion kl. 13.30 til en times spil til 2 mål.
Er du mere til indendørs fodbold, starter vi traditionen tro op mandag efter efterårsferien (23/10) kl. 20.00 i hal B. Kontingentet udgør uændret kr. 300 for hele sæsonen frem til påske 2024.
Og kan du bare ikke få fodbold nok, er du naturligvis velkommen begge steder 🙂

Total utur

Årets sidste turneringskamp endte som en total nedtur for BOB’s +50-mandskab, som mandag tog imod topholdet Vildbjerg på kunstgræsset på Brande Stadion.
BOB-keeper Jens Ole Pedersen måtte tidligt i aktion, da han afværgede et Vildbjerg-forsøg fra en halvspids vinkel efter få minutter, men derfra udviklede 1. halvleg til en taktisk affære, hvor begge hold fokuserede mest på det defensive. Mere end et par halve chancer blev det derfor ikke til for hjemmeholdet, men det blev der ændret på straks fra 2. halvlegs start.
Efter halvandet minut fandt Jørn Eriksen en helt fri Henrik “Skytte” Mortensen tæt under mål, men han måtte sin afslutning fistet over tværribben af Vildbjerg-keeperen.
Efter et kortvarigt Vildbjerg-pres, der udløste tre hjørnespark i rap, tog hjemmeholdet for alvor teten. Først ramte Sigurd Kristensen via ryggen af en Vildbjerg-forsvarer overliggeren, og minuttet senere blev Henrik “Skytte” igen spillet fri tæt under mål – denne gang af Michael Laursen – men igen fik Vildbjerg-keeperen afværget.
10 minutter før tid var det så Jørn Eriksens tur til at ramme overliggeren med endnu et flot langskud, og to minutter senere afsluttede Henrik “Skytte” en længere solotur med at sparke bolden på roden af den ene opstander.
I mål ville bolden imidlertid ikke før to minutter før tid, hvor et sjældent Vildbjerg-angreb blev afsluttet med et fladt indlæg til forreste stolpe, hvor Sigurd Kristensen var så uheldig at dirigere den forbi en sagesløs Jens Ole Pedersen til 0-1 i modstrid med spil og chancer.
Så betød det mindre, at Thomas Svensson, der spillede afskedskamp og nu helliger sig padel, med opgørets næstsidste spark sendte et mislykket frispark direkte i fødderne på en Vildbjerg-spiller, der takkede for tilbuddet og gjorde det til det totalt misvisende slutresultat 0-2. Med sejren sikrede Vildbjerg sig samtidig puljesejren, mens BOB må tage til takke med tredjepladsen.
Kampens spiller ville uden tvivl være blevet Henrik “Skytte”, hvis han havde scoret på bare en af sine chancer.

En smule trøst var der dog at hente for de slagne BOB’ere: efter kampen havde holdets sponsor, Søren fra Wine N’Fun, arrangeret vinsmagning i klubhuset; en vinsmagning +60’erne også nåede hjem til efter at have været en tur i netop Vildbjerg, hvor det med resultatet 1-1 blev til et enkelt point og en sikker andenplads. BOB’s enlige mål blev sat ind af Benny Vilsborg.