Sikker sejr til Brande Oldboys +50 mod Kølkær/Fasterholt

Efter to kostbare nederlag i de tre foregående kampe, har Brande nu spillet mesterskabet over i hænderne på IFS OB 1, da man nu er afhængig af, at Ikast sætter point til i deres sidste kampe. Holdet var derfor opsat på at holde liv i chancen, da holdet ude mødte Kølkær/Fasterholt. Trods en række skader og afbud lykkedes det i sidste ende at stable et godt hold med ti spillere benene, bl.a. med comeback til Benny Vilsborg samt Mikael Lund. Sidstnævnte på den noget uvante position som målmand. Brande startede dog også godt i kampen med koncentreret spil, hvilket også gav et par gode muligheder. Men der skulle gå ind til det 11. minut inden overtaget udmøntede sig i en scoring. Efter et par gode kombinationer i venstre angrebsside kunne Bjarne ”Tøf” Kristensen servere bolden på tværs til den netop indskiftede Brian Dahl, der let kunne dirigere bolden i mål til 1-0 føring. Kølkær/Fasterholt havde også nogle forsøg, bl.a. med nogle langskud, som Mikael Lund tog sig sikkert af. Tættest på var holdet med et skud på indersiden af stolpen. Pausestillingen var 1-0 til Brande. Fra starten af 2. halvleg gav Brande initiativet fra sig og lod sig trykke tilbage af et mere aggressivt Kølkær/Fasterholt hold. Uden dog at holdet kom frem til de helt store og åbne chancer. Som halvlegen skred frem, overtog Brande igen initiativet, og det skulle blive Brandes topscorer Jens Studsgaard, der i det 14. minut bragte Brande på 2-0. Scoringen faldt efter en god lang aflevering fra Kenneth Lauridsen, hvor Jens Studsgaard med et elegant lop fangede modstanderens målmand på mellemhånd. Flot mål. Samme spiller skulle blive dobbelt målscorer blot to minutter senere, da han med et hårdt og præcist spark bragte stillingen på 3-0. Ballet blev definitivt lukket kort før tid, da Benny Juul efter en god lang pasning fra Mikael Lund oversprintede sin modstander og sikkert bragte Brande på 4-0, som også blev kampens slutresultat. Brande kunne notere en god holdindsats og en velfortjent sejr. Holdets bedste i kampen varanfører Kenneth Lauridsen, der sikkert styrede Brandes defensiv.

Holdet har nu to hjemmekampe tilbage mod hhv. Hammerum og Herning Fremad. Med sejre i disse kampe vil håbet om tage mesterskabet stadig leve til det sidste.