Senior Oldboys +40 sejrede igen.

Mandag d. 23. april spillede Senior Oldboys hjemme mod Sdr. Feldings ditto. Kampen blev spillet på bane 9 på Brande Fælled, som nok er stadionens bedste bane i øjeblikket. BOB drengene fik hurtigt styr på spillet og havde også masser af godt opspil og gode chancer, inden det lykkedes Lars “Targetman” Poulsen at score til 1-0 midt i halvlegen efter lidt klumpspil. Minuttet efter var Sdr. Felding tæt på en udligning, men de missede en friløber mod den rutinerede ræv Ken “McKenzie” Pedersen i BOB målet. Kort før halvleg scorede Kim “Lange” Tranholm ellers et flot hovedstødsmål på et godt præcis hjørnespark af Ole Radoor, men til alles overraskelse fløjtede dommeren til straffespark, da en Sdr. Felding spiller tog bolden med hænderne en meter inde over stregen. Torben Jakobsen blev sat til at skyde, og han scorede sikkert til halvlegs-resultatet 2-0 til BOB.

Anden halvleg var primært også kun spil til et mål og efter 10 min. lykkedes det Søren Prøhl at prikke bolden i mål til 3-0 fra tæt hold efter godt opspil fra venstre side. Goran Jovanovic ville også på scoringstavlen, og det kom han i det 20. min. da han flugtede en god hovedstødsaflevering fra Lars Poulsen i mål til 4-0, som også blev kampens resultat.

BOB Senioroldboys næste kamp er mandag d. 30. april kl. 19.00 hjemme mod Tulstrup.