Alle indlæg af Formand

Vindere af markedstips 2022

Efter 2 års pause kunne vi lørdag igen udnævne årets markedstippere i forbindelse med Brande Marked.

Det gjorde vi for første gang i 1992, altså for præcis 30 års siden, og vinderen har faktisk vundet en gang før – i 1998 – dengang under navnet Brande Trælast.

Vinder af markedstips 2022, vandrepokalen og 1.-præmien på 1.000 kr.: Stark v/Thomas Boldreel med 114 rigtige.

På 2.-pladsen kom en debutant, Coop 365 (det tidl. Fakta) v/Jesper Broe med 98 rigtige, og på 3.-pladsen kom Joe’s Tømrer og Snedkerforretning v/Jens Ole Madsen med 97 rigtige.

Trøstepræmien gik i år til Nordea med 40 rigtige.

Og så var der faktisk endnu en vinder: en enkelt deltager – ingen af de ovennævnte – havde en række med ti rigtige, og i en uge, hvor der hverken var nogen, der havde ramt 13 eller 12 rigtige, udløste det en gevinst på størrelse med 1.-præmien i konkurrencen.

I alt deltog 49 butikker og firmaer i konkurrencen. Overskuddet går som altid til ungdomsarbejdet i Brandes foreninger. Den samlede resultatoversigt kan ses i Brande Bladet d. 14/6.

Se de foregående års vindere af markedstipskonkurrencen ved at klikke her

Fem minutters festfyrværkeri

De første godt 20 minutter af mandagens kamp på Brande Stadion i +50-rækken mellem Brande Old Boys og Hammerum var ganske jævnbyrdige.

Efter 18 minutter kom hjemmeholdet i front efter en frisparkskombination, man næsten skulle tro var indøvet. I stedet for at sparke på mål sendte Sigurd Kristensen bolden udenom muren til Bjarne Kristensen, som fra selve baglinjen spillede den på tværs til Ole Thisgaard, der let kunne ekspedere den i nettet til 1-0. To minutter senere udlignede Hammerum, og derefter gik det for alvor stærkt: Fra det 23. til det 27. minut gjorde Thomas Svensson, Ole Thisgaard og Sigurd Kristensen det til pausestillingen 4-1 til BOB.

Thomas Svensson indledte 2. halvleg med at øge til 5-1, og efter 8 minutter fandt Brian Dahl Thomsen Søren Prøhl, og så stod det 6-1.
To minutter senere fik gæsterne reduceret, og yderligere to minutter senere fuldbyrdede Thomas Svensson sit hattrick assisteret af Søren Prøhl. Så blev til gengæld heller ikke scoret mere i den målrige kamp, som derfor endte 7-2 til Brande.

De tre point sender BOB op på en tredjeplads forud for de sidste tre spillerunder, og holdet er dermed sikre på at fortsætte i A-rækken efter sommerferien.

En ægte klassiker!

Fik du aldrig købt eller smagt Brande Old Boys’ jubilæumsøl? Så er det ved at være sidste chance – vi har kun nogle få kasser á 12 stk. tilbage, så det er nu eller aldrig, hvis du skal sikre dig nogle stykker af denne helt særlige specialøl brygget i anledning af Brande Old Boys’ 80-års jubilæum.

Jubilæumsøllen er en undergæret øltype med en let sødlig smag – endnu mere klassisk end en almindelig classic.

Den er håndbrygget på Bøllingsø Bryghus med professionalisme og omsorg på klassisk vis uden filtrering og pasteurisering. Skænk derfor forsigtigt, men gerne med højt skum – det frigør alle smagsnuancer.

Nydes afkølet efter kampen – eller til et stykke rugbrød med lun leverpostej og bacon eller et par sprøde agurkeskiver.

Den kan holde sig til september – men det bliver slet ikke aktuelt, når du har smagt den første…

Pris pr. flaske (50 cl.) er fremdeles kr. 40,- (inkl. pant); køber du 3 stk., får du dem for 100 kr. inkl. gaveæske eller en mulepose med BOB-logo. Du kan også købe 6 stk.; så er prisen 200 kr. inkl. gaveæske eller mulepose.

Skynd dig at kontakte formanden på formand@brandeoldboys.dk eller pr. sms: 6081 1733, inden der er udsolgt.

Målfest i Ikast

Ved pausen var der intet, der tydede på spænding om udfaldet af mandagens kamp i +50-rækken mellem Ikast FS og Brande Old Boys.

Allerede efter godt 10 minutter førte det blå-gule hjemmehold 3-0, og efter en reducering af Ole Thisgaard, som fik styret Nicolaj Egs afslutning det sidste stykke over stregen med låret, sluttede værterne 1. halvleg af med yderligere to scoringer til pausestillingen 5-1.

Der stod også Ikast på 2. halvlegs første afslutning, men derefter var det som om Brande-spillerne vågnede op til dåd, mens hjemmeholdet tog lidt for afslappet på tingene.

Efter godt fem minutters spil vandt Benny Vilsborg en tackling og sendte bolden videre til Sigurd Kristensen, som med et hårdt indlæg fandt Nicolaj Eg ved bageste stolpe, hvor han headede bolden i mål til 2-5. Et flot mål, men endnu flottere var det, da Thomas Svensson 10 minutter senere hamrede kuglen i kassen langt udefra med et perfekt vristspark.

Bagud 3-5 vejrede gæsterne pludselig morgenluft, men små 10 minutter før tid fik Ikast skramlet en ripost over stregen til 6-3 efter et kontraangreb. Det afgjorde kampen, og i slutfasen kunne hjemmeholdet have scoret flere end det ene mål, de – igen alt for let – fik trillet ind ved den ene opstander. Facit af en kamp, hvor ingen af holdene bekymrede sig synderligt om defensiven, blev dermed en sejr til Ikast på 7-3.

Kampens spiller for Brande blev en som altid hårdtarbejdende Henrik Mortensen.