Sæsonens andet pointtab for BOB +50 med uafgjort ude mod Hammerum

Brande havde i denne runde en svær udekamp mod Hammerum. Kampen blev ikke lettere af, at Brande indenfor de første ca. 7 minutter måtte bruge sine udskiftere pga. to skader. Først var det Brian Dahl, der måtte udgå med en skade og kort efter ramte samme skæbne Sigurd Kristensen. Dermed var Brandes mulighed for at udskifte i resten af kampen udtømte. Trods dette var det som de fleste af sæsonens hidtidige kampe Brande der satte sig på kampen. Der var dog Hammerum, der udnyttede selvskabte problemer, da Kim Tranholm lavede en halv Karius, da han ville cleare bolden, der i stedet ramte en Hammerum spiller, hvorefter bolden efter et underligt skru endte bag en chanceløs Ken Petersen. Scoringen til Hammerum ændrede ikke kampbilledet, idet Hammerum fortsatte det noget henholdende spil mod et Brande hold, der trods overtaget havde svært ved at tilspille sig de helt store muligheder. Det skulle dog lykkes Brande at bringe balance i regnskabet, da Mogens Laugesen fik fyret af mod Hammerum målet. Bolden blev dog blokeret, hvorefter bolden endte hos Kai Varisbøl, der akrobatisk slog en krølle på sig selv og med hovedet fik dirigeret bolden i mål. Fortjent udligning til 1-1, som også var stillingen ved pausen.

Pausen gav Brande en smule frisk luft, og kampen fortsatte i samme spor efter pausen med Brande som klart dominerende. Det spillemæssige overtag skulle også resultere i 2-1 føring til Brande. Igen var det Mogens Laugesen, der havde næstsidste fod med i spillet, da han fandt Henrik Skytte Mortensen på banes midte med præcis aflevering. Efter et par skarpe træk udplacerede Henrik Mortensen Hammerum målmanden med et fladt skud i langt hjørne. Flot mål og fortjent føring til Brande, der nu syntes at være på vindersporet. Ganske kort efter skulle det dog lykkes Hammerum at udligne, da en meget forkølet Hammerum afslutning endt som en frispilning. Dermed på ny balance i regnskabet med 2-2. De resterende minutter pressede Brande på for at lave det afgørende mål og det lykkedes også at komme frem til især nogle gode hovedstødschancer, som dog ikke blev omsat til mål. Brande følte sig også noget bortdømt, da en Hammerum spiller gjorde sig bred og med armen forhindrede den afgørende Brande scoring, hvor der i stedet burde være fløjet for et straffespark. Vel nok kun kampens ellers gode dommer, der ikke observerede det. Men alligevel ærgerligt, da det måske kunne have sikret de tre point til udeholdet. Et godt kæmpende Brande mandskab måtte derfor tage til takke med uafgjort og dermed sæsonens andet pointtab.

Kampens suverænt bedste spiller hos Brande var Henrik Skytte Mortensen, der var alle vegne og også udmærkede sig med en scoring, der var med til at sikre Brande det ene point.

Næste kamp venter lokalopgøret mod Uhre. Altid spændende, når de to hold mødes.