Storsejr i sæsondebut til Brande Old Girls

Tirsdag den 22. april hjemme mod Kollund-Lind

På en fantastik aften med 20 grader var Brande pigerne endelig klar til forårets første kamp.

Efter 5 minutters spil begyndte spillet så småt at fungere for pigerne. Der blev spillet godt sammen. Alligevel var det Kollund-Lind der havde den første store chance. Men heldigvis havde Brande Jane Sandfeld på mål, som tog sig af den chance.

Efter 12 minutter fik Brande hjørnespark. Bolden blev i første omgang afværget af Kollund Lind, men bolden endte ude ved Trine Gasbjerg Jørgensen, som sendte bolden ind over igen – dog i hænderne på keeperen. Hun taber dog bolden lige ned foran fødderne på Gitte Holt, som uden problem kan vippe bolden i mål til 1-0 føring.

Herefter går kampen lidt over i at sparke bolden frem og tilbage i stedet for at spille den rundt. Med 5 minutter tilbage af 1. halvleg spiller Pernille Jakobsen Gitte Holt fri i højre siden. Hun sender bolden ind over til bagerste stolpe, hvor Malene Søgaard nærmest skubber bolden ind over stregen med ryggen til pausestillingen 2-0.

Pausen blev brugt til at få mindet hinanden på at spille sammen og løbe for hinanden og ikke efter Kollund Lind spillerne.

5 minutter inde i 2. halvleg kæmper Pernille Jakobsen sig til bolden og spiller Trine Gasbjerg Jørgensen på midten, som igen spiller Malene Søgaard, men afslutningen er lige over målet. Der gik dog ikke mange minutter inden Brande igen kom på måltavlen. Denne gang er der flot opspil på venstre kanten og Pernille Jakobsen sender en hård bold ind foran mål, hvor Gitte Holt var på det rette sted og blot skulle sætte en fod på bolden til 3-0 føring.

Minuttet efter fik Kollund Lind dog en friløber. Jane Sandfeld redder i første omgang, men riposten ender hos Kollund Lind spilleren og hun scorer sikkert i et frit mål til 3-1.

Efter 12 minutters spil er det Trine Gasbjerg Jørgensen og Pia Holt Kjærgaard der spiller ping pong og det ender med at Pia Holt Kjærgaard kommer helt fri med keeperen, som hun fikst afdribler og derefter kan hun sikkert score i et tomt mål til 4-1.

Kampens sidste 2 mål blev sat ind af Gitte Holt, som fik masser af plads og gode afleveringer. Slut resultatet blev 6-1 til Brande Old Girls. En god start på foråret og med mange gode takter.

Kampen gav debut til Jane Sandfeld og Pernille Jakobsen. Kampens spiller blev Jane Sandfeld. Holdet bestod desuden af Pia Holt Kjærgaard, Camilla Mikkelsen, Mette Jørgensen, Trine Gasbjerg Jørgensen, Dianna Nymark, Malene Søgaard, Gitte Holt og holdleder Pia Pedersen.