Sløj indsats gav alligevel heldigt 3 point til Oldboys A.

Efterårets første kamp hjemme mod Ikast KFUM burde have været et “walk over” for de unge oldboys´er fra Brande, men med 5 afbud fra bageste geled, formede kampen sig helt anderledes.

BOB kom dog foran efter et lille kvarter 1-0 på et godt hovedstødsmål af Thomas Svensson efter et hjørnespark og 5 min før pausen scorede Elmedin Bratic sikkert til 2-0 til BOB, men Ikast KFUM nåede desværre lige inden pausen at reducerer til 2-1.

Anden halvleg var knap nok lige fløjtet op inden “La Santa” Andy fra Ikast KFUM scorede et flot langskudsmål til 2-2. Herefter bølgede kampen frem og tilbage med store chancer til begge hold, og kun med godt målmandsspil fra Lars Poulsen i BOB målet holdte han de farlige Ikast angribere fra fadet. Midt i anden halvleg fik angriber Søren Prøhl endelig hul på bylden efter et par gode chancer, som var blevet brændt. Prøhl scorede til 3-2 ved at drible udenom målmanden efter godt oplæg fra Elmedin Bratic. Men Ikast angriberen Andy ville det anderledes og med hans andet mål i kampen scorede han til 3-3 efter misforståelser igen i Brande forsvaret. Men Søren Prøhl ville også være dobbelt målscorer, og efter en løs bold i det lille felt efter et hjørnespark, bankede han bolden i nettaget til en 4-3 føring til Brande. I de dødende minutter brændte Ikast KFUM faktisk en stor chance, hvor bolden ramte begge stolper, inden den hoppede i spil igen. Heldigt for BOB, som kunne indkasserer 3 point for dagens strabadser, selvom det nok var noget af det dårligste man havde spillet i år.

Lars Poulsen skal roses i BOB målet for mange gode indgreb, og uden ham så kunne Ikast nemt have scoret 3-4 mål mere. Folk skulle nok lige vende sig til græs og en fodbold igen, for kønt var spillet ikke, men det gode var så, at man alligevel fik 3 dejlige point på kontoen.

Næste kamp er onsdag d. 17. august kl. 19.00 ude mod de lokale helte fra EIF på Ejstrupholm Stadion 🙂