Målfest i Ikast

Ved pausen var der intet, der tydede på spænding om udfaldet af mandagens kamp i +50-rækken mellem Ikast FS og Brande Old Boys.

Allerede efter godt 10 minutter førte det blå-gule hjemmehold 3-0, og efter en reducering af Ole Thisgaard, som fik styret Nicolaj Egs afslutning det sidste stykke over stregen med låret, sluttede værterne 1. halvleg af med yderligere to scoringer til pausestillingen 5-1.

Der stod også Ikast på 2. halvlegs første afslutning, men derefter var det som om Brande-spillerne vågnede op til dåd, mens hjemmeholdet tog lidt for afslappet på tingene.

Efter godt fem minutters spil vandt Benny Vilsborg en tackling og sendte bolden videre til Sigurd Kristensen, som med et hårdt indlæg fandt Nicolaj Eg ved bageste stolpe, hvor han headede bolden i mål til 2-5. Et flot mål, men endnu flottere var det, da Thomas Svensson 10 minutter senere hamrede kuglen i kassen langt udefra med et perfekt vristspark.

Bagud 3-5 vejrede gæsterne pludselig morgenluft, men små 10 minutter før tid fik Ikast skramlet en ripost over stregen til 6-3 efter et kontraangreb. Det afgjorde kampen, og i slutfasen kunne hjemmeholdet have scoret flere end det ene mål, de – igen alt for let – fik trillet ind ved den ene opstander. Facit af en kamp, hvor ingen af holdene bekymrede sig synderligt om defensiven, blev dermed en sejr til Ikast på 7-3.

Kampens spiller for Brande blev en som altid hårdtarbejdende Henrik Mortensen.